Prøv avisen

Det gode pensionistliv kræver en indsats

Mange pensionister får følelsen af, at der ikke længere er så mange interesserede aftagere af den ekspertise, de har oparbejdet over mange år. Derfor er det et savn for nogen at stå udenfor, skriver psykolog. Foto: NIMA STOCK

Ny bog sætter fokus på overgangen fra arbejdsliv til den tredje alder. Kriser kan forekomme, men de fleste pensionister i dag skaber et liv med indhold og aktivitet, viser bogen

Bjarke Oxlund, lektor i antropologi ved Københavns Universitet og forsker ved center for sund aldring

I vores senmoderne samfund er et arbejdsophør en af de allervæsentligste overgange, men samtidig er det ikke ritualiseret. Klassisk har man haft ritualer ved alle store overgange i livet som konfirmation, ægteskab og barnedåb, men ikke denne, der markerer livsfasen efter den produktive livsfase, selvom der måske kunne være et behov for det.

Den store stigning i middellevetid betyder, at vi har en voksende gruppe, der befinder sig i det, der kaldes den tredje alder. Og som kiler sig ind mellem arbejdsophøret og den tid, hvor man ikke længere er uafhængig og får behov for hjælp. Når vi nu ser den tredje alder få så stor bevågenhed, skyldes det, at det er babyboom- og efterkrigsgenerationen, født fra 1940’erne til 1960’erne, som nu begynder at gå på pension. Og de er virkelig mange.

Læs fem gode råd om overgangen fra arbejdsliv til den tredje alder her.

Vores livsforløb har ændret sig markant. Før regnede man kun med at leve cirka fem år efter, at man havde fået sin folkepension. I dag kan man se frem til 20 år eller mere som pensionist. Derfor ser man også, at pensionister i dag foretager mange flere ændringer i deres liv. For eksempel er der mange flere skilsmisser blandt folk over 65 end før. Tidligere sagde man måske ”den gamle idiot holder ikke mere end et par år alligevel”, så derfor så man ikke grund til at foretage store ændringer. I dag står den enkelte for at træffe en lang række aktive valg. Hvor vil du bo, hvilken relation vil du have til børn og børnebørn, hvilke aktive fællesskaber vil du være en del af?

Erhvervspsykolog Henrik Juul holder kurser med mennesker, der er på grænsen mellem arbejdsliv og pension

Både som privatpraktiserende psykolog og som erhvervspsykolog har jeg talt med mennesker på vej på pension. Som har stået på tærsklen til at forlade det, som deres identitet i mange år har været bundet op på. Mange forsøger at forberede sig, men de ved ikke, hvad det nye liv indebærer. Derfor bliver nogen ramt af en krise, når de tager hul på den nye tilværelse. De får følelsen af, at der ikke længere er så mange interesserede aftagere af den ekspertise, de har oparbejdet over mange år. Derfor er det et savn for nogen at stå udenfor. Det er hårdt at gå fra højstatus til non-status.

Jeg ved af erfaring, at det kommer bag på mange, hvor anderledes det er at være pensionist. Særligt når man har identificeret sig meget med sin rolle på arbejdsmarkedet, kan overgangen være hård. At gå på pension er derfor også en øvelse i at nedtone den identitet, man havde på arbejdsmarkedet. Man må i gang med at finde sig selv og sin kerne og sine ægte værdier.

Forberedelse er en god idé. Er du ude at rejse, kan du forebygge jetlag ved at ændre din rytme. Som kommende pensionist kan du også indstille dig på et nedsat tempo i hverdagen. Du kan begynde at visualisere en positiv fremtid for dig selv og sætte dig gode og opnåelige mål. Både under forberedelsen til at blive det og i dagligdagen som pensionist er det vigtigt at have nogle positive sigtepunkter i tilværelsen.

Marianne Levinsen, cand.scient.pol., er forskningschef hos Fremforsk, Center for Fremtidsforskning

Traditionelt set har pensionister ikke haft høj status. Som regel gik man på pension, fordi man var nedslidt og havde behov for at slappe af. Og man bidrog ikke længere til samfundet. Det billede er ved at ændre sig markant, især nu, hvor mange 68’ere er gået eller på vej på pension. De er både mere friske og mere raske end tidligere generationer.

68-generationen skabte velfærdssamfundet og stod bag kvindefrigørelsen. De revolutionerede børneopdragelsen, og de kommer ganske sikkert også til at redefinere pensionistbegrebet. Efter krigens nulpunkt bar de visionen med sig om, at de kunne forandre samfundet, og det lykkedes for dem. Den drivkraft og selvtillid bærer de med sig ind i livet som pensionist. De vil ikke være gamle på den gamle måde. De vil ikke sætte sig over i et hjørne og mimre. 68’erne har meget selvværd og vil forandre billedet af den grå pensionist. Mange af dem har også haft optur på boligmarkedet og har nogle gode pensionsopsparinger, hvilket gør pensionisttilværelsen lettere og sødere. Hvor generationerne før dem meget var socialiseret til at gøre noget for andre, passe børnebørn og gamle forældre, så skal 68’erne nok selv definere, hvad de vil påtage sig, og hvor meget de vil være sammen med familien. Mange i den tredje alder vil gerne bevare en kontakt til arbejdsmarkedet, og en del fortsætter med at arbejde, selvom de er fyldt 70 år, fordi det simpelthen er en livsform.