Et lille, hjemmelavet papskilt står altid foran Knud-Erik Engelstoft, når han sidder ved sit skrivebord på 11. sal i sin lejlighed på Langenæs i Aarhus. Fire ord er omhyggeligt prentet med tusch i hver sin farve på det grå pap og forbundet med en opadgående pil: Erkendelse. Motivation. Vilje. Handling.
Læs også: Tema om depression
Han skal helst have skiltet inden for synsvidde, når han sidder her ved bordet og skriver. Det gør han tit, og resultatet er ofte et digt, for den 89-årige pensionerede læge er blevet poet på sine ældre dage. Han bruger digtene til at bearbejde sorgen over sin kone, Malu, som døde af rygmarvskræft på sin 72-års-fødselsdag, den 21. juli 2005.
Malu/ din væren var min styrke/ dit fravær/ er min afmagt, lyder digtet på titelbladet af hans digtsamling Sorgdigte, der udkom i 2008, i al sin korthed. Ved hjælp af bevidst sorgarbejde, gennem digt og samtale med andre i samme situation har han kæmpet sig tilbage på omdrejningshøjde med livet. At sætte ord på sorgen er den bedste medicin imod den, mener han.
Knud-Erik og Malu Engelstoft havde levet sammen i et langt og godt ægteskab, fået fem børn og arbejdet sammen i 30 år i den lægepraksis i Thy, hvor han var praktiserende læge, og hun var hans assistent. Det år, hvor hun døde, kunne de have fejret guldbryllup. Da hun fik kræftdiagnosen, var de begge klar over, at det bare var et spørgsmål om tid, og det kom ikke som nogen overraskelse, da hun bukkede under for sygdommen efter 14 måneder. Alligevel var det et chok at miste hende.
Selvom jeg troede, jeg var forberedt, blev jeg dybt overrasket over, hvor slemt det var. Det er rædselsfuldt, når ens ægtefælle dør. Nogle siger, at det er som at brække midt over. Jeg gik simpelthen ned med flaget. Kort og godt. Jeg følte mig helt uden for denne verden og var i chok, fortæller Knud-Erik Engelstoft.
For mig var digtene en vej op fra et dybt sort hul, forklarer han.
Han oplever digtene som middel til erkendelse og afklaring og en hjælp til at finde motivation til at leve videre, mobilisere vilje til at gøre det og handle for at blive en del af det aktive liv igen. Det er præcis den proces, papskiltet på hans skrivebord foreskriver, og som hans digte fortæller:
Erkendelsens lys/ skænker tankerne næring/ og former forstandige/ tiltag og ord/ men farves dog først/ af en sjælens foræring/ af stof, hvoraf digte/ og nytænkning gror.
Chok er en helt almindelig reaktion, når man mister en, man elsker. Det er den første fase, man må igennem ved et dødsfald. Det er lige efter lærebøgerne, men man kan ikke sætte sig ind i det, når man ikke selv har oplevet det, siger han.
Chokket er for længst overstået. Men derefter kommer sorgen, som man nemt kan komme til at hænge fast i, hvis man ikke gør en bevidst indsats for at bearbejde den. Mange ældre, der går til lægen med deres sorg, ensomhed og afmagt, kommer hjem med et pilleglas. Hver fjerde dansker over 80 år får antidepressiv medicin, og det samme gælder ifølge Statens Serum Institut hver ottende i alderen 65-79 år. Men skønt han selv har været læge i mange år, er Knud-Erik Engelstoft ikke nogen stor tilhænger af piller til det formål.
Medicin har naturligvis sin berettigelse, men det er ikke altid den bedste løsning. Det kan godt give mig lidt dårlig samvittighed at tænke på, hvordan jeg selv som læge har behandlet folk i sorg. Jeg har troet, jeg hjalp dem med piller, men nu kan jeg se, at jeg ikke selv havde oplevet tilstrækkelig sorg til at sætte mig ind i deres tilstand, siger han.
Når han skal give et bud på, hvad han skulle have gjort i stedet for at gribe receptblokken, falder svaret prompte: Jeg skulle have startet sorggrupper, hvor folk kunne tale med ligesindede.
Nogen tid efter Malus død kom Knud-Erik Engelstoft selv med i en såkaldt sorg- og livsmodsgruppe for ældre, der lige havde mistet en ægtefælle, og det betød et afgørende vendepunkt for ham.
Gruppen var startet af Vibeke Mejer-Jensen på frivillig basis i Ældre Sagens regi og var den første af sin slags. Siden er idéen slået an i en sådan grad, at Vibeke Mejer-Jensen nu er fuldtidsansat og har syv grupper i Aarhus-området. Hun har brugt megen tid på at rejse rundt i landet og holde foredrag om idéen om sorgbearbejdning for ældre i grupper sammen med blandt andre Knud-Erik Engelstoft.
Hans egen gruppe mødes stadig hver mandag klokken 10 for at tale sammen. Den er blevet som en ny familie for ham, og hvor det i begyndelsen mest var sorgen, der dominerede samtalerne, har livsmodet efterhånden fået overtaget.
Det var i sorggruppen, han først begyndte at læse sine digte op og fandt ud af, at de ikke kun var gode at skrive, men også gode for andre at høre.
Da jeg så Knud-Eriks digte, bad jeg om lov til at læse dem op i gruppen, og det var tydeligt for mig, at de også havde en sorgforløsende effekt på tilhørerne, siger Vibeke Mejer-Jensen.
Det er ikke relevant eller muligt for alle at skrive, men der kan ligge en psykologisk katarsis-effekt i at skrive digte eller dagbog, måske i brevform, som kan bruges i sorgbearbejdning. Det afgørende er at finde de ord, som forløser, siger hun.
For Knud-Erik Engelstoft har ordene forløst sorgen, så den har fået en dimension, han kan magte.
Nu er sorgen som en lille rygsæk, det er overkommeligt at bære. Den er der stadigvæk, men jeg mærker den ikke hele tiden,siger han.
Jeg er kommet videre i livet og har erkendt, at når jeg har fået et kapitel mere end Malu, så er det nok, fordi jeg skal bruge det til noget.
Sorgarbejdet har givet ham livsmodet tilbage.