Drikkepres skal væk fra børn og unge

Berøringsangsten er også bedsteforældrenes ansvar. Vi skal turde tale om alkoholforbruget hos familiens yngste

Danmark er et af de få lande, der ikke har en national handleplan for, hvordan vi håndterer alkoholforbruget, og et af forældrenetværket Alkohol og Samfunds mærkesager, er, at det bør vi have.
Danmark er et af de få lande, der ikke har en national handleplan for, hvordan vi håndterer alkoholforbruget, og et af forældrenetværket Alkohol og Samfunds mærkesager, er, at det bør vi have. Foto: Kåre Viemose Denmark.

For halvanden uge siden var det J-Dag. Julebryg-dag. Dagen, da årets forskellige julebryg blev lanceret. Det var en fredag aften. En topprofessionel markedsføringsevent var iscenesat. Der bliver spillet på alle strenge.

Nu har vi arbejdet hårdt hele ugen og trænger til at slappe af. Der skal festes og drikkes julebryg med vennerne, selvfølgelig. Hvad ellers?

LÆS OGSÅ: Politikerne må tage et ansvar for unge drukmåse

Samme aften omkring midnatstid var jeg på vej hjem på cykel gennem vores by efter at have passet børnebørn. Det væltede i bogstaveligste forstand med fulde, unge mennesker. Ude på kørebanen, på kryds og tværs over gaderne, i flokke og med flasker i hånden næsten alle sammen.

Politiet cirklede langsomt rundt i gaderne. Det var godt at se, at det var der, for det var en skræmmende og en beskæmmende oplevelse. Hvad er det, vi har lært dem? Hvad er det, vi har set igennem fingre med? Vi ved jo godt, at forældrene er de unges rollemodeller, og vi bedsteforældre må tage vores del af ansvaret for, at danske unge har verdensrekord i druk.

Heldigvis er der mange forældre, som tager spørgsmålet alvorligt og også offentligt begynder at debattere alle spørgsmålene om børn og unge og alkohol. Det sker i skolerne, hvor forældregrupper drøfter og aftaler, hvad der må drikkes og især ikke drikkes, når de unge holder fester hjemme og andre steder, hvor unge færdes. Den åbne debat om unge og alkohol bliver tydeligere og tydeligere.

Det er vigtigt at give forældre og bedsteforældre en forståelse af, at de ikke står alene med udfordringen, siger Johan Damgaard Jensen, direktør i den nystartede forening Alkohol og Samfund.

Vi er nødt til at genfortælle alkoholpolitikken på en måde, så den inddrager os alle. Vi er oppe imod kræfter, der ønsker, at vi skal drikke mest muligt, og vi har en tendens til at gøre alkohol til et personligt problem.

Alkohol og Samfund ønsker en debat uden at være fordømmende eller moraliserende, men en åben debat, hvor man tør tale om vores alkoholforbrug og ikke mindst de helt unges drikkevaner.

Et forældrenetværk under Alkohol og Samfund giver alle forældre og bedsteforældre en mulighed for at diskutere og udveksle erfaringer med hinanden omkring unges alkoholforbrug. Det er målet at give stemme til de mange, der er betænkelige over for unges alkoholforbrug, og det er gratis at være med. Find forældrenetværket på alkohologsamfund.dk. Netværket blev omtalt her i avisen for kort tid siden. Et af mange mål er at fjerne drikkepresset fra unge. Den der opfattelse af, at der skal drikkes, når vi er sammen og skal have det sjovt.

Det er en del af den danske selvforståelse og kultur, hedder det.

Vores generation, bedsteforældregenerationen, har opdraget vores unge til at tage ansvaret for sig selv som selvstændige, ansvarlige mennesker. Det er i meget vid udstrækning lykkedes, også når vi sammenligner vores unge med unge fra andre lande. Nu er det så deres børn, som i mange sammenhænge selv skal forstå at trække grænsen for, hvornår og hvor meget de må drikke, og hvornår de går langt over grænsen.

Det er selvkørende unge, som skal tage stilling til mange ting meget tidligt, og vi stoler på den enkeltes evne til at kunne sortere i tingene og tage stilling, siger Anette Søgaard Nielsen, formand for Alkohol og Samfund og mangeårig leder af alkoholbehandlingen i Odense, til foreningens hjemmeside.

Men vi har nok givet de unge et alt for stort ansvar.

De er oppe mod et massivt drikkepres fra alkoholindustrien og en våd alkoholkultur blandt de voksne, siger Anette Søgaard Nielsen, der efterlyser klare holdninger også hos politikerne.

Danmark er et af de få europæiske lande, som ikke har en national handleplan for, hvordan vi håndterer alkoholforbruget, og det er en af foreningens mærkesager, at det bør vi have. Alt imens må vi se i øjnene, at også samfundet har udgifter: til politiets tilstedeværelse, til oprydning og rengøring efter knuste flasker, til pres på skadestuerne. Men vigtigst af alt risikerer vi, at de unge bliver skadet i deres udvikling af et overdrevent alkoholforbrug. Imens kan vi alle gøre vores til at turde tale om alkoholforbruget hos familiens yngste, uden at være fordømmende og moraliserende, men også uden den berøringsangst, som har præget et par generationers forhold til alkohol.