Hans Engell: Du kan ikke bare troppe op

Journalist og forhenværende minister Hans Engell har taget ordene fra en amerikansk admiral med sig

Ordene fra en amerikansk admiral om at tage livet alvorligt har fulgt Hans Engell, siden han hørte dem for 20 år siden. –
Ordene fra en amerikansk admiral om at tage livet alvorligt har fulgt Hans Engell, siden han hørte dem for 20 år siden. – . Foto: Linda Johansen/ritzau.

Den engelske sætning ”you can’t just show up” (du kan ikke bare troppe op) hørte Hans Engell for første gang, da han stod midt på Atlanterhavet for godt og vel 20 år siden. Men ordene fulgte ham hjem, og i dag er de stadig med ham.

Den konservative Hans Engell var formand for Folketingets Forsvarsudvalg 1998-2000. I den forbindelse mødte han i slutningen af 1990’erne den øverstkommanderende for Nato-styrkerne i Atlanterhavsområdet. Det var dengang den amerikanske admiral Harold W. Gehman junior, bedre kendt som Hal Gehman.

Da Hans Engell landede på det amerikanske hangarskib i Atlanterhavet, var det Hal Gehman, der tog imod ham, iført almindelig kakiskjorte og -bukser. Selvom han var chef for flere hundrede krigsskibe og endnu flere soldater, heriblandt de 4000 mand på hangarskibet, bar Hal Gehman ikke en eneste af sine stjerner eller medaljer på skjorten. Heller ikke et navneskilt var han forsynet med.

I en drillende tone spurgte Hans Engell admiralen, hvorfor han gik så ubesmykket omkring.

”Det er helt unødvendigt. Jeg tror godt, de ved, hvem jeg er,” svarede Hal Gehman.

Lederskab handlede for admiralen nemlig ikke om at vise sine stjerner og medaljer. Som han forklarede Hans Engell, så handler det om, at man som leder ikke skal tro, at man bare kan troppe op – ”you can’t just show up”.

”Han mente, at enhver form for lederskab såvel som ansvar, vigtigt arbejde og ens privatliv kræver, at man tager tingene alvorligt. Man skal forberede sig. Man skal være omhyggelig og grundig. Du kan ikke bare tro, at fordi du stiller dig op og siger et eller andet, så falder mennesker omkuld,” forklarer Hans Engell.

Sætningen ”you can’t just show up” gjorde indtryk på Hans Engell, og han er ofte vendt tilbage til den. Både som politiker, chefredaktør på Ekstra Bladet, foredragsholder, politisk kommentator og skribent har i dag 68-årige Hans Engell forsøgt at efterleve meningen bag admiralens ord, som han hørte dem dengang på hangarskibet midt på Atlanterhavet.

”Man er nødt til at tage tingene alvorligt, livet alvorligt, uden at blive selvhøjtidelig. Man skal være omhyggelig med sine ting. Så behøver man ikke gå med en uniform med fire stjerner. Det lærte jeg af Hal Gehman, som nu er gået på pension som en af USA’s mest respekterede søofficerer,” fortæller Hans Engell.