Prøv avisen

Efter 30 år i fængsel: Han får fred i sjælen af at brodere

Dan Carl Kristensen har haft et barsk liv og har siddet inde i en årrække. Men det var i Horsens Statsfængsel, at han lærte at brodere, hvilket er blevet hans livs glæde. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.

I næsten 30 år sad Dan Carl Kristensen i Horsens Statsfængsel. Han tænker tilbage på opholdet som det bedste hjem, han har haft. Ikke mindst fordi det var der, han lærte at brodere

Man hører ofte, at det ikke gør noget som helst godt ved folk at sidde indespærret i et fængsel i mange år, og selvom der ganske sikkert er noget om snakken, er der som med alt andet også undtagelser. Det er 82-årige Dan Carl Kristensen et levende bevis på.

Fra en stol i sin lille lejlighed, der er i anledning af julen er pyntet op med glimmer, gran og snelandskab, fortæller han om det liv, der var hans, da han fra 1956 til 1983 var indsat nummer H 1274 i det daværende Horsens Statsfængsel, der i dag er omdannet til museum.

Hvorfor Dan Carl Kristensen kom til at tilbringe så mange år af sit liv bag fængslets høje mure, ønsker han ikke at berette om, men han fortæller om en hård barndom med en voldelig far, der aldrig var tilfreds med sin handicappede søn, der var født med læbe-gane-spalte, hareskår og klumpfod.

LÆS OGSÅ: Danske fængselsbetjente skal smide uniformen

Som barn drømte Dan Carl Kristensen om at blive præst, og han søgte også hen til kirkegården som barn, når faderens slag og psykiske terror blev for meget. Som otteårig blev han anbragt på et børnehjem og kom aldrig hjem at bo hos sine forældre igen.

En uddannelse som præst fik han heller aldrig i stedet brugte han sin ungdom på at ryge ind og ud af fængsler, indtil han i 1956 blev anbragt til forvaring i Horsens Statsfængsel. Her boede han, indtil han på grund af sygdom blev benådet.

Det var også i fængslet, han blev introduceret for broderi, som sidenhen kom til at få stor betydning i hans liv.

Jeg husker, at Harry Hansen, en overbetjent, som jeg var meget glad for, en aften kom ind og sagde: Sæt dig ned på sengen, H 1274. Med sig havde han to ældre damer, der kom fra Håndarbejdets Fremme i Aarhus. De viste mig, hvordan man broderede. Jeg sagde, at den slags skulle jeg i hvert fald ikke lave. Men Harry Hansen sagde, at det da ikke kunne skade at lade broderierne ligge på bordet, så det gjorde de, fortæller Dan Carl Kristensen.

Og det viste sig at være et klogt træk af overbetjenten. For et stykke tid efter, i en søvnløs nattestund, satte Dan Carl Kristensen sig ned og broderede for første gang i sit liv i skæret af to stearinlys, han havde stjålet ovre i kirken.

Ja, og så blev jeg bare bidt af det, siger den 82-årige jyde, der som det første gik i gang med at kreere klokkestrenge.

Efter kort tid gik han over til også at lave landskabsbroderier og ryatæpper mellem 150 og 200 værker blev det til, mens han sad inde. Alle arbejderne solgte han til sine medindsatte og fængselspersonalet. Men ikke for at tjene penge, understreger han.

Penge har jeg aldrig haft forstand på. Det har altid været andre, der har administreret mine penge for mig både da jeg var ung, og da jeg sad i fængsel. Jeg ønskede i stedet bare at gøre folk glade med mit broderi, siger Dan Karl Christensen.

I stedet for rede penge blev den broderekyndige Dan Carl Kristensen betalt med de ra-tioner af tobak, sukker og ost, som de indsatte fik. Og manglede nogen nogle af disse varer, kunne de blot komme til Dan Carl Kristensen og låne han havde rigeligt og delte gerne ud.

Når jeg tænker tilbage, er det det bedste hjem, jeg nogensinde har haft. Vagterne og det øvrige personale var venlige og gode til at tale med os, når nogen havde det skidt. Dem har jeg intet dårligt at sige om, konstaterer han.

Når man spørger ham, hvorfor han gik hen og blev så glad for at brodere, nævner han to årsager.

Jeg har fred inde i sjælen, når jeg sidder og broderer. Det er rart. Og så er det vigtigt for mig at glæde andre det kan jeg gøre gennem mine broderier, siger Dan Carl Kristensen, der ikke kommer så meget ud mere og ofte broderer 10 timer om dagen hjemme i sin stue.

Under sit ophold i Horsens Statsfængsel sang Dan Carl Kristensen i fangekoret, ligesom han spillede mandolin. Et par gange sang han sågar solo. Han har nemlig en udmærket sangstemme, når han bare ikke som nu er syg med bronkitis, fortæller han.

Synge gjorde han også som barn særligt husker han, da han som blot seksårig sang solo i den lokale sognekirke. Det var, Julen har bragt velsignet bud.

Dan Carl Kristensen vender sig om mod det lille bord i stuen, der er fyldt med alskens ting deriblandt en gammel kassettebåndoptager. Han trykker på tænd-knappen og ud af den lille, undselige højttaler lyder tonerne til netop Julen har bragt velsignet bud.

Han lukker øjnene og lytter ligner én, der er langt væk i tankerne. Efter et minuts tid slukker han.

Det var Katy Bødtger, der sang, siger han og smiler hende kan han godt lide.

Der er også en anden kvinde, som Dan Carl Kristensen er glad for. Hun hedder Marie-Renée Otis og er en canadisk kunstner, der også broderer. Hende mødte han, da han for nogle år siden udstillede sine broderier på Horsens Kunstmuseum og blev inviteret til receptionen. Hun døbte hurtigt Dan Carl Kristensens værker Frihedens broderier.

I dag er de pennevenner og skriver sammen, og alle sine broderier har den kreative pensionist sendt over til veninden i Canada.

Marie-Renée Otis har sørget for at få dem udstillet på et plejehjem i Canada, og hun har også sendt billeder hjem til ham af de ældre beboere, der betragter hans værker.

Det er dejligt, at man kan glæde andre med sine broderier selv tværs over Atlanten, konstaterer han, mens han stolt viser billederne af sin canadiske veninde frem.

Foråret 2014 bliver ganske specielt for Dan Carl Kristensen, for her bliver broderierne, som han har sendt til Canada, udstillet på et museum i byen Charlevoix det har Marie-Renée Otis sørget for. Det gør ham stolt, og selvom han har brugt uanede mængder af tid på at brodere billederne, hvis skabeloner han i øvrigt også selv tegner op, er han ikke interesseret i at få broderierne tilbage.

Jeg er glad for, at de er derovre, hvor Marie passer på dem. Så ender de heller ikke i en dansk genbrugsbutik til en 50er, siger han.