Preben Arndt cykler. I rask tempo kører den 64-årige pensionist af sted rundt om Årslev Engsø i Aarhus på stierne, som han efterhånden kender så godt.
Året er 2004, det er efterår, og på det grønne areal går kvinder rundt med barnevogne, mens andre lufter hunde eller motionerer.
Lidt længere fremme får han pludselig øje på dem. Ornitologerne. Preben Arndts humør daler en smule. Det er den gruppe mennesker, han allerhelst vil undgå på sine ture omkring Engsøen. Ikke fordi de gør ham noget. De kigger bare på fugle.
”Jeg var dybt misundelig på fuglekiggerne dengang. De havde en hobby, som de var dybt engagerede i, og som gav dem en mening i tilværelsen, og det havde jeg ikke. Jeg cyklede alt, hvad jeg kunne, men jeg manglede noget at stå op til,” siger den i dag 74-årige Preben Arndt.
Når Preben Arndt skal tænke tilbage på sine første år efter pensioneringen i slutningen af 2003, viser de ifølge ham, hvor galt det kan gå, når man ikke forbereder sig på afskeden med arbejdsmarkedet. Dengang brugte han lang tid på at finde ny mening i tilværelsen, nye opgaver og nyt ansvar for at undgå at køre sig selv ned. Det var sværere end ventet, siger han.
”En dag vågner man og indser, at man ikke har noget at stå op til. Der var intet arbejde og ingen kolleger, der ventede på mig. Min arbejdsidentitet var bare væk, og det viste sig at betyde mere, end jeg havde regnet med.”
I 2003 besluttede ledelsen på Preben Arndts arbejdsplads, at alle ansatte over 60 år skulle på deltid, og at de 62-årige skulle afskediges og erstattes med yngre kræfter. Dette omfattede også Preben Arndt på dengang 62 år.
”Jeg holdt egentlig meget af mit arbejde og brugte også meget tid og energi på både det faglige og mine kolleger. Men min dåbsattest viste sig at være for gulnet og for krøllet,” siger han, der arbejdede som logistikmanager i en energivirksomhed.
Afskedigelsen var et slag i ansigtet, og selvom Preben Arndt egentlig gerne ville blive på arbejdsmarkedet nogle år endnu, besluttede han sig for at gå på efterløn.
”Efter fyringen tænkte jeg, at det var nytteløst at prøve at søge nyt arbejde, for hvem ville ansætte en mand på 62 år? Jeg ville bare blive valgt fra med det argument, at jeg var for gammel, og det nederlag ville jeg ikke lide igen.”
Preben Arndt havde et halvt års opsigelse, før det var endeligt farvel til arbejdsmarkedet og goddag til pensionen. I den tid gjorde han sig ingen tanker om, hvad der skulle ske efterfølgende.
”Jeg har længe søgt efter svar på, hvorfor jeg ikke forberedte mig. Jeg tror bare ikke, jeg så faren ved ikke at gøre det. Jeg havde haft et meget aktivt liv med mange venner og meget frivilligt arbejde som foldboldtræner og i lokale fællesråd. Der kom ofte personer og spurgte, om jeg kunne tænke mig at hjælpe til forskellige steder, så jeg tænkte, at det hele nok skulle gå. Men efter min pensionering var der pludselig ingen, der manglede min arbejdskraft. Jeg skulle selv på banen, og det kom jeg ikke rigtig.”
I den første tid efter pensioneringen fik Preben Arndt tiden til at gå med sin engelske sportsvogn og med at hjælpe venner og bekendte med små reparationer på deres huse og senere med at slå græs, luge bede og lappe cykler.
”Det var mig, der tog kontakt til dem og tilbød min hjælp igen og igen. Efterhånden begyndte de at kigge lidt undrende på mig. De arbejdede stadig og forstod ikke, hvorfor det var så svært for mig bare at slappe af, læse avisen eller nyde, at jeg havde så meget tid til mig selv,” siger Preben Arndt, som er fraskilt, og børnene er for længst flyttet hjemmefra.
Månederne gik, og det blev sværere at finde ting at hjælpe med, og Preben Arndts humør begyndte så småt at dale. Samtidig steg blodtrykket voldsomt, og han gik derfor til lægen for at få medicin. Under besøget hos den jævnaldrende læge, fortalte Preben Arndt om de ændringer, der var sket i hans liv.
”Jeg har ikke på noget tidspunkt været flov over at dele mine tanker om pensioneringen med familie og venner, men det var, som om min læge i højere grad forstod mig. Under mit besøg sagde han: ’Ved du hvad, Preben, du har mistet dit arbejde. Der er en god grund til, at du har det, som du har det.’ Det var rart endelig at høre de ord.”
Besøget hos lægen fik dog ikke Preben Arndt til at forsøge at ændre noget i tilværelsen. Tværtimod sank han bare dybere ned i et sort hul.
”Jeg havde depressionssymptomer og kunne ikke se, at græsset var grønt, og at himlen var blå. Det var svært at finde ud af, hvad det egentlig var, jeg skulle bruge min nye tilværelse på.”
Det blev efterhånden også tydeligt for omgangskredsen, at Preben Arndt hang med hovedet, og i midten af 2004 tog en god ven fat i ham og sagde, at han skulle få struktur på sit liv.
”Jeg tænkte meget over hans ord. Tidligere havde jeg haft en rytme, hvor jeg stod op, tog på arbejde, kom hjem og så havde mine fritidsinteresser. Det skulle jeg nu efterligne på en ny måde. Så jeg begyndte at kigge rundt i huset for at finde småting, jeg ikke havde fået lavet i årenes løb. Derefter lavede jeg en liste over gøremål, som jeg skulle stå op til og ordne. Når jeg var færdig med en opgave, kunne jeg vinge den af, og det gav mig en god tilfredshed og hjalp mig et stykke hen ad vejen.”
Ud over husarbejdet fandt Preben Arndt også sin gamle cykel frem, og Årslev Engsøs smukke natur blev besøgt ofte. Men det var ikke nok, hvilket fuglekiggerne blandt andet fik ham til at erkende.
Han manglede en dybere mening med det, han lavede, og et socialt netværk, og efter et halvt år med gøremål ved huset og motion omkring søen var han igen på vej mod det sorte hul.
Løsningen dukkede op helt tilfældigt, da han i slutningen af 2004 stødte på en annonce i sit lokalblad om en seniormesse i Aarhus, hvor diverse seniorforeninger deltog.
Preben Arndt tog af sted og kom hjem med en pose fyldt med brochurer, som han gennemgik én for én. En brochure vakte særlig interesse. Den handlede om en forening, der formidlede frivilligt arbejde, og Preben Arndt tog af sted for at høre, om de kunne finde noget for ham.
Hos foreningen blev han tilbudt et job, hvor han selv skulle formidle frivilligt arbejde til andre seniorer.
”Det hele faldt ligesom på plads for mig der. Det var en mulighed for at komme væk fra hjemmet, møde andre mennesker på min alder og udnytte mine arbejdsmæssige kompetencer med at administrere og organisere.”
Endnu bedre blev det, da Preben Arndt i 2007 blev tilknyttet den nyoprettede forening Foreningsbutikken i Aarhus og blev tovholder for projektet Ressourcebanken, som var et team af frivillige seniorer, der rykkede ud til forskellige arrangementer. I dag rådgiver og vejleder han seniorer, som står i samme situation, som han gjorde, og han føler, han gør en forskel.
Hvis Preben Arndt i dag skulle give sig selv et råd som kommende pensionist i 2003, ville det være at forberede sig i tide.
”Jeg ville ønske, at nogen havde spurgt mere ind til, hvad jeg ville som pensionist, for så havde jeg måske tidligere gjort mig tanker om det. Det var ikke nok at tro, at det hele nok skulle gå, så længe jeg havde venner, børn, børnebørn, hus og have. Det er altså ikke altid nok.”
Mød Preben Arndt til Kristeligt Dagblads læserarrangement på torsdag om overgangen fra arbejdsliv til pension.
