Rita Kernn-Larsen, der var en storartet, betydningsfuld maler, var også noget overset i Danmark. Hun boede en stor del af sit liv i Frankrig og England, og det var nok med til, at hun ikke rigtig blev kendt herhjemme. I de danske kunsthistorier er hun kun omtalt i beskedent omfang, faktisk har man i udlandet haft bedre blik for hendes plads i kunsthistorien
Hun blev født i Hillerød i 1904, men var fra hun var ganske ung internationalt orienteret. Hun blev uddannet på den franske kunstner Fernand Légers malerskole Academie Moderne i Paris og blev i 1930’erne grebet af surrealismen, og hun var sammen med blandt andre de danske surrealistiske malere Wilhelm Freddie, Vilhelm Bjerke Petersen og Elsa Thoresen en central person, da surrealismen fik sit gennembrud og sin anerkendelse. Rita Kernn-Larsen udstillede i slutningen af 1930’erne hos Peggy Guggenheim i London. Det var et avantgarde galleri, og Rita befandt sig strålende.
Og nu op mod 90 år senere viser Guggenheim-museet i Venedig en lille udstilling af Ritas malerier. Det glæder mig umådelig meget på Ritas vegne, for det nagede hende til hendes død i 1998, at den danske ros og omtale havde været så sparsom.
Jeg traf Rita Kernn-Larsen i 1980’erne, og jeg var meget glad for at høre hende fortælle om sin ungdom og uddannelse og hendes tætte samarbejde med Fernand Léger.
”Jeg har skam malet et par billeder, som han satte sit navn på,” fortalte hun med et glimt i øjet.
”Jeg var en af hans dygtige elever. Den danske maler Franciska Clausen var en anden. Men da jeg blev grebet af surrealismen og begyndte at male mine egne billeder, blev han skuffet. Vi forblev venner, men det var ikke en kunstretning, der appellerede til ham.”
Men det gjorde den til Rita, hun var meget flittig, og hun kom i slutningen af 1930’erne og lige i begyndelsen af 1940’erne i London ind i den engelske kreds af surrealister.
Hun begyndte sin uddannelse i Oslo i 1924, hendes ældre søster var norsk gift og boede der, og da hun efter et par år flyttede tilbage til København, gik hun på Kunstakademiet. Det var imidlertid lidt for traditionelt for Rita, og i 1929 tog hun så til Paris. Her trivedes hun til gengæld, og det var også her, hun mødte sin senere mand.
Han havde gode kontakter til det kunstneriske miljø, og Ritas kontaktflade blev stadig større.
Hun udstillede første gang i 1934 i København, og anmelderne tog venligt imod hende. Hun havde fortsat Léger med i bagagen i sine malerier, men det var takket være denne første udstilling i København, hun kom i kontakt med de danske surrealister.
Rita og jeg havde en fælles bekendt, og det var grunden til, at jeg lærte hende at kende for mere end 30 år siden. Jeg holdt meget af at høre hende fortælle og at se de malerier, hun stadig havde i sin lejlighed.
Danmarks Radio havde på tv dengang en programserie, der hed ”Ugens gæst”. Det var som oftest politikere og økonomer, der optrådte, en kunstner faldt lidt uden for rammen, men jeg fik alligevel lov til at interviewe Rita Kernn-Larsen. Der var en vis nysgerrighed efter at høre ”den glemte maler” fortælle.
Vi havde en fin samtale, hvor Rita både viste nogle af sine malerier og fortalte om sine oplevelser som elev hos Léger og om sit lange arbejdsliv.
Hun fortalte også, at hun boede i London under blitzen, og at det var en så rystende oplevelse for hende at se al den rædsel og al den ulykke, at hun fra da af ikke længere var i stand til at male sine surrealistiske billeder.
Virkeligheden havde vist sig at overgå hendes fantasi og hendes indre billeder, og hun har siden sagt, at hun følte, at surrealismen havde udspillet sin rolle. Hun fortsatte med at male hele sit liv, men hendes billeder tog en helt anden retning.
I ”Ugens gæst” havde Rita sin karakteristiske røde paryk på, som hun brugte, da hun ikke mere var helt ung. Et smukt flammende hår, som klædte hende, og som var nemt at få øje på. Der skete da også det, at en herre den næste dag havde genkendt hende i bussen. Det fortalte hun mig med stor glæde, og hun sagde: ”Så er jeg ikke helt glemt i Danmark.”
Nu har Guggenheim-museet købt udsendelsen af DR og viser den på sin udstilling. Der var fernisering i weekenden, og den danske kunstner skal i de kommende måneder introduceres for et italiensk publikum.
Tre danske museer har udlånt billeder, og det samme har jeg gjort. Jeg har to malerier, der blev vist hos Peggy Guggenheim i London i slutningen af 1930’erne, nu hædrer museet Rita ved at udstille dem igen. Ringen er sluttet, og den danske kunstner kan igen indtage den internationale scene. Rita er ikke glemt.