Prøv avisen

En hvileløs kultur

Søndagen som hvile- og helligdag bør vindes tilbage i det omfang, det er muligt. Ingen er tvunget til at deltage i valfarten til indkøbstemplerne søndag formiddag

Mon ikke aldersgruppen seniorer/ældre fylder godt i det folkekirkelige liv i Danmark på kirkebænkene om søndagen og i ugens løb til de mange arrangementer som højskoledage, sogneeftermiddage, foredragsaftener? Folkekirken ville være ilde stedt, hvis ikke det var sandt. Til gengæld er vi usynlige, sammen med de mange andre som kommer i kirken, når mantraet om de tomme kirker igen og igen gentages.

Der findes næppe nogen sammenhæng i det danske samfund, hvor der dag efter dag, uge efter uge, år efter år forsamles så mange mennesker som i folkekirken. Forleden holdt jeg foredrag til en højskoledag i Helligåndskirken i Aarhus for en veloplagt forsamling på 150 lydhøre seniorer. Fælles glæde, sang og samtale. Cirka 1000 mennesker kommer i løbet af ugen i kirkens lokaler til de mange forskellige aktiviteter. Jo, jeg ved godt, at det er et af de steder, det sner. Men det er langt fra det eneste sted.

LÆS OGSÅ: Tingene bliver gjort, når der er frivillige seniorer i idrætsforeningerne

For tiden diskuterer man, om søndagen skal afskaffes, fordi det måske vil passe bedre ind i nutidsmenneskers livsmønster, hvis gudstjenesten blev henlagt til en hverdagsaften. Et overbevisende argument lyder på, at det nytter ikke noget at indrette busdriften på en måde, så busserne kører, når folk ikke har brug for dem. Og det er logik for burhøns. Tilsvarende med søndagsgudstjenesten. Den må ligge på en dag/aften, hvor folk har mulighed for at tage imod det gode tilbud. Søndagen, hvor de fleste mennesker har fri, duer jo ikke, for da har de så meget andet for. Måske en dejlig torsdag aften ville være bedre? Prøv at spørge en travl familie med børn og udearbejdende ægtefæller!

Nu er det ingenlunde en nyhed, at der kan holdes hverdagsgudstjenester. Og fint med det. Det har man kunnet og har gjort i årevis adskillige steder med skiftende tilslutning vist nok mildt sagt. Så der må være mere på spil i den nys opdukkende diskussion, som ganske vist kun vakte opsigt en dag eller to. Men dog længe nok til, at en universitetslektor kunne kalde det den største forandring i kirkens liv siden reformationen. Hvis det vel at mærke kom til at ske. Hvad man ikke må håbe, men måske frygte.

Forandringen ville dog være større end som så. Den ville række tilbage til den kristne kirkes første spæde begyndelse. En indberetning til den romerske kejser Trajan vidner om, at gudstjenestefejringen om søndagen var et særkende for de kristne. Statholderen i Lilleasien, Plinius den Yngre, indberetter omkring år 110 til kejseren, at de plejer at komme sammen på en bestemt dag før solopgang og synge sange til Kristus som til en gud. Den bestemte dag er den første dag i ugen, Kristi opstandelsesdag, Herrens dag, søndag:

Det toner med lov og pris og bønfra jord mod Paradis-haven:Det var en søndag morgen skøn,vor frelser stod op af graven.

(Salmebogen nummer 408 vers 2.)

Søndagens gudstjeneste er festen for livets sejr over døden i alle dens skikkelser. Derfor er søndagen en tindrende glædesdag, som kaster sit sollys ind over ugens øvrige dage. Søndagen sætter tilværelsen i relief. Dagene forløber ikke som i en endeløs strøm. Vi standses til besindelse på livets dyrebare gave hver søndag.

Søndagen er betydningsbærende og gennemtrænger vores kultur og vores fælles bevidsthed, hvad enten vi nu er jævnlige kirkegængere eller ej. Der er dog ikke den samme søndagsstille ro imellem trær og tage, som vi husker fra vores barndom, men også under nutidens hastige puls er det muligt at fastholde søndagen som helligdag og som hviledag. Ingen er tvunget til at deltage i valfarten til indkøbstemplerne søndag formiddag. Som bekendt er lukkeloven så godt som afskaffet, og adskillige dagligvareforretninger har åbent alle ugens syv dage fra klokken 8 til 22.

Ikke så få mennesker i dag tilkendegiver en længsel efter meningsfylde og spiritualitet. Det skyldes, at søndagen har tabt sin magt i sindet, så der er opstået et åndeligt tomrum. Der er ikke mange kræfter at hente i en søndagsløs kultur. Derfor skal søndagen fastholdes og vindes tilbage i det omfang, det er muligt. Det er kirkens påtrængende opgave. De kirkelige højtider med jul, påske og pinse og perlerækken af søndage året rundt er kristendommens umistelige gave og velsignelse til hele folket. Hvad enten kirken nu er den nære kirke eller den fjerne kirke, taler den både sit tydelige og sit tavse sprog. Det drejer sig om lydhørhed. Som i alle livets sammenhænge.

Mange vil sikkert huske filmen fra de åndløse 1970ere: Giv Gud en chance om søndagen. Det forholder sig omvendt. Det er os, der får chancen.