”En nåde uden mål”

De gamle salmer var forfatter Pia Tafdrups første møde med poesien. Særligt fire ord fra Kingos ”Nu rinder solen op af østerlide” fæstnede sig hos hende som barn

Pia Tafdrup er digter og forfatter samt medlem af Det Danske Akademi.
Pia Tafdrup er digter og forfatter samt medlem af Det Danske Akademi. Foto: Kristine Kiilerich.

Da Pia Tafdrup begyndte i folkeskolen sidst i 1950'erne, begyndte hver dag med, at eleverne stod i klasseværelset ved deres borde og bad Fadervor og sang en salme. Hun elskede at synge og sang lige så frejdigt med på salmerne som på de frække sange, hun hørte i frikvartererne.

”Utallig såsom sand

og uden måde,

som havets dybe vand

er Herrens nåde,

med den hver dag min sjæl han overgyder,

hver morgen i min skål

en nåde uden mål

til mig nedflyder.”

Særligt en verselinje i Thomas Kingos ”Nu rinder solen op af østerlide” fæstende sig dengang i Pia Tafdrup.

”'En nåde uden mål' - disse ord fra Kingos salme stod i mange år for mig som noget aldeles gådefuldt. Jeg fattede ikke meningen, men sang alligevel gerne med. Salmerne var den første poesi, jeg mødte, og hvem elsker ikke som barn nye, sære, stærke ord? Som barn forsøger man at forstå de fremmede ord ved hjælp af billeder, men i Kingo-salmen sang jeg igen og igen forbi 'en nåde uden mål' uden at forstå meningen,” fortæller hun.

Pia Tafdrup vidste dengang godt, hvad et målebæger var, og da hendes morfar arbejdede for metalvarefabrikken Glud & Marstrand, havde familien hjemme en del emaljekøkkenredskaber derfra. Blå udenpå og hvide indeni. Et af disse redskaber, et lille decilitermål, dukkede op i forfatterens tanker, hver gang hun kom til anden strofe i ”Nu rinder solen op af østerlide”.

”Det, jeg forstod, var, at der fandtes noget, der var så stort, at det ikke kunne måles med decilitermålet eller et andet mål for den sags skyld. Det var det ubegrænsede, jeg først fokuserede på. Hvad 'nåde' betød, var jeg umådelig længe om at indse. Første gang jeg forbandt mig med begrebet, var, da jeg forstod, at både min mors og fars familie var blevet reddet ved at komme til Sverige under Anden Verdenskrig. Nogen havde taget sig af dem og alle de andre og givet dem et sted at bo. Nåde var, at min og mange andre dansk-jødiske familier havde undgået koncentrationslejrene, som millioner døde i,” siger Pia Tafdrup.

”En nåde uden mål” har i voksenalderen ikke mistet barndommens magi, selvom den 62-årige forfatter i dag har fået indsigt i, hvad nåde betyder, og hvor kraftfuld den er.

”Sært nok er det ikke altid vigtigt at kende indholdet af et ord som barn. Man hører ordet, lytter til musikken i det, der kan leve en tid på magi alene, indtil forstanden slår til, og det får en konkret forklaring,” siger hun og fortsætter:

”Sædvanligvis taler vi om, at det er Gud, der er nådig og netop grænseløs nådig, eller vi kan sige, at tilværelsen har været os nådig. Når en mor til forbrydere tilgiver sine børn, skønt samfundet dømmer dem, vil jeg også betragte det som en form for nåde, at hun som Jomfru Maria kan elske sine børn på trods af det måske uhyrlige, de har gjort. Jeg tror selv meget langt på den tilgivende, forstående holdning frem for den straffende,” siger hun.

Og det lille decilitermål. Ja, det har Pia Tafdrup arvet, så det i dag hænger i hendes eget køkken.

”Når jeg måler sukker, gryn eller mel i det efterhånden ramponerede decilitermål, går tanken nu den anden vej til Kingo-salmen, og hvad der forunderligt ligger i, at nåden er uden mål. Fint at blive mindet om midt i travlheden,” siger Pia Tafdrup.