Prøv avisen

En smuk ting er en glæde for altid

Rudolph Tegners skulpturpark ligger syd for Dronningmølle og byder på skulpturer og afstøbninger udenfor og inde i museet. Foto: Carsten Lauridsen/ritzau

Det skrev digteren John Keats, og det hører til sommerglæderne at lade sig rive med af gode og overraskende kunstneriske udtryk

Jeg havde en god ven, der var en fin billedkunstner, og som lavede mange storartede værker gennem adskillige år. Også en altertavle. Men at male Jesus sagde han nej tak til. ”Det ville jeg aldrig vove,” sagde han med fasthed i stemmen. ”Det ville være at overskride en grænse for mig.”

Sådan havde vores fine guldaldermaler C.W. Eckersberg (1783-1853) det ikke! Det kan man forvisse sig om i Hornbæk Kirke i Nordsjælland.

Kirken er fra 1737, dengang da Hornbæk var et lille fiskerleje. Den ligger på den plads, hvor før den to andre kirker lå i den gamle del af byen, og den rummer også inventar fra de tidligere kirker: en granitdøbefont, en stor kirkeklokke og en tidligere altertavle, som man mener er fra cirka 1670.

Jeg kommer i Hornbæk Kirke om sommeren og glæder mig altid til gensynet med kirkens alterbillede, Eckersbergs beskrivelse af mødet mellem Jesus og den samaritanske kvinde. Det er malet i 1837.

Historien finder man i Johannesevangeliet, og Eckersberg viser os Jesus siddende, klædt i rødt, mens kvinden står i venstre side af billedet med sin vanddunk og ser frimodigt og direkte på Jesus.

Hun bøjer sig en anelse insisterende frem mod ham som for at understrege det, hun vil sige. Hun står op, klædt i hvidt og gult, og er dermed højere i maleriet end den siddende Jesus. Han trængte ifølge evangeliet til at hvile sig, men kontakten mellem de to er man ikke i tvivl om.

Jesu højre hånd er løftet, som om han vil understrege noget, han forklarer hende. Det er et intenst, indtrængende møde, og billedets ualmindelige komposition og det stærke portræt af Jesus, glemmer man ikke igen.

Eckersberg underviste i 35 år, og eftertiden omtalte ham som den danske malerkunsts fader. Portrætter, historiebilleder, landskaber, mariner og altså også en del altertavler har han efterladt sig. Hans fine naturgengivelser prægede hans elever og var medvirkende til, at guldalderen opstod i dansk kunst.

Har man lyst til at springe frem i tiden og se flere malerier, er der rig mulighed for det nogle få kilometer fra kirken i Rudolph Tegners museum. For ikke færre end 170 af Tegners malerier er fundet frem fra opmagasinering og ophængt tæt side ved side i museet!

Rudolph Tegner (1873-1950) har altid været omgærdet af voldsomme debatter i kunstkredse. Nogle har frakendt ham al talent og kunstnerisk formåen, andre har set ham som en begavet ener.

Nu kan man spadsere en tur i skulpturparken, det fredede område ”Rusland” lige syd for Dronningmølle og beslutte, om man hører til den ene eller den anden gruppe!

Og man kan gå indenfor i museet og se afstøbningerne af hans store skulpturer, blandt dem ”Danserindebrønden”, der står i Helsingør i bronze, med de tre yndefulde balletpiger, der let svæver hånd i hånd af sted. Her er de fleste ikke i tvivl: Det er den begavede kunstners værk.

Og nu er der så ophængt 170 malerier ”Fra gulv til loft”, som udstillingen hedder. Man har også tidligere, for otte år siden samt i 2003, vist Tegners mange malerier, og da skrev kunsthistorikeren, den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen i kataloget: ”Det er noget af et vovestykke og risikabelt i forhold til hans omdømme at fokusere på Tegners malerier, nu da han møder større og større anerkendelse som billedhugger.”

Og det er nok ikke helt forkert at antyde, at debatten igen kan blusse op, når man ser den brogede ophængning. Der er vilde og voldsomme billeder i stærke kontrastfyldte farver, der er fine rejseskildringer, og der er portrætter; hans hustru Elna smiler beroligende til os. Det er, som om denne konfliktfyldte kunstner ville prøve det hele.

Museet har også denne sommer inviteret den dansk-svenske billedhugger Pontus Kjerrman (f. 1952) indenfor. Han viser 20 skulpturer, som er opstillet i de store rum, hvor Tegners faste samling har sin plads.

Der opstår en dialog mellem værkerne, og Pontus Kjerrman skriver i kataloget, at han har set Rudolf Tegners søgen efter freden som noget, de er fælles om. ”Ned med våbnene, Livets Landskab” hedder udstillingen, og museumsdirektør Luise Gomard tilføjer, at når en samtidskunstner bliver inviteret ind på museet, sker der noget forunderligt med Tegners værker.

Vi, de besøgende, får nye aspekter og sider af Tegner. Og nu står der så figurer med menneskelignende krop og hestelignende hoveder af Kjerrman, fantasi-skulpturer, der udtrykker omsorg og varme og kærlighed og ro. Det er et spændende møde mellem to kunstner-temperamenter, der ligefrem får freden til at sænke sig over museet.