En udflugt i sensommersolen til nære destinationer

Der er rig mulighed for at rejse rundt i Danmark. En tur til Jenle var som at gå i Jeppe Aakjærs fodspor

Dagsudflugter til nære mål rummer en stor berigelse, skriver teolog og tidligere biskop over Aalborg Stift, Søren Lodberg Hvas.
Dagsudflugter til nære mål rummer en stor berigelse, skriver teolog og tidligere biskop over Aalborg Stift, Søren Lodberg Hvas. Foto: Peter Kristensen.

Rejser er en af senioralderens store glæder. Ikke nødvendigvis rejser til fjerne egne, men dagsudflugter til nære mål rummer også en stor berigelse. Eller måske blot en vandretur langs Limfjorden eller Langelinje med hjertets udkårne i hånden. Jeg håber, at min opmærksomme læser allerede har fundet sandalerne frem. For nu skal vi af sted.

Turen går til Salling, til digteren Jeppe Aakjærs kunstnerhjem ”Jenle” 12 kilometer nord for Skive. Jenle er jysk og betyder alene. Og det er en dækkende betegnelse for gårdens beliggenhed, i dag omkranset af høje træer og med udsigt over bakkelandet til den blånende fjord. Her flyttede digteren ind i 1907 med sin ægtefælle Nanna Aakjær, som var uddannet snedker og billedskærer. Som overskriften melder, gik vores tur gennem sensommersolens gule, grønne og sortpløjede høstlandskaber.

Danmark, når landet er dejligst. Sindet er stemt til mødet med Jeppe Aakjær, som har besunget årstiderne, så de har sat sig som erindringsskabende billeder i sindet.

Jeppe Aakjær, født Jeppe Jensen i Aakjær, Fly Sogn ved Skive den 10. september 1866 – død den 22. april 1930 på Jenle. I sine unge dage var Aakjær en stærkt omdiskuteret person på grund af sine skarpe udfald mod Indre Mission: ”Missionen og dens Høvdinge”(1899). Hans sociale indignation blev af større betydning med ”Vredens Børn” (1904). Bogen rummer selvbiografiske træk fra hans barndom som hyrdedreng og mødet med det rå liv i gårdenes karlekamre. Skildringerne af det forhutlede landbotyende fik i årene, der fulgte, positiv betydning for forbedring af deres forhold. Ligesom Martin Andersen Nexøs ”Ditte Menneskebarn” var Jeppe Aakjær medvirkende til at vække den sociale samvittighed i det danske samfund. Det kan ikke undre, at han blev taget til hjerte af det fremvoksende Socialdemokratiet.

I 150-året for Jeppe Aakjærs fødsel ligger hans aktuelle betydning i den virkning, hans poetiske digtning har haft og har i den folkelige sang. Den selvbetragtende, for ikke at sige selvsmagende tendens, som præger nutidens optagethed af ”danske værdier”, får i Aakjærs poesi en ganske anden inderlighedens og kærlighedens dybe genklang. (Ja, mindre kan ikke gøre det!)

I den nuværende udgave af Højskolesangbogen er Jeppe Aakjær repræsenteret med 18 sange, i antal kun overgået af salmedigterne Grundtvig og Ingemann. Aakjær er den folkelige sangs forsanger! Han hjælpes godt på vej af komponister som Carl Nielsen, Thorvald Aagaard og Oluf Ring.

I værket ”Danske Digtere i det 20. Århundrede, Bind I”, der udkom på G.E.C. Gads Forlag i 1951, har Richardt Gandrup skrevet en indfølende introduktion til Jeppe Aakjærs person og forfatterskab. Der er en mærkbar stigning i stemningslejet frem mod slutningen af skildringen. På side 114 står der for eksempel: ”Her er sange som ’Jens vejmand’, atter et digt fra almuevisens motivkreds; det stort udførte læredigt ’Som dybest brønd’ om slægtssammenhængens urokkelighed – ’Historiens sang’, som det også hedder; den glade danmarkssang ’Se dig ud en sommerdag’; det naturfromme aftensuk ’Stille hjerte, sol går ned’; det kåde vinterbillede ’Sneflokke kommer vrimlende’; den yndefulde dansetekst ’Nu er dagen fuld af sang’; den stoute bondevise ’Jeg lagde min gård i den rygende blæst’; Det elegiske vinterkvad ’Spurven sidder stum bag kvist’ med omkvædet om rokken, der går ’støt i moders stue’; den romantiske fantasi ’Jeg er havren’ med den uforligneligt gennemførte personificering og besjæling af den graciøse kornsort; den ungdommelige udlængselsvise ’Ole sad på en knold og sang’. Men frem for alt den underskønne pastorale sang, der bærer titlen ’Sundt blod’ og begynder med det stærke udbrud ’Jeg bærer med smil min byrde, jeg drager med sang mit læs’; denne bekendelse til glæden og det lyse sind er tillige en hymne til naturen, højstemt og dog behersket, og en forherligelse af den urform for liv, der hviler på ligeså enkle som uforgængelige værdier og tilknytninger.”

Har man ikke lige mulighed for at besøge Jenle, kan man drage på en sangturné i Højskolesangbogen. Som det fremgår, fyldte Jeppe Aakjær kun 150 år i lørdags.

Jeg tror, han vil leve, så længe der synges i Danmark. Der er livsmod i Aakjærs sange:

Hvor kan I dog gruble og græde,

så længe Guds himmel er blå!

Mit hjerte skælver af glæde,

blot duggen dynker et strå.

Højskolesangbogen nummer 504 vers 5.J