Prøv avisen

En værdig ældrepleje fokuserer på mennesker, ikke opgaver

Det er ikke altid penge, men nærvær, der mangler ude på landets plejehjem, mener etiker Jacob Birkler. – Foto: Philip Davali/Polfoto

På nogle danske ældrecentre er der en tendens til at se på de ældre som opgaver frem for mennesker med et levet liv bag sig. Det mener klinisk etiker Jacob Birkler, der er bogaktuel

Det er mere reglen end undtagelsen, at der efterlyses flere penge, når talen falder på ældreplejen i Danmark. Skal vi tilbyde de ældste i samfundet et godt og værdigt liv i deres sidste leveår, er det nødvendigt med flere ressourcer.

Det er i hvert fald en udbredt opfattelse. Men klinisk etiker, tidligere formand for Det Etiske Råd og aktuel med bogen ”Etik i ældreplejen” Jacob Birkler er ikke så sikker på, at svaret på de mange udfordringer, der findes i ældreplejen, altid er penge.

”Der er nogle steder i ældreplejen, hvor blikket er rettet et forkert sted hen. Det handler ikke kun om at finde velfærdsmilliarden, men også om etiske prioriteringer. Mange tror, at etik er dyrt, men det er det ikke nødvendigvis. Det er meget ensidigt, at nogle tror, at bare vi finder en milliard kroner, så bliver den omsat til værdighed. For mig handler det lige så meget om den værdighed, man viser og handler ud fra. Værdighed ligger i øjnene, der ser. Den vigtigste ressource er ikke altid penge, men det blik og den tilgang, vi går til hinanden med,” siger han.

I forbindelse med sin research har Jacob Birkler været rundt på flere ældrecentre og bosteder, og noget af det, han har bidt særligt mærke i, er, at der nogle steder kan være en tendens til at se de ældre som en opgave frem for som et menneske. I sådanne tilfælde kan man tale om, at værdigheden i ældreplejen er truet, mener han.

”Det er selvfølgelig ikke altid sådan, det er. Men når det alligevel er en tendens, hænger det sammen med, at man i dag visiteres ud fra det, man ikke selv kan klare og magte. Man visiteres ikke til det liv, man ønsker at leve. Mange steder er der et ensidigt fokus på opgaver. Selvfølgelig fordi der er mange opgaver, der skal løses. For eksempel er der steder, hvor de har en ble-ansvarlig. Men det kunne være bedre, hvis der i stedet var en, som var ansvarlig for Hans og Birthe,” siger han.

Når en ældre borger i dag visiteres til eksempelvis en spiserobot eller et gangstativ, er det naturligvis et udtryk for hjælp til livet i hverdagen. Men desværre, mener Jacob Birkler, bliver der hurtigt for meget fokus på de skræddersyede løsninger, hvorved man risikerer ganske at miste blikket for det enkelte menneske. Og det kunne jo være, at den ældre slet ikke havde lyst til at få hjælp i form af moderne teknologi – men har de muligheden for at afvise?

”Den etiske lakmusprøve består i, om man må sige nej til den standardiserede løsning. Hvis teknologi erstatter menneskelig kontakt, så er spørgsmålet jo, om man er fri. For hvilken frihed er der tale om, hvis det bliver friheden fra menneskelig kontakt? Men hvad nu, hvis livet for den ældre ikke handler om en spiserobot eller et gangstativ, men nogle at spise med eller gå en tur med,” spørger Jacob Birkler og kommer selv med noget, der kunne være et bud på et svar.

”Vi skal huske, at teknologien godt kan skabe nærhed, men at kun et menneske kan være nærværende. Og derfor er det vigtigt at spørge til det uerstattelige,” siger han.

En særlig gruppe blandt de ældre i Danmark er de demensramte. Også i forhold til dem er der mange steder behov for at tænke værdighed i et nyt perspektiv, mener Jacob Birkler. For eksempel har de på linje med alle andre også ret til privathed – en ukrænkelig rettighed, der gælder alle. Men hvordan sørger man for privathed til en person, som måske ikke engang har et sprog mere, og som er afhængig af hjælp alle døgnets 24 timer?

I Jacob Birklers optik drejer det sig om at have fokus rettet mod det rigtige sted. For eksempel kan man holde fast i altid at banke på døren, inden man går ind til en demensramt borger – også selvom vedkommende hverken har sprog eller ænser bankelydene.

”Det giver god mening at banke på, som man ville gøre hos enhver anden, man kommer på besøg hos. For idet man banker på, minder man sig selv om, at man er på vej ind i et privat hjem og bør handle derefter. På den måde bliver borgeren også til et udgangspunkt og ikke blot et tilgangspunkt, som der ellers kan være en tilbøjelighed til,” siger han.

Det kan imidlertid være svært at fastholde et plejecenter som et ”rigtigt” hjem. Alene måden, hvorpå plejecentre i dag sættes i tale – også fra politisk side – har en negativ indvirkning, påpeger Jacob Birkler.

”Når man bruger parolen ’Længst muligt i eget hjem’, så er det klart, at ingen har lyst til at komme på plejehjem. For hvis plejehjemmet ikke er ens hjem, hvad er det så? Vi skal være meget bedre til at sikre, at plejehjemmet stadig er et hjem med liv og hjemlighed. Det er meget hurtigt at mærke, når man kommer ind på et plejecenter, om det er et sted, man selv ønsker at bo” siger han.

Det er ikke, fordi Jacob Birkler ikke godt ved, at det naturligvis er nemmere at give god pleje til alle på plejecenteret, når der er fire på aftenvagt frem for blot to. Men han mener, at flere relativt små ændringer ville kunne gøre en stor forskel. Et blik for det levede liv er altafgørende, ligesom et mere nuanceret syn på, hvad værdighed i ældreplejen står og falder med, også ville være ønskeligt.

Når der for eksempel i medierne er så meget fokus på kvaliteten af den mad, der serveres for de ældre, er øjnene måske rettet mod det forkerte sted. For kan man overhovedet bedømme værdig pleje ud fra, hvor delikat og indbydende aftensmaden ser ud – er det overhovedet det, der betyder mest for de ældre?

”Jeg har ofte spist på ældrecentre, og nej, maden er ikke altid prangende, men det var den, der sad ved siden af mig, som var interessant. Og for den ældre er det ikke altid så vigtigt, hvordan maden er anrettet eller de kulinariske kvaliteter, hvis man til gengæld har en at spise sammen med. Men vi kunne jo begynde med at spørge hver enkelt – tænk om vi blev klogere,” lyder det fra Jacob Birkler.