De fire beboere i bofællesskabet i Højbjerg har snart boet sammen i et år: Isabella Hedeager på 26 år, hendes kæreste, Emil Hald Andersen, hunden Gaia og så hendes morfar, Svend Aage Jensen på 92 år.
Historien om bofællesskabet i den store toetagers murstensvilla i Højbjerg er usædvanlig i en tid, hvor familie for mange er noget, man er i hver sin ende af landet.
Og Svend Aage Jensen havde heller ikke mange forventninger til familielivet efter sin hustru Maries død i 2012. Nu var der ikke længere nogen, der havde brug for ham, sagde han. Men det havde Isabella Hedeager. Hun havde opsagt sin lejlighed i Aarhus og manglede tag over hovedet i en måned.
”Så jeg fik lov til at bo hos Moffe i en måned på sovesofaen i stuen. Da vi var ude for at hente pizzaer en dag, talte vi om, hvor hyggeligt det var at bo sammen, og Moffe sagde, at jeg jo kunne blive, så længe jeg havde lyst,” siger hun.
”Og det gjorde hun så,” siger Svend Aage Jensen og smiler skævt.
”Ja, jeg blev på sofaen i to år,” griner Isabella Hedeager.
Den første uge lavede de en liste over de ting, de gerne ville opleve sammen. Sådan startede deres såkaldte Morfars World Tour. Det var ironisk ment, siger Isabella Hedeager, for de tog jo bare helt almindelige steder hen som til Kalø Slotsruin eller til Marselisborg for at spise is. Men deres Morfars-verdensturné blev kendt over hele Danmark, da TV 2 Østjylland bragte et indslag om den 26-årige og den 92-årige, der har været samboere ad to omgange. Først i de to år, hvor Isabella Hedeager boede på sovesofaen i stuen, og anden gang da hun flyttede ind igen – denne gang i spisestuen og opholdsstuen og sammen med kæresten Emil.
Da Isabella Hedeager skulle præsentere idéen for sin kæreste, havde hun omhyggeligt forberedt en tale. Den indeholdt en række gode argumenter for, hvorfor hun og Emil skulle flytte til Højbjerg – og bo der sammen med hendes 92-årige morfar.
”Jeg snakkede og snakkede. Men det viste sig, at både Emil og Moffe var nemme at overtale. Emil sagde bare, ’det lyder da dejligt’. Og Moffe sagde ’har I virkelig lyst til det?’.”
Med tiden er Moffe og Isabellas forhold blevet lidt et blandingsbarn: lidt bedstefar og barnebarn, lidt samboere og lidt rigtig gode venner. Når hun fortæller om sit arbejde, fortæller han om, hvordan det går nede i fitnesscenteret, som han kommer i tre gange om ugen. Faktisk er Moffe det travleste medlem af bofællesskabet, siger Isabella Hedeager, og det er ikke til at mærke, at han er 92 år. Måske bortset lige fra det med hukommelsen.
”Jeg husker lidt for dig,” siger hun.
”Ja, det er nødvendigt, for jeg kan ikke huske noget,” siger Svend Aage Jensen.
Vi slår os ned i stuen, hvor Isabella Hedeager og kæresten Emil holder til. En blanding af nye, strømlinede møbler fra Isabella og Emils gamle lejlighed i Aarhus og Svend Aage og Maries gamle nips og møbler fra deres næsten 60 år lange ægteskab. Engang var det spisestue og opholdsstue, men det blev ikke til så meget ophold i opholdsstuen, for det var et stort hus at bo i alene, siger Svend Aage Jensen.
”Jeg havde det egentlig udmærket, da jeg boede alene. Men det er noget andet at bo med Isabella. Noget specielt. Vi korresponderer godt sammen,” siger han.
Det bedste ved bofællesskabet er at have en hverdag sammen, siger Isabella Hedeager.
”At vi ikke behøver starte en samtale med at spørge ’hvordan går det så med dig?’, for det ved vi godt i forvejen.”
”Jeg synes, det bedste er, at jeg har nogen at snakke med,” siger Svend Aage Jensen.
”Og jeg har nogen at snakke med. Det går begge veje,” siger Isabella Hedeager.
Hun forstår ikke, at tanken om flergenerationsfamilier ligger os så fjernt. Alle kan have brug for hinanden, og i en hverdag, hvor mange har så travlt, er det kun en fordel med flere hænder. I bofællesskabet står Emil og Isabella for at lave mad, mens Svend Aage Jensen tit tømmer opvaskemaskinen. Og ingen af dem behøver sidde alene i tomme lejligheder eller store huse med haver, der er ved at vokse én over hovedet, siger hun. Derimod er der altid en fornemmelse af, at et andet menneske er lige i nærheden, og der er altid nogen at snakke og spise aftensmad med i køkkenet, der er bofællesskabets omdrejningspunkt. Her har Isabella Hedeager lært at spise sild, og Svend Aage Jensen har lært at spise hotwings med fingrene.
”Det er en sjov ting med Moffe og mad. Nogle gange siger du, ’hvor lækkert, det har jeg aldrig fået før’, og så står Emil og jeg med tomatsuppen og tænker ’skal vi sige det til ham, eller skal vi lade ham få fornøjelsen?’.”
Der bliver spist flere hotwings end sovs og kartofler i Højbjerg, og det er heller aldrig Svend Aage Jensen, der står for maden, for så ville Isabella og Emil jo bare flytte ud igen, siger han. Men han savner hverken sovs eller kartofler, og det er bedre og mere varieret kost, end da han boede alene og købte det, de lige havde nede i Føtex. I dag er menuen chili con carne, som Emil er i gang med at lave i køkkenet.
”Det kan jeg godt lide. Og det kan jeg endda godt huske, at jeg har fået før,” siger Svend Aage Jensen.
Vi fortsætter ind i Svend Aage Jensens stue. Her kan han se fodbold og være lidt i fred. Og her tilbragte Isabella Hedeager de første to år, de boede sammen, på sovesofaen. Der sad de klos op og ned ad hinanden hver aften, fortæller hun. Nogle gange så hun Netflix, mens Svend Aage Jensen så noget andet, og andre gange så de film sammen. Deres foretrukne genre er animationsfilm. Da de så animationsfilmen ”Grusomme mig”, var det første gang i 40 år, at Svend Aage Jensen var i biografen. Animationsfilm bliver man ikke for gammel til, mener han. Det er han i hvert fald ikke blevet i en alder af 92 år.
”Det er en humorting, tror jeg,” siger Isabella Hedeager.
”Humor er et universelt sprog. Hvis man har den samme forståelse for, hvad der er sjovt, er det ligegyldigt, hvor gammel man er. Vi kan for eksempel begge to godt lide animationsfilm og at vise id til kassefolkene i Føtex, når vi køber øl.”
Mærker I aldersforskellen?
Svend Aage Jensen breder hænderne vidt ud.
”Så stor forskel er der på os. Men det fylder ikke så meget. Jeg går jo ikke rundt og tænker over, at jeg er 92 år, og Isabella er 26.”
”Og vi filtrerer ikke tingene. Jeg putter ikke sådan et gammelmandsfilter på, når jeg fortæller dig om mit liv. Men det er der mange, der gør over for dig. Vi synes, det er lidt sjovt, når de siger ’De’ til dig nede i Føtex.”
Svend Aage Jensen nikker.
”Så begynder jeg at føle mig gammel, når de siger ’De’ og ’hr’. til mig. Men jeg er jo egentlig også gammel.”
”Nåh ja,” smiler Isabella Hedeager.
I det modsatte hjørne af stuen på et lille bord står familiebillederne, sort/hvide og blegede af solen. Svend Aage Jensen udpeger et billede af sig selv som ung, billederne af hans kone Marie og et billede af Isabella Hedeager som barn. Han har taget sig af Isabella Hedeager, fra hun var helt lille, og han kunne trække hende rundt i en papkasse, fortæller han.
”Det var mit favoritsted, da jeg var barn,” siger Isabella Hedeager.
”Hvis jeg kunne være her hele efterårsferien, så var det bedst. Og der kunne godt være gråd og skrig, når min mor insisterede på, at jeg skulle hjem herfra. Og så blev jeg myndig og flyttede hertil permanent,” smiler hun.
”Men jeg savner jo hende dér,” siger Svend Aage Jensen og peger på billedet af sin kone iført brudekjole.
Billedet er taget i 1952, det år, de blev gift. Marie var sygeplejeelev, og Svend Aage Jensen var syg. Han havde blindtarmsbetændelse, og dengang blev man heldigvis indlagt i fem dage, siger han. Hans kone var fra Sydslesvig og ville blive sendt tilbage til Tyskland, når hun var færdig med studiet. Fremmedpolitiet opfordrede dem til at blive gift så snart som muligt, så det gjorde de den 26. december 1952, fortæller Svend Aage Jensen. Marie døde den 22. december 2012, fire dage før de ville have haft diamantbryllup.
”Jeres historie er ren Pearl Harbor,” siger Isabella Hedeager.
”Pearl Harbor?”.
”Det er en film. Den må vi se sammen snart.”