Prøv avisen

Enke er et ord fuldt af sort sorg, men man må akklimatisere sig

I dag er den enlige kvinde robust og betydningsfuld, man lytter til hendes meninger og hun er en veteran, der agter at fortsætte med at sætte sit aftryk på omverdenen. Foto: Iris.

Man skal ikke lade sig skubbe ud af samfundet som udkantsmenneske, blot fordi man bliver alene

Enke. Et kedeligt ord, det synes de fleste, og et ord, mange kvinder gyser lidt ved. Det har et slør af sort over sig, og det indeholder sorg og savn. Men ikke desto mindre er man enke, når man har mistet sin ægtefælle. Mange kvinder i 70erne og 80erne oplever det, og den nu 80-årige engelske forfatter Penelope Lively er én af dem.

Hun har skrevet et fint lille essay om dette at være enke, og hun skriver om, hvor hæsligt hun føler det, når hun skal sætte kryds i den lille boks ud for ordet enke i et spørgeskema.

Jeg ved, og mange med mig, hvad hun føler, det er et mærkeligt ord, der maser sig ind over én. Og bemægtiger sig ens identitet. Sådan har vist de færreste tænkt på at definere sig selv. Men samfundet rubricerer os. Udkantsmennesker, det er, hvad mange enker føler, de er.

LÆS OGSÅ: En hvileløs kultur

Så det er helt befriende, at en anerkendt engelsk forfatter tager bladet fra munden og springer ud i en beskrivelse af de mange omstændigheder omkring ordet og hvad deraf følger. Penelope Lively har været alene i næsten 15 år, og måske derfor formår hun at skrive så alsidigt om begrebet enke. Hun skriver ikke om, hvor smerteligt og sorgfuldt det er at miste en elsket ægtefælle, det har hun tidligere gjort, men i sit nye essay sætter hun fokus på livet som enlig for de kvinder, der har levet den længste del af livet som halvdel af et par. Og som nu bestemt ikke har til hensigt at havne i udkants-rubrikken.

Hun skriver: Jeg forestillede mig aldrig livet uden min mand, lige så lidt som jeg forestillede mig, hvordan det ville være at blive gammel.

Nu ser hun sig om i sin omgangskreds af enlige enke-veninder og er overordnet fuld af beundring for dem. De har nu sent i livet formået at skabe sig en alsidig og vidtfavnende tilværelse. De er et aktiv for samfundet. Det hjælper, medgiver hun, hvis man har til dagen og vejen, tag over hovedet, varme og noget at spise samt et helbred, der ikke knager alt for meget i fugerne.

Men hun peger på, at der knytter sig en nærmest stereotypisk opfattelse til ordet enke, og den hverken kan eller vil hun genkende hos sig selv eller i sin kreds. Hendes enlige veninder i 70erne og 80erne er aktive, men de er enige om, at de har måttet arbejde hårdt på sagen og finde ud af, hvordan livet som enlig skulle være. Og skaffe sig omgivelsernes accept.

De har akklimatiseret sig, påstår Penelope Lively, og har alle måttet erkende, at der ikke er nogen andre til at tjekke, om døren nu er låst om aftenen, eller til at sørge for den dryppende vandhane eller til at finde ud af, hvad den mærkelige lyd er midt om natten. Man må tage vare på sig selv. For der er ingen andre, der gør det.

Der er heller ikke nogen til at slå plænen eller til at bære skraldespanden ud eller til at åbne champagneflasken. De tre ting, som forfatteren mener, mænd er allerbedst til!

Men som Penelope Lively skriver, Jeg har slet ikke nogen græsplæne mere, jeg kan godt klare skraldet, og der er såmænd altid en herre i nærheden, hvis der opstår en situation, hvor champagne er påkrævet.

Hendes mand Jack blev ikke gammel, han døde som 69-årig, og nu tænker hun mest på den stilhed, der er opstået omkring hende. Hun savner hans kommentarer, hans refleksioner, hans indgriben i hverdagen, hans råd. Ikke at hun altid tog imod dem, men det er først nu, da de ikke er der mere, at hun er blevet klar over, hvor betydningsfulde de var. I et langt ægteskab giver man ofte hinanden masser af råd, som aldrig bliver fulgt.

Jeg tror, mange kvinder, der bliver enker, nikker genkendende til disse betragtninger. Der opstår nemt en følelse af forladthed, men forfatterens ærinde er blandt andet at understrege, hvor vigtigt hun synes, det er, at man lærer at klare sin hverdag. Ikke noget med selvmedlidenhed, selvom den godt kan lure lige omkring hjørnet. Ikke noget med for mange opgivende suk.

Og typisk for Penelope Livelys skrivestil beder hun også sine enlige veninder se på hverdagens lyspunkter. Tænk bare på maden, foreslår hun.

Parmåltider er meget anderledes end alene-måltider. Min mand kunne lide en stor bøf, jeg er mere til suppe, salat og frugt. Par-måltider er ofte et kompromis, mens alenemåltider går ud på at forkæle sig selv.

Det er en stor opgave at vænne sig til hverdagen alene. Og Penelope Lively peger på, at for hendes generation af kvinder opstår alenetilværelsen først sent i livet. Som så mange andre på hendes alder og lidt yngre blev hun gift tidligt, hun var 24 år, og fik børn tidligt. Og den del af hendes liv, som hun har tilbragt alene nu i sin alderdom, strækker sig over langt flere år end den periode, hun var single, da hun var ung.

Så man kan ikke blot efter måske mere end 40 års ægteskab vende tilbage til en livsstil og nogle rutiner, man engang havde.

Det er forfra med livet. Og der er forfatteren fortrøstningsfuld, for vor tids voksne kvinder er i langt bedre form end tidligere, og de har gjort meget for at fortrænge det stereotype billede af den enlige, nedtrykte og mutte person, der blev skubbet helt ud i udkanten af samfundet.

I dag er den enlige kvinde robust og betydningsfuld, man lytter til hendes meninger, hun er en veteran, og hun agter at fortsætte med at sætte sit aftryk på omverdenen. Udkantsmenneske? Glem det.