Prøv avisen

Ensomhed er en trussel mod det sunde ældreliv

Projektet "Fra Inaktivt til Aktiv Ældreliv" er sat i gang for at give ensomme ældre flere aktivitetstilbud, da det forbedrer deres livskvalitet og forlænger deres liv. Foto: Miriam Nielsen Denmark

Et projekt i København satser målrettet på at hindre ældres ensomhed og gøre inaktive ældre aktive

Vil du gerne blive 100 år eller mere? Så se at få nogle venner.

Det er den korte besked, når man sammenfatter mange resultater fra forskning i ensomhed. Sundhed og et langt liv trives ikke og går ikke godt i spand med ensomhed. Og alderdom og skrøbelighed er ikke nødvendigvis synonymer; det må vi lære ikke at gøre dem til i vores daglige tale.

Vi må også lære at tænke på, hvordan man kan være med til at holde sig aktiv. Og svaret drejer sig ikke udelukkende om jernvilje, motionscykler og gymnastik, men i meget høj grad også om at være aktiv sammen med andre mennesker. Så man må sørge for at få sig nogle venner og bekendte.

Nu skal man huske, at der selvfølgelig er forskellige former for ensomhed. Der er den store emotionelle ensomhed efter tabet af en ægtefælle eller samlever. I sorgen og forladtheden længes man efter én ganske særlig og bestemt person, og mange har brug for en stille tid uden for mange aktiviteter.

Men der er også en anden ensomhed, og det er den sociale, hvor ældre mennesker af forskellige årsager kender færre og færre andre jævnaldrende og simpelthen ikke har nok menneskelig kontakt. Arbejdslivet er ophørt, kollegerne fra hverdagen er der ikke mere, ægtefællen er for længe siden død, vennekredsen er skrumpet ind, børnene bor et andet sted i landet og har så travlt. Hverdagen levet alene bliver en accepteret rutine, og der kan gå dage og måske uger, hvor ældre ikke taler med nogen andre. Og det er ikke befordrende for sundheden og livskraften. Det visner et menneske af.

LÆS OGSÅ: Japans finansminister til ældre: Skynd jer at dø!

Et af de steder, hvor en gruppe ildsjæle har sat sig for at gøre noget ved ældres ensomhed, er i et projekt i Københavns Sydhavn.

Det er et område med store karreer og små lejligheder og mange ældre beboere.

Og så er der Kvartershuset. Det er nærmest blevet et begreb. Det er en aktivitetsforening, der finansieres af 12 AKB-boligafdelinger i Kongens Enghave og Sydhavnen, og som i et samarbejde med Københavns Kommunes hjemmepleje arbejder aktivt på mange fronter for at forebygge og bekæmpe ensomheden blandt ældre enlige i området. Projektet Fra Inaktivt til Aktivt Ældreliv er i kontakt med omkring 900 beboere, fortrinsvis i det område, der dækkes af postnummer 2450.

Der er sat en bred vifte af varierede gøremål i gang, og der tilbydes for eksempel holdgymnastik på flere niveauer, udflugter og rejser, banko og zumba, fisketure og hyggedage med computerspil og hjemmebag til eftermiddagskaffen. Der bliver udgivet et nyhedsbrev fire gange om året, og det sendes gratis til alle beboere i bydelen over 60 år.

Man kan blive medlem af Kvartershusets støtteforening for 150 kroner om året, og aktiviteterne foregår på fem adresser i kvarteret.

Det lykkes heldigvis ofte at få aktiveret ensomme ældre, og som projektmedarbejder Joan Jensen forklarer: Det tager som regel to-tre måneder for en ny ældre at finde sig godt til rette med de forskellige gøremål, være hjemmevant og vælge det, han eller hun har mest lyst til at deltage i regelmæssigt. Så ser vi ældre blomstre op og få nye bekendte, og vi ved, at de har fået en bedre hverdag. Vi har forhindret ensomhed.

Men Kvartershusets medarbejdere har fortsat en ambition om at nå ud til endnu flere, der sidder alene. Og derfor er der i år sat et målrettet arbejde i gang ved hjælp af en lang række frivillige. Det er oftest ældre, der allerede har fundet sig til rette med en hverdag, der inkluderer Kvartershusets tilbud.

Nu vil man tilbyde en besøgstjeneste, således at de frivillige møder nye ældre i deres hjem og får sig en snak om aktivitetsmulighederne. Besøgstjenesten tilbyder også at hente den nye ældre, første gang han eller hun skal med til en aktivitet. De nye vil blive mødt af det kendte ansigt, når de måske til at begynde med lidt tøvende møder op til for eksempel stolegymnastik.

Måske er det svært at klare hverdagens gøremål, måske er det derfor, man holder sig for sig selv. Men en god samtale med besøgstjenesten kan muligvis overbevise de nye ældre om, at man eksempelvis med forskellig slags ældregymnastik, og ikke nødvendigvis så anstrengende, formentlig kan nå frem til at klare lidt mere i hverdagen og hvad der er mindst lige så vigtigt møde andre i samme situation og blive omgivet af smil og latter.

Der er som nævnt en mangfoldighed af aktivitets-muligheder, og er man ikke til gymnastikken, er der også åbent hus med internet for begyndere, og der er bemanding på computerne, så man kan lære at finde blanketterne fra kommunen eller betale sine regninger.

Sjovt og hyggeligt kan det også være at synge sammen, så der er naturligvis et kor, man kan komme med i. 280 kroner pr. halvårlige sæson koster det. For 50 kroner pr. gang kan man melde sig til fællesspisning en aften om måneden, to retter mad og en aften, der slutter med sang. Fælles for alle arrangementer er, at de betyder, at man træffer andre ligesindede.

Det er en menneskeret at få lov til at være i fred, men med en hverdag, hvor der også gøres plads til venskaber og samvær, øges livskraften.

100 år bliver vi jo nok ikke alle sammen, men vær sammen med dine venner og bekendte det er et godt skridt på vejen!