Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Et godt digterliv i kørestolen

”Hans Egede” er digteren og forfatteren Knud Kappelgaards fjerde plejehjem. Her har han fundet den tryghed og forståelse, han ledte forgæves efter de andre steder. - Foto: Henning Bagger

Knud Kappelgaard skriver om ”en godhed der aldrig ender” i sin nye bog. Godheden har han selv fundet på et plejehjem med plads til kreativitet

På sofabordet ligger et halvfærdigt strikketøj.

”Det lærte jeg i terapien for mange år siden, at strikke sokker. Siden har jeg nok strikket over 100 par,” fortæller forfatteren og digteren Knud Kappelgaard, mens han rangerer lidt rundt med kørestolen, så den kommer i den rette vinkel til samtalepartneren.

”Det er næsten en meditativ øvelse at strikke,” tilføjer han så, ”med afslappende musik i højttaleren”.

Mozart, Brahms eller Gustav Winkler. Knud Kappelgaard hører meget radio, mest klassisk, men har også hjerte for de gamle Grand Prix-sange. Henne i hjørnet står hans harmonika klappet sammen, men den kan han stadig spille lidt på trods slidgigten i fingrene. Derimod er det slut med klaveret.

”Men så kommer vennerne jo heldigvis en gang imellem og spiller lidt for mig,” siger han.

Og så synger de måske lidt sammen. For der er stadig masser af musik i Knud Kappelgaard såvel i overført betydning som helt bogstaveligt. Dengang, da den nu førtidspensionerede lektor i dansk og fransk underviste på VUC i Aalborg, begyndte han altid sine fransktimer med at synge en sang sammen med sine elever. På fransk, naturligvis, og han giver en lille smagsprøve på sin endnu intakte sangstemme. På dansk ganske vist. Lidt fra en ironisk vise om “projekter”, som han skrev tilbage i 1960'erne.

”Det var dengang, hvor 'gruppearbejde' og 'projekter' blev de forløsende ord i pædagogikken. Det var der selvfølgelig også meget godt i, at man begyndte at arbejde mere sammen, men man glemte lidt, at det også er godt en gang imellem at være alene med tingene. Det modner. Evnen til at formulere sig selvstændigt skærpes.”

Alene er Knud Kappel-gaard. Mange gamle venner, arbejdskolleger og familiemedlemmer kommer ganske vist på besøg, men på grund af sin sygdom fravalgte han ægteskab og børn, og nu er han 69 år og sidder alene på plejehjem, men Kappelgaard beklager sig ikke over ensomheden. I hans digte er et af de tilbagevendende temaer stilheden og den indre ro, han finder i sin ensomhed, og som han første gang oplevede, da han som 28-årig besøgte et kloster i Dijon i det østlige Frankrig. Det blev siden et åndeligt tilflugtssted for ham, og selv om hans sygdomme nu har sat en stopper for de årlige besøg, har han stadig kontakt til en nu 102-årig dominikanermunk fra dengang. Denne gamle munk skal være hovedperson i Kappelgaards nye roman, som han netop er begyndt at skrive på.

Knud Kappelgaard er manio-depressiv, og en række fysiske sygdomme er siden fulgt i kølvandet, så han i dag er bundet til sin kørestol. Men som han siger med et lille smil: ”Hovedet fejler ikke noget,” og dette hoved - det indvendige af det - har gennem årene manifesteret sig med et stort forfatterskab omfattende romaner, digte, skuespil og fagbøger. Desuden artikler og de mange foredrag, han holdt som tidligere næstformand for Landsforeningen Sind.

Seneste udgivelse er bog nummer 33. “Fra en kørestol” hedder digtsamlingen udgivet på forlaget Queenswood. Her skriver han om godheden: “der/ er/ en godhed/ til stede/ der aldrig/ ender.”

Senest har han selv konkret mødt godheden i sin nuværende plejehjemsplads, og trods sin lange og pinefulde sygejournal er han taknemmelig for det liv, der er blevet hans. Trods plejehjem og afhængighed af kørestolen og liften i loftet, der må hejse ham i seng om aftenen.

”Vi bliver jo alle udsat for gode og onde kræfter. De, der kun mener, at de bliver udsat for ondt her i livet, og gør sig til ofre for det onde, skaber deres egen selvplage,” siger Knud Kappelgaard.

Og selvom det ikke altid er til at se, så er godheden stærkest, fastslår han. Også de daglige smerter kan betragtes fra en positiv vinkel:

”Smerten er del af sansningen af livets eller omverdenens mangfoldighed. Som menneske skal vi kunne sanse smerten, også den smerte, vore medmennesker oplever. Smerten er noget af det, der binder os sammen. Forstår vi ikke hinandens smerte og accepterer den som en del af livet, risikerer vi at ende som følelseskolde øglemennesker.”

Hans nye digtsamling er på knap 100 sider skrevet i løbet af 2014 på små lapper papir fra en afrivningskalender. Kappelgaard har altid skrevet sine bøger i hånden og så siden renskrevet på maskine eller computer, men nu er slidgigten i hænder og skulder så slem, at Søren, hans gode ven og tidligere kollega, må klare renskrivningen.

På samme måde som med digtene skriver han sin nye roman på små håndskrevne lapper. Den er foreløbig kun kommet til en lille begyndelse.

”For det går jo lidt langsomt, men jeg har det hele i hovedet,” forklarer forfatteren.

Kappelgaard har også det foreløbige forslag til en titel.

”Det bliver noget i retning af 'Da han fik Gud til at le', for jeg tror på, at Gud har meget humor. I øvrigt bliver det en roman, hvor jeg vil understrege betydningen af det økumeniske, det fælleskirkelige. I stedet for at bekrige hinanden, mener jeg, at vi skal se protestantismen og katolicismen som en enhed, og jeg vil gerne have ryddet nogle af de fordomme væk, som vi møder blandt protestanterne omkring munkevæsenet. Her er der jo meget mistænkeliggørelse af munkene, men jeg har oplevet dem som menneskekærlige og selvopofrende mennesker, der tager sig af de syge og udsatte i samfundet.”

Blandt bøgerne i Knud Kappelgaards forfatterskab er en stor samling af salmer, som han også i en række tilfælde selv har skrevet melodier til. Kirken var del af hans opvækst i Thy, og hans religiøsitet er tillige farvet af en Kristus-vision for år tilbage.

”Her var det, som om universet åbnede sig, og jeg mødte en forløsning og tilgivelse ud over alle grænser, så den vision har fulgt mig siden.”

Knud Kappelgaard bor i dag på en afdeling for psykisk syge i Hans Egede Plejeboliger i Aalborg. Her har han fundet den tryghed, kærlighed eller omsorg og forståelse, han ledte forgæves efter på andre plejehjem. “Hans Egede” er hans fjerde plejehjem.

”De andre steder kunne personalet slet ikke rumme mig, og det endte med, at jeg blev mere og mere syg. Her har jeg det derimod som blommen i et æg. For mig understreger det vigtigheden af det miljø, man bliver sat i, og hvor vigtigt det er, at man som plejehjemsbeboer kommer det rigtige sted hen, som jeg nu er kommet det. For her har man erfaringer med min sygdom og giver plads til den kreativitet, der livet igennem har været med til at holde mig oven vande igennem sygdom og indlæggelser.”

Knud Kappelgaard udtrykker afklaringen i digtet om godhed, hvor han i disse korte linjer beskriver forløbet fra aftenstemning til natten og morgenen, når lift og personale hejser ham i kørestolen til en ny dag:

”her/ kan jeg være/ det/ mærker jeg/ når lys/ forsvinder/ mørke/ en stille morgen/ med/ varsomme hænder.”