Det har næppe undgået ret mange af Kristeligt Dagblads læsere, at der den 13. november holdes valg til landets cirka 2000 menighedsråd. Færdes man i Aalborg midtby, bliver man på iøjnefaldende måde også mindet herom. Midtfor på Budolfi Kirkes flotte, massive hvide tårn under det markante barokspir er ophængt et vældigt banner i blåt med påskriften:
LÆS OGSÅ: Valg og kald til arbejdet i menighedsrådet
GUD! det rager mig. Menighedsrådsvalget 2012
Om påskriften er en anråbelse eller udtryk for et skuldertræk, må den enkelte læser afgøre. Ser man nøjere efter, skimter man som et vandmærke i banneret konturerne af et hjerte, et kors og et anker. Det er de tre kristne grundsymboler tro, håb og kærlighed, som skaber og opholder og fylder livet blandt mennesker og i mennesker. Det er derfor, kirken er til. For at vi ikke skal glemme det i dagenes trummerum og uopmærksomme travlhed.
Jo! Det har vakt opsigt. Om det tillige har vakt opmærksomhed, vil måske vise sig. Med 40 års erfaring som sognepræst, provst og biskop tør jeg roligt sige, at et menighedsrådsvalg har stor betydning for kirkens liv og virke. Jeg tænker ikke først og fremmest på den procentuelle valgdeltagelse, som hvert fjerde år giver anledning til en del jammer og bekymring. Det kan nok så mange reklamefremstød næppe ændre stort på. Til gengæld kan man iagttage, at er der larm i kulissen, firedobles stemmeprocenten. Det kan man gerne se som et positivt tegn.
Jeg husker et valgår, hvor det daværende menighedsråd havde iværksat en ny udsmykning af sognets middelalderkirke. Det udløste et afstemningsvalg, og protestlisten vandt en jordskredssejr. De fik alle mandater på nær ét. De vågnede forskrækkede op til virkeligheden: Nu havde de fået et ansvar! Det tjener de gode folk til ære, at de gik ind i en konstruktiv dialog med kunstneren, som formåede at åbne hjertedørene. Så i dag valfarter folk fra fjerne egne for at se Per Kirkebys udsmykning af Frejlev Kirke og kunstværket Opstandelse på kirkegården. Sådan kan det gå himmelsk godt. Men det gør det ikke altid.
Et valg til menighedsråd kan foregå på to måder: som et aftalevalg eller som et afstemningsvalg. Hvis der i forbindelse med det orienterende møde opstilles en liste med det krævede antal kandidater og stillere, og der ved fristens udløb ikke er indkommet andre lister, bortfalder afstemningen. Men naturligvis skal der være mulighed for, at der kan holdes afstemningsvalg mellem flere lister med forskellige ønsker for den kommende valgperiode. Og det er let at udløse et afstemningsvalg: et nyt hold kandidater og godt en håndfuld stillere. Så er den hjemme. Måske ikke sejren. Men afstemningen.
Da jeg opholder mig i udlandet, når denne klumme læses, drister jeg mig til at komme med en provokerende bekendelse: Det er for mig slet ikke afgørende, om der er tale om et aftalevalg eller et afstemningsvalg. Det eneste afgørende er, at de folk, der besætter posterne, er mennesker, der brænder for kirkens ve og vel, vil bruge tid og kræfter på at varetage menighedsrådets mangeartede opgaver og udadtil i sognet vil være den lokale kirkes aktive ambassadører, der frimodigt vil kalde på det øvrige sognefolks opslutning omkring kirkens liv ja, som vil være kirkens liv. Grundtvig har lagt os ordene i munden: Vi er Guds hus og kirke nu/ bygget af levende stene (Salmebogen nummer 323, vers 3, men læs hele salmen!).
Nu er det ikke en hemmelighed, at gennemsnitsalderen for menighedsrådsmedlemmer ligger pænt over konfirmationsalderen. Det er næppe en hasarderet påstand, at seniorer er rimeligt repræsenteret i landets menighedsråd, ligesom de i øvrigt er det i kirkelige sammenhænge. Nogle vil mene, at det er et problem. For det er jo de unge, der er kirkens fremtid!
Men tænk nu den tanke, at aktive, livskraftige seniorer ikke mente, at der skulle være brug for deres indsats? Hvem tør tænke tanken? Så lige ud sagt: Det kommende valg er visselig også for seniorer. De er folkekirkens uundværlige ressourcegruppe, i menighedsrådsarbejde og i kirkens mange frivillige arbejdsgrene. Jeg synes, det skal siges højt og tydeligt. De står ikke i vejen for nogen. Og hvis de trak sig, ville tomrummet være til at få øje på.
Skal de unge virkelig tilgodeses, sker det ikke ved, at de hist og her får et par mandater i de ordinære menighedsråd. Jeg tror, de skal have deres egne fora. Måske i form af formaliserede ungdomsråd på provstibasis, som i samarbejde med præster og kirkemusikere på tværs af sognegrænser fik ansvar for at tilrettelægge gudstjenester og andre kirkelige arrangementer, som i særlig grad henvender sig til deres aldersgruppe.
Summa summarum. Det er latin, og det kan oversættes: Nu har jeg ikke mere at sige. Men det med GUD det rager mig!