Prøv avisen

På plejehjemmet Dagmarsminde tror man på omsorg frem for medicin

87-årige Ritta Brogaard (tv.) har besøg af datteren Dorte Juul under den daglige eftermiddagskaffe. Foto: Jens Welding Øllgaard

Denne måned er det et år siden, at 10 ældre borgere med demens flyttede ind på det nybyggede friplejehjem Dagmarsminde i Nordsjælland. Her tror man på omsorg frem for medicin

I det grå og tågede vintervejr skærer den røde farve igennem. ”Dagmarsminde – en omsorgsoase” står der på skiltet foran den røde bygning, som er hjem for 10 ældre mennesker, der har diagnosen demens tilfælles. Tanken om friplejehjemmet Dagmarsminde som et hjem frem for et opholdssted går igen i hvert eneste valg, der er taget – både inden for og uden for de røde mure. Den hjemlige stemning fornemmes i alt fra kaffestellet, der står klar på bordet, til æggene, som hentes hos hønsene i haven.

Tankerne og tegningerne, der ligger til grund for Dagmarsminde, står den 35-årige sygeplejerske May Bjerre Eiby bag. Hun har arbejdet på plejehjem og med ældre mennesker, siden hun var 17 år, og har desuden oplevet demens helt tæt på, da hendes egen far blev ramt af sygdommen. Men hun har også erfaret, hvordan der på store plejehjem ikke har været plads til at give de ældre, den omsorg og menneskelige kontakt, som hun tror på er en vigtig del af behandlingen af demens. Derfor begyndte hun at fantasere om at lave sit eget plejehjem.

Og for May Bjerre Eiby var der ikke langt fra tanke til virkelighed. Værdigrundlaget lå fast fra dag ét, og i løbet af seks-syv år fik hun også skrabet penge sammen gennem lån, støtte og forskud på en arv. Med dem kunne hun forvandle det gamle snedkerværksted, omgivet af marker i Græsted i Nordsjælland, til det friplejehjem for demente, hun drømte om. I dag har Dagmarsmindes ni værelser (et er et dobbeltværelse), som hun selv har tegnet og designet, været beboet i et år.

”De demente er de værst ramte i vores sundhedsvæsen, og jeg så en stærk sygeplejeropgave i at sikre dem den omsorg, de fortjener. Alt, hvad jeg synes der har manglet andre steder, har jeg indført her. Problemet er, at man mange steder ender med at måtte gøre tingene halvt, men her er der ikke en eneste ting, der er gjort halvt,” siger hun.

Video: Stifter May Bjerre Eiby fortæller om sit syn på demens

Ordene bliver bekræftet under en rundtur på friplejehjemmet. Alt er gennemført, æstetikken er i højsædet, og der er ikke så meget som en vase, der er havnet i stuen tilfældigt. 1950’er-stilen går igen i Wegner-stolene, malerierne på væggene og teaktræsreolerne. At det ikke er moderne reoler, der er flyttet ind i de nye lokaler, er bevidst, fortæller May Bjerre Eiby.

Det handler nemlig om at skabe en genkendelighed, der gør de demente beboere trygge og giver dem en følelse af at være hjemme – også når de måske ikke lige er helt klar over, hvor de er. Derfor har hun været på rov på loppemarkeder, i genbrugsbutikker og i antikvariater for at finde de helt rigtige ting. Samtidig med at den hjemlige atmosfære er rykket ind, er alt, hvad der skriger ”institution”, rykket ud af stuen og ind i personalerummet, hvor væggene, modsat i stuen, er plastret til med store tavler og skemaer tegnet med blå og rød tuschfarve.

Prisen for et værelse på det unikke plejehjem og det, der hører til, ligger da også over gennemsnittet, men priserne er statsligt reguleret, og beboerne kan søge boligstøtte, som kan hjælpe på betalingen, fortæller May Bjerre Eiby. Hun har ikke et ønske om, at Dagmarsminde kun skal være et tilbud for velbeslåede borgere, men derimod for dem, der er svært demente og har det største behov. De ni værelser har været fyldt op af otte enlige beboere og et ægtepar, siden stedet blev indviet for et år siden, og der står flere på venteliste til et værelse.

”Desværre er der mange flere demente, der har brug for den behandling, som de får her, og mange af dem har dårlige oplevelser med sig fra andre steder,” siger May Bjerre Eiby.

Derfor er det heller ikke kun på det plejehjem, hun selv har stiftet, at hun prøver at skabe forandring for demente. Det gør hun også gennem sociale medier og foredrag. Håbet er at inspirere andre og øge oplysningen om demens.

I det lyse og indbydende velvære-lokale tager en beboer forsigtige skridt i stedets varmtvandsbassin med hånden tæt knyttet om en ansats, der hjælper hende med træningen. I baggrunden kan en form for meditativ musik høres, mens farverige fisk svømmer rundt i et stort akvarium ved siden af massagebriksen. Få meter fra bassinet ligger et andet rum: biblioteket. Og her er stemningen en helt anden. De mørke bordeaux-farvede vægge er prydet med et stort gevir og bogreoler. Centralt i rummet er placeret et bord med bunkevise af bøger, der er slået op på billedrige sider. Selvom mange af de demente beboere ikke kan læse bøger, har biblioteket en vigtig rolle.

”Et bibliotek er et rum, der er basalt for alle og fremstår meget naturligt for de fleste. Vi har sørget for, at der er bøger med mange billeder i, da mange ikke kan læse. Men at sidde og bladre i bøgerne og kigge på billederne giver dem alligevel en følelse af at få viden. Og det at være nysgerrig og søge viden, som man kan på et bibliotek, er noget, der stimulerer beboerne,” siger May Bjerre Eiby.

Og netop tanken om at stimulere ældre med demens gennem biblioteksbesøg, svømning, gåture i haven og kontakt med stedets høns, geder, kaniner, hund, kat og ikke mindst mennesker er den behandlingsform, som May Bjerre Eiby og resten af Dagmarsmindes personale tror på.

Den menneskelige kontakt er central i værdigrundlaget for Dagmarsminde, som også er inspireret af kristne værdier og teologen og religionsfilosofen K.E. Løgstrups tanker, fortæller May Bjerre Eiby.

”Jeg har altid været meget interesseret i filosofien omkring omsorg og hele næstekærlighedstanken. Og de her mennesker, de demente, kan du faktisk behandle med kontakten fra menneske til menneske. Kigger man på, hvad omsorg er, og hvad omsorg handler om, så er det at skabe fællesskab og samvær. Man er her i kraft af hinanden, og det er ikke kun de demente, der får noget ud af kontakten. Man bliver beriget og inspireret til at udvikle sig som menneske i hver eneste samtale, for du skal hele tiden bruge dig selv. Det er både, når det er vidensord, og når det er vrøvleord, som det jo også kan være, når man har at gøre med demente. Og man må jo også gerne grine ad det, der bliver sagt, for mange gange er det specielt og sjovt,” siger hun.

Samtalen og fællesskabet er netop i centrum i stuen i husets hjerte. Her sidder beboere og pårørende side om side og er godt i gang med dagens eftermiddagskaffe, der hældes i kopperne fra velkendte Stelton-kaffekander og nydes sammen med hjemmebagt kage, mens jazztoner lyder i baggrunden. 87-årige Ritta Brogaard er netop vågnet fra sin middagslur, der gerne tages i selskab med stedets kat, Herman. Nu har hun fået besøg af sin 62-årige datter, Birte Juul, der for et år siden sørgede for, at hun kom hertil, fortæller Ritta Brogaard.

”Jeg har altid svømmet meget. Jeg kunne næsten svømme, før jeg kunne gå, sagde min mor altid,” fortæller Rita Brogaard.

Som barn svømmede hun i Fredericia, og inden hun blev syg, fandt svømningen sted i Frankrigsgade Svømmehal på Amager i København. I dag foregår det i varmtvandsbassinet på Dagmarsminde sammen med personalet. Og hun er glad for både muligheden for at svømme, katten Herman og de andre ting, der hører til livet på Dagmarsminde, fortæller hun.

”Vi har det godt her, og de (personalet, red.) er hele tiden om os og hjælper os. De hjælper for eksempel, hvis jeg sidder her og strikker noget forkert,” siger Rita Bro-gaard.

201833255
May Bjerre Eiby er stifter af Dagmarsminde, der er et friplejehjem for demente, som ligger omgivet af marker i Græsted i Nordsjælland. Foto: Jens Welding Øllgaard
Flere af beboerne har billeder hængende af sig selv som unge på døren til deres værelse. De demente kan ofte bedst huske, hvordan de så ud som unge, og billedet hjælper dem til at finde tilbage til deres værelse. Foto: Jens Welding Øllgaard