Prøv avisen

Brutalt ældreliv på samfundets bund

Bent er samler: Kasketter (over 100!), værktøj, elektronik, malerier i dybe stakke, vhs-bånd og jakker – alt muligt, der fylder hans lille lejlighed fra gulv til loft, og gør, at der ikke er nogen steder at sidde. Faktisk vil han helst bare være udenfor – ligesom de flere hundrede andre udsatte ældre i København. – Foto: Jon Dag Rasmussen

I landets hovedstad lever flere hundrede ældre danskere en uset og upåagtet tilværelse på bænke, i parker, væresteder og værtshuse. Som den første har etnografen Jon Dag Rasmussen fulgt og kortlagt deres færden gennem fire år på samfundets underflade

En dag viste Jørgen sin dødsliste frem. Flere end 160 navne fordelt på 10 omhyggeligt håndskrevne sider, komplet med dødsårsag og relation:

Brian Fisker: Skudt. (Bekendt)

FlytteCarlo: Selvmord. (Ven)

Poul: Dræbt med en 17 kilo tung sten. (Bedste ven)

På det tidspunkt havde etnografen Jon Dag Rasmussen allerede haft sin gang i et københavnsk værested et par måneder. Han ville beskrive livet i huset, men kom siden til også at kortlægge, hvor de udsatte ældre gik hen, når de gik ud ad døren. Hvordan så deres sociale liv ud, og hvordan overlevede de, når de ikke befandt sig de steder, staten tilbød dem?

Det var der ingen, der havde overblik over. Ingen før ham var gået ind i den verden, de færreste ser. En gennemsigtig underverden af mennesker med forfærdelige historier, men også dybe venskaber og et rigt socialt liv, der forgrenede sig ud over hele byen i parker og genbrugsbutikker, på værtshuse og i baglokaler hos marskandisere.

Hjemløshed er velbeskrevet, men disse mennesker var ikke hjemløse. De havde alle en bolig, de befandt sig bare sjældent i den. De havde kun få penge, men kunne aldrig finde på at tigge. De havde alle levet et hårdt liv gennem årtier, men var alligevel i deres 60’ere. Alle var de bundet sammen af et mere eller mindre klart defineret værdisæt og regler for omgangen med hinanden, og Jon Dag Rasmussen noterede det meste for at kaste lys over det, han kalder underfladen af samfundet. En flade, de færreste bemærker.

Men det var først, da Jørgen en dag viste sin dødsliste, at Jon vidste, at det projekt, han var i gang med, havde potentiale til at blive langt større end de tre måneder, der i første omgang var afsat. For listen var ikke blot en tragisk registrering af alle de døde i Jørgens omgangskreds, den var også et kort over en skyggeverden i landets hovedstad, som overskrider de flestes fantasi.

”Til hvert dødsfald hørte en historie,” fortæller Jon Dag Rasmussen. ”Mange af dem handlede om stof-overdoser, druk og drab. En var blevet sprængt i luften under et fejlslagent røveri, andre udåndede på Jørgens stuegulv. Det var en verden, jeg ikke vidste fandtes, men som jeg kunne se, at der var et behov for at få beskrevet i større skala, så flere kunne se nuancerne i vores ellers velordnede velfærdssamfund.”

Det har han nu gjort i et 300 sider langt ph.d.-projekt, som netop er forsvaret, og som senere på året udkommer i bogform. Forskningen er allerede blevet rost af fagfolk, der kalder kortlægningen af de udsatte ældre københavnere for unik og anerkender arbejdet som særdeles brugbart i forbedringen af statens bestræbelser på at række ud til denne særlige gruppe af borgere.

”Vi gør det tit forkert,” udtaler Bjarke Oxlund, lektor på institut for antropologi og forsker ved center for sund aldring på Københavns Universitet. ”Fra det offentliges side tænker man typisk i ét kvarter, fordi der er en driftsaftale med kommunen eller en konkret visitation. Vi taber lige nu folk på grund af administrative logikker. Det viser ph.d.-afhandlingen. Den peger på en infrastruktur, som ikke passer til dem, vi har lavet den til.”

Gennem mere end fire år opsøgte den 39-årige Jon Dag Rasmussen udsatte ældre og byggede tålmodigt og insisterende sociale relationer op, der kunne åbne ellers tætlukkede døre og give indblik i, hvordan man også kan leve og dø i begyndelsen af det 21. århundrede. Han mødte og fulgte cirka 100 mænd – for det var altovervejende mænd – i deres overraskende systematiske hverdag. Rundt i byen fra værtshus til værtshus, fra værested til værested. Rundt på udvalgte bænke og bestemte gadehjørner.

Han talte med dem om deres liv og hørte beretninger om spektakulære ophold i trykkamre under Rigshospitalet, store pengegevinster, involvering i Scientology, drab og komplicerede udlægninger af Bibelens hemmelige kodesystemer. Han hørte om barndomme, ingen burde opleve, om livsændrende fængselsophold, ensomhed og psykisk sygdom. Han hørte og så det meste.

Deres skæbner strittede i mange retninger, men fælles for dem var, at de ikke kunne passe ind nogen steder i det almindelige samfund. De kunne ikke finde sig til rette i deres boliger og spredte derfor deres dagligstue ud over hele byen i en alternativ form for hjemlighed. Men selvom det var et hårdt liv, ønskede de ingen hjælp fra ”systemet”. Ingen ynk fra den almindelige befolkning. De ville i det hele taget slet ikke have opmærksomhed, bare fred.

”Det er generelt et sky folkefærd, som det er svært at få lov til at komme ind på. De fleste er enormt sensitive, og det var derfor nødvendigt, at jeg nærmede mig respektfuldt og nænsomt. Mødte jeg deres blik på en forkert måde, rejste de sig og gik. For dem var jeg ved de første møder en del af det system, som de konstant bliver presset ud i kanten af, og som de derfor helst helt undgår. Men bliver man først lukket ind, er der enormt meget hjertevarme, rummelighed og livslyst,” fortæller Jon Dag Rasmussen.

Og hvordan skal vi så bruge denne viden? Når han står der på den anden side og ser ud på det almindelige samfund, hvad får han så lyst til at sige – til politikerne og til de mennesker, der hver dag går forbi de udsatte ældre?

Etnografen vrider sig ved spørgsmålene, for hans opgave er at iagttage og beskrive, ikke anbefale, siger han. Det er der andre, der er bedre til. Alligevel har han et par pointer, han gerne vil sige, for det er åbenlyst, at der er behov for mere åbne og pragmatiske tilbud, der passer til de udsatte ældres livsstil og anstrengte forhold til eksempelvis registreringer. Han har også hæftet sig ved, hvor stor denne gruppe faktisk er. De cirka 100, han har været i kontakt med, er blot en lille del af de mange, der lever under radaren. Og så er han blevet overrasket over, hvor mange menneskelige ressourcer de fleste af dem faktisk har.

”Noget af det, der har gjort mest indtryk på mig – ud over de mange barske historier og dødsfald – er, hvor relativt mange der er havnet på samfundets underflade i en sen alder. De har haft et på mange måder helt almindeligt liv, men har eksempelvis mistet flere folk tæt på meget hurtigt, og så er de endt på en sidevej. Det kan gå meget stærkt, og de kan komme helt derud, hvor de siger: Jeg orker ikke at skabe flere relationer til andre, for alle dør eller bliver uvenner. Så vil jeg hellere bare gå ture rundt i byen og leve mit eget liv. Tænk at tage så radikal en beslutning at fravælge resten af samfundet. Jeg tror, det er sundt for os alle sammen at blive mere bevidst om, at den slags mennesker findes, og de findes i stort antal lige rundt om os i hverdagen. Det sætter jo vores eget liv lidt i perspektiv,” siger Jon Dag Rasmussen.

Han er nu blevet postdoc på DPU ved Aarhus Universitet og er gået i gang med et nyt projekt, der er lidt mindre radikalt. Det handler om, hvad der sker, når ældre mister enten synet eller hørelsen. Hvilken eksistentiel og social betydning får det for hverdagslivet? Det er en anden form for udsathed, og han forventer, at det ikke på samme måde vil kolonisere hans egen tilværelse, sådan som hans ph.d.-projekt gjorde.

”Det har været et meget intenst forløb, selvom det varede fire år,” forklarer han. ”Det var både smukt og lærerigt og rørende at møde så mange søde mennesker, der tilsyneladende ingenting har, men alligevel har overskuddet til at hjælpe hinanden. Det har givet mig nogle værdifulde indsigter i, hvad det også vil sige at være menneske.”