Ord der tæller
Hun var omkring 11 år og gik i underskolen i Vordingborg. Året var 1961, da Ellen Wulffs farverige og fabulerende historielærerinde Elisabeth Bredsdorff skrev en strofe fra det oldnordiske gudedigt Hávamál på tavlen. Lærerinden bad eleverne skrive det i deres hæfter og lære det udenad. Ordene lyder: Fæ, det dør/ frænder dør/ så det selv og dør/ et jeg ved/ som aldrig dør/ dommen over hver mands død. Linjerne har siden fulgt den nu 63-årige oversætter og filolog, og de er skrevet her i artiklen, sådan som hun lærte dem, hvilket ikke nødvendigvis er nøjagtig, som man vil finde dem i den seneste oversættelse.
For Elisabeth Bredsdorff var med Ellen Wulffs ord: vidunderlig, men temmelig unøjagtig. Frøken Bredsdorff forstod at engagere eleverne blandt andet tegnede den unge, livlige kvinde fantastiske billeder til sine historier, når hun underviste:
LÆS OGSÅ: Tusind og én nats arbejde er endelig slut
Hun gjorde, at vi kunne huske de ting, vi lærte. Hun var fuld af historier, og jeg tror såmænd ikke, de alle sammen passede, men det gjorde ikke noget. For det var spændende, siger Ellen Wulff.
Stroferne om fæ og frænders død har mejslet sig i hendes bevidsthed, dels fordi de er stærke og smukke og dels på grund af budskabet:
Det er fortrøstningsfuldt. Det handler om livets gang. Vi skal alle dø, og det må man tage, som det er. Man må acceptere det.
Hávamál er oldnordisk og betyder den højes tale, hvilket refererer til guden Odin. Det er et såkaldt eddadigt det vil sige et digt om guder og sagnhelte, og det er overleveret mundtligt og anonymt og nedskrevet i slutningen af det 13. århundrede i samlingen kaldet Den ældre Edda.
Og Ellen Wulff fortsætter den mundtlige tradition, for hun citerer digtets monumentale slutstrofer fra hukommelsen, som hun lærte dem udenad for over 50 år siden. Hun har aldrig fået slået den præcise ordlyd op:
Jeg har faktisk aldrig læst hele digtet. Men det skal jeg gøre, når jeg får tid. Jeg bliver nok skuffet, hvis det ikke er, som jeg har lært det.
Der er god grund til, at hun ikke har haft tid til at slå ordlyden efter de seneste tre et halvt år. Der har Ellen Wulff nemlig brugt alle sine vågne timer på at oversætte Tusind og én nat, hvilket hun næsten var ved at knække halsen på:
Men netop denne strofe har hjulpet mig meget i arbejdet. Det har været en rygstøtte til at lave noget, jeg egentlig ikke troede, jeg kunne. Men det skal man somme tider gøre. Digtet handler jo om eftermæle. Og jeg præsterede noget, som jeg håber, jeg bliver positivt bedømt for engang. Noget, som vil leve, efter at jeg er stået af. Man kan sætte aftryk på mange måde. Man kan for eksempel gøre det gennem sine børn, men jeg har ikke børn, siger Ellen Wulff.
Hun har aldrig reciteret eller på anden måde delt ordene med andre mennesker:
Nej, du er den første. Jeg har måske tænkt, at det ikke er sikkert, folk ville forstå det. Hvem kender efterhånden ordet fæ? I hvert fald ikke som betegnelse for et dyr.
Det er ikke kun indholdet, der giver stroferne værdi for Ellen Wulff også selve digtets sproglige stoflighed taler til hende.
Det er meget, meget smukt. Jeg elsker sproget. Der er meget rytme og bogstavrim i linjerne. Og jeg vil tro, det er det sidste, der gør, at jeg kan huske det udenad.