Prøv avisen

Fælles friluftsliv genantænder livsgnisten

Ældre plejehjemsbeboere fra Diakonhjemmet Dalsmark i Rinkenæs i Sønderjylland har et aktivt udeliv. Her ses det sammen med naturvejleder Bo Tonnesen, som hjemmet har ansat. – Foto: Christer Holte/ritzau

Diakonhjemmet Dalsmark i Rinkenæs giver sine beboere mulighed for et fælles friluftsliv og har som det første plejehjem i landet ansat en naturvejleder. Bedre trivsel, velvære og livslyst er resultatet

Hønsetarm og melder. De kan spises og smager godt. Heidi Bast, 75-årig beboer på diakonhjemmet Dalsmark i Rinkenæs, gennemsøger de velfriserede bede på Bodil og Hans Nissens lystejendom uden for Rødekro.

Hun er på udflugt med 12 andre ældre. Nogle af dem bor som hun på plejehjemmet, andre er brugere af hjemmets dagtilbud eller bor i ældreboligerne i nærheden. De er på en af deres jævnlige udflugter sammen ud i naturen, og i dag lægger ægteparret Nissen venligt have og naturpark til.

Selvom der er luget grundigt i bedene, finder Heidi Bast de vilde vækster, hun er på jagt efter. Hun spiser dem ufortrødent og deler gavmildt ud.

”Det er sundt og godt!”, siger hun med overbevisning i stemmen.

”Ja, det er godt med grønt, men jeg synes nu bedre om kål og gulerødder,” konstaterer 88-årige Anne Mie Majland, som har sat sig på en bænk med et par damer i 90’erne.

Så kalder en energisk mand i spejdershorts på gruppens opmærksomhed. Naturvejleder Bo Tonnesen har planlagt dagens udflugt sammen med sin kollega, sosu-assistent Lone Gabelgaard. Det er tid til at høre historier om den smukke isfugl, der nogle gange kan ses her ved mergelgraven hos Bodil og Hans Nissen.

Diakonhjemmet Dalsmark har som det første plejehjem i Danmark ansat en naturvejleder. Bo Tonnesen er oprindeligt folkeskolelærer og har undervist børn i naturfag i 18 år. Nu er samfundets ældste borgere hans målgruppe.

”Det er anderledes end at arbejde med børn – og så alligevel ikke. Meget af det, jeg har med mig fra skolen, bruger jeg her, og det er sjovt at se, at de ældre forbavses og forundres lige så meget som børnene. Nogle gange på den samme umiddelbare måde, og de kan stadig lære nyt,” siger han.

Bo Tonnesen blev ansat på plejehjemmet i 2014 i et treårigt projekt ”Udeliv og fællesskab” med støtte fra Friluftsrådet, men indsatsen for mere udeliv til de gamle blev så stor en stor en succes, at forstander Andreas Nielsen valgte at fortsætte med friluftslivet.

”Vores aktiviteter går meget ud af huset, fordi vi er overbeviste om, at udelivet rehabiliterer langt bedre end indendørs træning. De ældre har ret til at komme ud og trække vejret. Det burde være en selvfølge, men mange steder skal man stadig slås for det,” siger han.

Andreas Nielsen har ud over støtten fra Friluftsrådet skaffet midler til at udvikle plejehjemmets nære omgivelser med blandt andet sansehave, orangeri, udendørs musikinstrumenter, hønsehus, bålplads og gode siddepladser i det fri. Det er blevet attraktivt at komme ud, også selvom der ikke er udflugt på programmet.

Bo Tonnesen og Lone Gabelgaard har begge udeliv som særligt ansvarsområde, og to til tre gange om ugen er der friluftsaktiviteter for beboerne. Det kan være individuelle aktiviteter eller gruppeudflugter som i dag. Målet kan være at se Sort Sol over Vadehavet eller en fisketur. Det kan også være at sidde i regnen under et halvtag i haven og drikke kaffe med hjemmelavet rabarbersnaps, mens Bo Tonnesen spiller guitar til fællessang, eller det kan være at tænde bål i skoven midt om vinteren og lave suppe derude i sneen.

”Det er tydeligt, at mere udeliv giver bedre livskvalitet, for glæden ved at mærke vinden i sit hår, solen mod sit ansigt og at høre fuglene synge – det bliver ved med at give velvære, også når vi bliver gamle. Og så fungerer mange af de ting, vi laver ude, som træning. Man opdager det bare ikke, for det er meget sjovere end at gå op og ned ad gangen med rollatoren,” forklarer Lone Gabelgaard.

Udelivet på Dalsmark Plejehjem har fået så stor opmærksomhed lokalt, at Bo Tonnesen og Lone Gabelgaard nu er begyndt at undervise medarbejdere fra de omkringliggende plejehjem i udeliv, og de har startet en ”naturstafet”, hvor hjemmene på skift arrangerer udendørs aktiviteter for hinanden.

Den lille gruppe i den store have har delt sig. De ældste damer foretrækker en adstadig vandring blandt Bodil Nissens overdådige staudebede, mens resten går med Bo Tonnesen og Hans Nissen ned til mergelgraven for at se på en stor redekasse i vandkanten.

Den skal få isfuglen til at slå sig ned og yngle her ved Rødekro. Men Heidi Bast ofrer ikke isfuglens potentielle logi den store opmærksomhed.

”Se, se! Frøer!”, råber hun. Hun har opdaget, at det morgenvåde græs myldrer med liv, og alle bliver opmærksomme på de bittesmå hoppende væsener.

Lone Gabelgaard hjælper med at fange småkravlet i græsset, og Bo Tonnesen konstater kyndigt, at det er tudser. Det mindsker dog ikke Heidi Basts smittende begejstring og glæde.

Men sådan har hun ikke altid været.

”Da hun skulle med på tur første gang, havde hun det virkelig ikke godt. Dengang var hun ikke flyttet ind endnu, men tilknyttet et kommunalt dagtilbud,” husker Bo Tonnesen.

Hun boede alene, var ensom og nedtrykt og havde svært ved at magte hverdagen. Men efter at hun er flyttet ind på Dalsmark Plejehjem, er hun blomstret op og engagerer sig med stor energi i alt, hvad der foregår.

”På Dalsmark har vi det godt, og vi keder os aldrig,” er hendes egen korte karakteristik af hverdagen nu.

Bo Tonnesen oplever tit, at beboere blomstrer op på den måde, og at udelivet er et stort aktiv i forhold til at få det til at ske: En gammel ringriderkonge kan på trods af en fremskreden demenssygdom pludselig fortælle alt om hestens røgt og pleje, når han kommer med på rideskolen. Skovriderenken, der ikke kan huske fra næse til mund, viser sig at vide alt om skovens træer, da turen går til et arboret, og en gammel mand, som ellers er tavs, løfter sløret for en kæmpe viden om fugle fra sin barndom ved Vejlerne og sit arbejde i Grønland.

Ingen ville have opdaget, hvad han vidste og huskede, hvis ikke Bo Tonnesen og Lone Gabelgaard havde inviteret en amatørornitolog på besøg med sine udstoppede fugle.

”På den måde kommer deres verden og livshistorie frem igen. De oplever, at de også har noget at byde på, og at det, de kan fortælle, er interessant for andre. Det gør dem virkelig glade, og du kan se livet komme tilbage i deres øjne,” siger Lone Gabelgaard.

Forstander Andreas Nielsen er helt enig.

”Vi genantænder livsgnisten,” siger han, ”og vores arbejde med udelivet harmonerer godt med diakonien, som jo er vores grundlag. Det bygger på næstekærlighed, inkluderende fællesskaber og respekt for skaberværket. Det er evangeliet i handling.”

Andre læser lige nu