Færre myter og større mangfoldighed i mediebilledet af ældres tilværelse

ÆldreForum kan se tilbage på 20 års indsats for ældre og i alt 86 publikationer om ældres forhold

For 20 år siden var der en tendens til, at billedet af ældre i medierne var meget ensidigt. Det var næsten kun de svage, der blev omtalt, så man kunne forledes til at tro, at Danmarks ældrebefolkning var en samling skrøbelige, plejekrævende mennesker.
For 20 år siden var der en tendens til, at billedet af ældre i medierne var meget ensidigt. Det var næsten kun de svage, der blev omtalt, så man kunne forledes til at tro, at Danmarks ældrebefolkning var en samling skrøbelige, plejekrævende mennesker. Foto: Torben Christensen.

Forleden dag kunne ÆldreForum fejre 20-årsjubilæum, for det var i 1996, at socialminister Karen Jespersen – støttet af et bredt flertal i Folketinget – oprettede rådet.

Fra begyndelsen ønskede ÆldreForum at være idéskabende og sætte fokus på ældres ressourcer, deres faglige indsigt og livserfaring.

For 20 år siden var der en tendens til, at billedet af ældre i medierne var meget ensidigt. Det var næsten kun de svage, der blev omtalt, så man kunne forledes til at tro, at Danmarks ældrebefolkning var en samling skrøbelige, plejekrævende mennesker. De raske, energiske, positive pensionister, der var optagede af kurser, foredrag, koncerter, fitness, pasning af børnebørn og cykelture, var kun sjældent emnet for artikler eller tv-reportager.

Den fremstilling ville ÆldreForum være med til at ændre. Der var brug for at nuancere billedet af ældre og det at blive ældre. Man ville arbejde på at nedbryde myter og fordomme, og var også optaget af at udbedre de kløfter, der består generationerne imellem.

Til formand udpegede Karen Jespersen forhenværende professor dr.med. Povl Riis, og han arbejdede utrætteligt for ÆldreForum i 16 år. Han gik af som 86-årig og var et lysende eksempel på, at pensionsalder og -tidspunkt ikke er noget, der bør være ens for alle.

Sekretariatets leder, cand.jur. Lotte Philipson, arbejdede tæt sammen med Povl Riis i alle årene, og de seneste fire år har hun været en uvurderlig støtte for formand nummer to, Ballerups tidligere borgmester Ove E. Dalsgaard. Ved 20-årsjubilæet valgte Lotte Philipson at lade sig pensionere, og dermed forlader en af de mest vidende personer om ældres forhold scenen.

Oplysning blev en hovedopgave, og i de 20 år, der er gået, har ÆldreForum udgivet en imponerende række på i alt 86 publikationer, der kommer vidt omkring i emnevalg. Den allerførste hed ”Ny viden og gamle fordomme om ældre” og levede op til ønsket om at graduere debatten og rette fokus mod det faktum, at ældre – som alle andre aldersgrupper – er meget forskellige med hensyn til helbred, funktionsevne, personlige egenskaber og behov, og når der planlægges initiativer for den enkelte eller for hele gruppen af ældre, er det vigtigt at være opmærksom på disse forskelle.

Povl Riis skrev dengang: ”Ældreområdet er et godt eksempel på fordommes eksistens og dermed ny videns nødvendighed.”

Siden er der så kommet den lange stribe af udgivelser, som Lotte Philipson har været praktisk igangsætter og nøgleperson for. På hendes bord samledes materialet, hun stod for det grafiske udtryk, og hun forklarer:

”En stor del af indsatsen igennem alle årene har været helliget formidling af viden om ældre, påvirke holdninger til ældre og inspirere ældre selv. Afsættet har været: Hvordan kan den enkelte selv bidrage til at få det bedst mulige liv.”

Og det er netop dette, der har inspireret til det brede titel-udvalg. Jeg har selv været med i arbejdet i ÆldreForum som rådsmedlem igennem 12 år og ved, hvordan emnerne stod og trippede i kø: forholdet mellem generationer, seksualitet, fodsundhed, frivilligt arbejde og omsorg for ældre.

”Velfærd for ældre – holdning og handling” er et betydningsfuldt forskningsprojekt, som blev til takket være ÆldreForums insisteren på, at det er vigtigt at bidrage med viden om ældre. Det blev udført på Center for Velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet og ledet af professor Jørn Henrik Petersen.

ÆldreForum har en god hjemmeside, aeldreforum.dk, hvor man kan finde omtale af alle 86 publikationer. De kan bestilles gratis eller downloades. Det er et smukt resultat af 20 års ufortrødent arbejde for oplysning, forskning og holdningsbearbejdelse.

Lotte Philipson siger: ”Myter, fordomme og negative holdninger i forhold til ældre eksisterer stadig, men der er virkelig sket en meget glædelig udvikling.”