Prøv avisen

Flere vil selv kunne klare hverdagens småproblemer

Kommunerne skal yde rådgivning og vejledning til ansøgeren om muligheden for at få bevilget et hjælpemiddel. Det er et stort og broget marked, som kan være svært at finde rundt i, hvis man som ældre begynder at få problemer med praktiske ting i hverdagen. Foto: Steffen Ortmann

Der findes et hav af hjælpemidler, der kan lette livet for ældre og handicappede, men ofte kender kommunens hjemmehjælpere dem ikke, mener en læser

En gang imellem får jeg kontakt med mennesker, som tager livet i strakt arm, med humør og overskud, trods alverdens skavanker. Inger fra Nordvestjylland virker som sådan et menneske. Hun har skrevet flere breve til mig, og jeg har netop talt i telefon med hende.

I baggrunden gik snakken. Huset var fyldt med gæster. Ingers ærinde er, at ældre mennesker og folk med forskellige skavanker, nogle af dem måske medfødte, slet ikke altid får de hjælpemidler, der kunne lette deres daglige tilværelse. Det er ikke dyre, elektroniske ting, hun tænker på. Ofte kan simple og billige hjælpemidler gøre hverdagen lettere. Men det kræver, at kommunens hjemmehjælpere og andet fagpersonale kender til dem, og det gør de langtfra altid, siger Inger ud fra sin egen erfaring.

Lidt om Inger. Som barn havde hun polio og fik en skæv rygsøjle. Som 30-årig blev hun opereret i ryggen for en diskusprolaps. Hun har haft en hjerneblødning, fået udskiftet begge hofter og har netop været på sygehuset med hjerteflimmer, lungebetændelse og ødemer i begge ben.

Kort sagt har hun som 70-årig rigeligt at skulle forholde sig til angående sig selv. Men hun synes, andre skal have del i hendes erfaringer, og derfor har hun skrevet til mig.

For snart mange år siden var hun i kontakt med en fysioterapeut, der kunne se, at hun havde problemer med at tage strømper på, og hun fik bevilget en simpel strømpepåtager. Den følger hende stadig, når hun er indlagt på hospital og i det daglige derhjemme.

Hun siger, at den vækker forundring og morskab hos hjemmehjælpere og hjemmesygeplejersker. De kender den ikke. De har aldrig set den eller noget tilsvarende under deres uddannelse, siger Inger, og derfor sender kommunen hellere en hjemmehjælper ud til gamle hr. Jensen for at give ham sokkerne på. Med en kort instruktion kunne hr. Jensen sikkert selv lære at tage sokkerne på, kommunen sparer benzin og minutter, og hr. Jensen ville blive glad over at kunne lidt selv.

Når det kommunale personale ikke kender til alle disse ofte enkle hjælpemidler, så foreslår de dem heller ikke til klienterne. Sådan lyder det fra Inger om hendes yndlingseksempel, strømpepåtageren. Den koster vel omkring 150 kroner, tror hun, og hun har en del andre eksempler på lager.

Ingers pointe er, at det ikke altid behøver at være dyre, elektroniske hjælpemidler, der skal til. Ofte kan små simple redskaber gøre en forskel, hvis personalet kender til dem og tilbyder dem til ældre og andre, der har behov.

Generelt er tendensen gennem de senere år, at der bliver sparet på hjælpemidler ude i kommunerne. Der er indført en øget brugerbetaling, og der kan ofte være lang ventetid, når man har fået bevilget et hjælpemiddel, siger de erfarne folk i Ældre Sagen.

Betingelser for at få bevilget et hjælpemiddel er, at det i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, eller at det er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Som det klart fremgår, er der tale om et skøn, og det kan kommunens fagpersonale og klienten naturligvis se forskelligt på. I et tidligere svar har jeg nævnt, at der findes en såkaldt hjælpemiddelbase, som hører under Hjælpemiddelinstituttet, www.hmi-basen.dk, med flere end 36.000 hjælpemidler. Der er kontorer i Taastrup og Aarhus – begge steder har telefonnummer 43 99 33 22.

Kommunerne skal yde rådgivning og vejledning til ansøgeren om muligheden for at få bevilget et hjælpemiddel. Det er et stort og broget marked, som kan være svært at finde rundt i, hvis man som ældre begynder at få problemer med praktiske ting i hverdagen. Der findes uden tvivl mange dygtige medarbejdere rundtom i kommunerne, som gerne vil hjælpe, hvis der vel at mærke er økonomiske muligheder for det.

Hvis man synes, det er svært at hitte rede i selv, så er der måske et familiemedlem, en nabo eller en besøgsven, man kan støtte sig til. Mange kirker har et velorganiseret net af besøgsvenner. Kontakt din lokale sognekirke. Ældre Sagens afdeling, hvor du bor, har sikkert også et korps af besøgsvenner. Omsorgen for hinanden må vi aldrig glemme. Det er både dit og mit ansvar - og Ingers, som her har delt ud af sine erfaringer.

Med venlig hilsen

Lis M

seniorliv@k.dk