Fra sin kørestol lader 87-årige Anna Bjørslev blikket vandre rundt i rummet. Hun ser til, mens hendes to døtre bærer det runde sofabord ud af stuen, der, som dagen skrider frem, bliver stadig mere tom.
”Oldemor skal flytte til Tarm,” forklarer hun sit oldebarn, der svarer den gamle dame med et kram.
Hele sit liv har Anna Bjørslev boet i Ådum i Vestjylland. Nu skal hun flytte på Egvad Plejehjem i Tarm. Fra bagsædet af bilen, der en sidste gang ruller væk fra indkørslen, vinker hun farvel til sit hvide parcelhus, mens hun knuger om et lommetørklæde.
Anna Bjørslev er enke og har i årevis klaret sig med assistance fra sine døtre. Men hendes behov for hjælp er blevet større, i takt med at helbredet er blevet dårligere. Hun er bange for at komme på plejehjem. Vil der overhovedet være nogen, hun kan tale med? Men hun føler på samme tid, at hun lægger pres på sine døtre for at hjælpe til.
Det er dokumentaren ”Til døden os skiller”, der skildrer Anna Bjørslevs svære dag. Programmet bliver sendt på torsdag på TV 2, og bag det står instruktør- og kæresteparret Christian Sønderby Jepsen og Mira Jargil. Over tre år har de fulgt tre vestjyske familier, der alle skal tage stilling til, om plejehjemmet er sidste udvej.
Over tre afsnit følger vi ægteparrene Elin og Vagn Nielsen og Rita og Anders Kristensen samt enken Anna Bjørslev. Fælles for Vagn Nielsen, Anders Kristensen og Anna Bjørslev er, at helbredet gør en almindelig hverdag umulig.
Vagn Nielsen lider af demens. Øjeblikkene, hvor han kan genkende sin kone gennem 56 år, Elin, bliver stadig færre, og ofte føler hun sig snarere som forælder end som kone.
Anders Kristensen sidder i kørestol. Han er afhængig af hjemmeplejen flere gange dagligt, og i årevis har hans hustru, Rita, sat sin rejselyst på pause for at kunne passe sin mand i huset i Hemmet.
Hvad gør man, når man ikke længere kan tage vare på sig selv, men må forlade sig på sine børn eller ægtefælle? Hvordan oplever man som pårørende at tage afsked med sin nærmeste, fordi man ikke selv kan give den tilstrækkelige omsorg? Det er nogle af spørgsmålene, der rejses i dokumentarserien.
I 2012 foretog Ældre Sagen en undersøgelse af ældres holdning til plejehjem. Ikke en eneste person over 65 år svarede dengang, at de kunne tænke sig at flytte på plejehjem. Samme indtryk efterlader nærværende dokumentar.
Kristeligt Dagblad har talt med instruktørparret Christian Jepsen og Mira Jargil om, hvad der har fået dem til at bruge tre år på at skildre de fem vestjyder, som dokumentaren tager udgangspunkt i.
”Vi har lavet dokumentaren for at vise nogle dilemmaer, som for mange af os bliver til virkelighed, men som der ikke findes entydige svar på,” forklarer Christian Jepsen.
I Tarm er Anders Kristensen i aflastning på Egvad Plejehjem, mens hans kone er på ferie på Rhodos i Grækenland. Hele deres liv har de rejst sammen, og Anders Kristensen støtter sin kones fortsatte rejselyst. Men opholdet på plejehjemmet, og i særdeleshed de mange demente, der bor på samme afdeling, fylder ham med frustration.
”Hvis jeg skal på plejehjemmet igen, så vil jeg skilles,” forklarer han til sin søn, der er på besøg.
Han besinder sig imidlertid, da sønnen minder om, at hustruen måske vil tage ham på ordet.
”Til døden os skiller” hedder dokumentaren. Men det er ikke kun døden, der skaber brud i de tre fortællinger. Det gør også plejehjemmet, som markerer begyndelsen på nye hverdage, der tilbringes adskilt.
Er titlen udtryk for en kritik? Ønsker instruktørparret at problematisere, at mange i dag nok får forholdet til at fungere i medgang, men at man har sværere ved at holde fast, når modgangen viser sig? Nej, lyder svaret fra begge. Dokumentaren er ingen samtidsanalyse og fælder ingen dom.
”Da vi begyndte at filme for tre år siden, var det ikke med en formodning, som vi forsøgte at få bekræftet, eller for at nå frem til et facit. Vi tager seeren med ind i personernes liv og de problemer, de møder, og vi håber at gøre folk klogere, men vi fortæller ikke, hvad de skal tænke og føle. Den ubehagelige erkendelse er jo nok, at vi ikke kan planlægge os ud af livet,” forklarer Mira Jargil.
Ønsket med dokumentaren har derimod været at skildre et miljø, der ikke ofte dokumenteres i bedste sendetid, og at nedbryde berøringsangsten over for emner, der trods deres almengyldighed ofte overses.
”Man kan godt sidde med en fornemmelse af, at vi som samfund ønsker at gemme de ældre af vejen, og at der hersker en forestilling om, at det stille liv i en lille jysk by ikke er godt tv. Den holdning deler jeg ikke. For de her mennesker er der i høj grad noget på spil,” siger Christian Jepsen, og Mira Jargil tilføjer:
”De tre fortællinger indgyder også håb, for de viser den styrke, vi mennesker besidder. De pårørende står med beslutninger, der kan fremstå ubærlige, men i de forsagte personer, vi følger, eksisterer en enorm resiliens.”