Prøv avisen
Seniorklummen

Forår og konfirmation hænger uløseligt sammen

Foto: Leif Tuxen

Det er lærkernes tid, og blandt dem er forårets konfirmander. For os alle gælder, at vort liv afhænger af, at vi dagligt bliver ”konfirmerede”

Det sker hvert forår. Jeg bliver grebet af forårseufori. Den var allerede brudt frem i min klumme i sidste måned. Og den er taget til i styrke. Så jeg fortsætter: Glæden lever i gentagelsens erindring og i nutidens oplevelse. Det ved enhver, som er kommet op i årene. Forhåbentlig. Jeg mener det med oplevelsen.

Jeg har for nylig haft fødselsdag. En god dag – i tilbageblikket med taknemmelighed, i fremblik med det håb, som sprænger alle grænser.

Men nu til det nærværende: Min fødselsdagsgave fra min hjertenskær var et tredages ophold på herregården Nørre Vosborg ved Vemb i Vestjylland. Det er en lille herregård af stor skønhed. I dag hotel, kursuscenter og kulturcenter med et rigt udbud af inspirerende oplevelser.

Man vågner om morgenen og tror ikke sine egne øjne: Det er snevejr! Men det er en skønhedsåbenbaring af hvide anemoner, som dækker jorden under de store træer lige udenfor. Det varer kun kort, så det gælder om at tage sansningen til hjerte. Glæden tåler aldrig opsættelse. Den gribes i øjeblikket. I hvert øjeblik.

Vi vandrer stilfærdigt omkring den righoldige morgenbuffet. Den byder på mange fristelser. Så jeg husker på et gammelt godt råd: Man skal passe på, når fristelsen kommer. Det er ikke sikkert, den kommer igen! Så jeg holder mig til, som det hedder på jysk.

Jeg bemærker, at lige på den anden side bordet står en ældre herre i samme tøvende eftertænksomhed som jeg. Det går op for mig, at det er Hans Edvard Nørregård-Nielsen. Vi giver hinanden hånd, jeg siger mit navn og møder et genkendende blik. En kort samtale kan rumme en fortættet rigdom. Vi har noget tilfælles. Jeg siger tak for den berigelse, det har været og er at læse hans storværk om Limfjorden. Og vi strejfer vores personlige livsforhold, og han udtrykker sin taknemmelighed for, at han ”får lov at være her lidt endnu”. Jeg drister mig til at fortælle det, for det beskedne udsagn spejler en livsstemning, som vi i senioralderen kender til. Og gør vi det ikke, er det på høje tide at blive kaldt ind i opmærksomheden.

Det er lærkernes tid – og blandt dem er forårets konfirmander. Fra mine mange år som præst husker jeg konfirmanderne som en glædesfyldt opgave og undertiden som en udfordring til mit temperament. Det tør jeg godt sige, tillige med en intenst nærværende sansning af mit eget 13-14 årige brydsomme sind. Der var et mylder af ubesvarede spørgsmål.

Hvert år møder ubetænksomme journalister frem med de samme tanketomme spørgsmål: Hvorfor vil du konfirmeres – er det på grund af gaverne og pengene – eller fordi du tror på Gud?

Det er et falskt alternativ. Det er visselig ikke ugudeligt at glæde sig over og til, at der er mennesker, som gennem fest og gaver vil give synligt udtryk for, at ”vi holder af dig”.

Det er lige netop det, enhver konfirmand trænger til at mærke og til at høre. I den forstand er vi alle – unge og gamle – konfirmander for Vorherre og for hinanden: Vort liv afhænger af, at vi dagligt bliver ”konfirmerede”. Det vil sige: Bliver bekræftede i, at vi ikke er alene i verden, overladt til os selv. Just derfor kan vi ikke undvære de store markeringer, dåb og konfirmation – ja, hver søndags gudstjeneste, som slår det fast med stærke hjerteslag: Du er kendt, og du er elsket.

På søndag skal jeg til gudstjeneste i Holme Kirke, hvor et af mine kære ni børnebørn, Anna, bliver konfirmeret.

Jeg kalder Højskolesangbogen nummer 268 og Salmebogen nummer 10 til vidne:

Det er lærkernes tid.

Ad usynlige gange

pile deres sange

gennem en luft,

som er sitrende blid, –

det er lærkernes tid.

Og sig det til hver fugl på jord,

og sig til alle englekor,

hvis sang livsaligst klinger,

at du med dem i væddestrid

vil prise Gud til evig tid

for ånde, røst og vinger!