Prøv avisen

Franske plejebørns danske historier kommer frem i lyset

Journalisten Aase Nørrung har samlet de bevægende barndomshistorier. Foto: Lars Aarø / Fokus

Fra 1945 til 1951 kom 21.000 børn fra de mest krigshærgede lande i Europa på rekreation i Danmark. Aase Nørrung har sat sig for at indsamle og formidle de nu aldrende franske plejebørns historier, før det er for sent

Luften er beklumret og indelukket i den lille kupé, der er beregnet til otte voksne. Nu er den fyldt af 15 piger. De sidder presset sammen på sæderne eller ligger på gulvet. Nogle er kravlet op i bagagenettet for at være lidt for sig selv. De kan sagtens være deroppe, for pigerne har ikke meget bagage.

Så er der en, som skal på toilettet. Hun prøver at komme ud ad døren, men ude på gangen er der pakket med passagerer. Hun kan ikke holde sig. Til sidst trækker hun bare buskerne ned, sætter sig på gulvet - og luften bliver endnu mere beklumret.

Sådan oplevede den nu 73-årige Mauricette Girardin sin første rejse til Danmark. Det var i 1948. Hun var bare seks år, da hun blev sat på toget i Paris med et papskilt om halsen og kurs mod København.

”Men vi var jo ikke forvænte, så vi klarede os,” konstaterede hun nøgternt, da hun sidste år sendte sin barndomshistorie til journalisten Aase Nørrung.

Aase Nørrung, der selv er 72, har i mange år skrevet om Frankrig og franske forhold og har netop udgivet hæftet ”Reddet af dansk mad og omsorg”. Det er på både fransk og dansk og handler om de franske krigsbørn, der i perioden 1946-1949 kom på rekreation i Danmark organiseret af Red Barnet.

Danmarks afdeling af Red Barnet blev stiftet i marts 1945, og da krigen få måneder senere sluttede, var organisationen sammen med Dansk Røde Kors klar til at hjælpe nogle af de millioner af børn, som led nød i de mest krigshærgede lande. Togvogne proppet med sultne og sølle børn fra Frankrig, Holland, Luxemburg, Italien, Norge, Polen, Ungarn, Østrig, og Finland rullede ind over den danske grænse, og mellem 1945 og 1951 kom 21.000 krigsbørn på tremåneders rekreationsophold i Danmark. Den krigshistorie er næsten glemt i dag, men Aase Nørrung har sat sig for at bringe den frem i lyset. I påskeugen var hun i Paris for at fortælle om plejebørnene i den danske kirke og på center for skandinaviske sprog ved Sorbonne Universitetet.

”Der var stor interesse både blandt de gamle, som kan huske det, og de unge, som aldrig har hørt om det. Hver gang jeg fortæller om det, møder jeg nogen, der vil dele deres oplevelser, og for mange står opholdet i Danmark stadig lyslevende i erindringen, selvom det er 70 år siden,” siger hun.

Selv kendte hun stort set intet til plejebørnenes historie før sidste sommer, hvor hun var i Paris for at skrive en artikel om fælleshaver til magasinet La France. I en af haverne tæt på Montmartre inviterede haveformanden, Gerard Chouchan, hende med hjem, og mens de to snakkede haver, lavede hans kone Cathrine Chouchan kaffe.

”Jeg har også været i Danmark,” sagde hun pludselig henne fra kaffemaskinen. ”Javel ja,” nikkede Aase Nørrung lidt fraværende og fortsatte havesnakken, for det er der jo så mange, der har. Men så hørte hun sang: ”Lisbeth, Lisbeth, åh, hvor er du sød og net, se på mig ret. Lisbeth, Lisbeth, åh, hvor er du sød og net!”. Jokums sang fra vaudevillen ”En søndag på Amager” på fejlfrit dansk!

”Hvor har De dog lært den?” spurgte hun forbløffet. ”Hos familien Svendsen ved Skive i 1947,” lød svaret - og så var Aase Nørrung tændt på historien.

Hjemme i Danmark kontaktede hun Skive Folkeblad, som skrev en artikel om Cathrine Chouchan og hendes ophold i Danmark. Det affødte adskillige henvendelser fra folk, der sagtens kunne huske Doktor Svendsen fra Jebjerg og hans familie, og på den måde kom Aase Nørrung i forbindelse med familiens to døtre, Ilse og Hanne, Cathrine Chouchans plejesøstre.

”Cathrine knyttede sig meget hurtigt til os og kaldte mine forældre for onkel og tante. Hun kom hurtigt efter sproget, og allerede efter en uges tid, kunne hun nogle danske ord. Måske ikke sprogets smukkeste. Hun var meget selvbevidst og fortalte alle, at hun var kommunist,” fortæller Hanne Borup Nielsen i hæftet.

Den lille franske kommunist kom til Danmark med Red Barnets særlige børnetog, ligesom den seksårige Mauricette Girardin og alle de andre krigsbørn. Efter den barske togtur var det rart at blive hentet af venlige mennesker. For Pierre Jans blev det til tre lykkelige måneder på Mors:

”Vi ankom efter en lang rejse og kunne endelig forlade toget meget snavsede og trætte. En eller anden råbte vores navne og afleverede os til den familie, vi skulle bo hos. Jeg blev overdraget til en meget smuk dame og en herre uden meget hår, som røg cigaretter og pibe: Karen og Aage Skov,” har Pierre Jans fortalt i sin beretning.

Pierre Jans har holdt kontakt med sin danske familie gennem fem generationer og er så nært knyttet til sine plejesøskende, at de inviterede ham med til at bære kisten, da deres mor, Karen Skov, døde.

”Han blev så bevæget, at han var lige ved at græde, da han fortalte mig om familien Skov i telefonen,” siger Aase Nørrung.

I datiden var der dog også kritikere, som mente, at Rationeringsdanmark hellere skulle bruge penge og kræfter på at hjælpe danske børn, men i de seks år det stod på, nød hjælpeprogrammet for krigsbørnene bred opbakning.

Det, som har gjort dybest indtryk på Aase Nørrung ved mødet med de aldrende plejebørn, er den medmenneskelighed, omsorg og venlighed, de oplevede fra vildt fremmede mennesker i et fremmed land, Danmark. For mange gav det en ballast for livet. Da hun spurgte Pierre Jans, hvad han havde fået ud af at kende familien Skov, gav han et på én gang stort og simpelt svar: ”Jeg lærte at blive et ordenligt menneske, og at man kan skal være god mod hinanden,” sagde han.

”Vi kunne måske lære noget af de plejefamilier,” siger Aase Nørrung. ”De åbnede frivilligt deres hjem for fremmede børn og behandlede dem som deres egne. De hjalp børn, som havde måttet kæmpe for at overleve, og som måske havde været vidner til frygtelige ting. De gjorde det ud fra en humanistisk og medmenneskelig grundindstilling uden at få penge for det eller spørge om, hvad de selv fik igen,” siger hun.

”I dag har vi vænnet os til at betale os fra alting, når vi skal hjælpe. Vi har for travlt, og vi er for trætte, når vi endelig har fri, til at tage os af nogen, som ikke hører til vores nærmeste venner og familie.”

Aase Nørrung er selv blevet så optaget af plejebørnene, at hun fortsætter med at tage imod deres historier, når de henvender sig. Hun har besluttet at lave en hjemmeside med dokumentation - måske også for andre nationalgrupper end de franske børn.

”Det kræver selvfølgelig en indsats, men jeg har besluttet at bruge den tid, det kræver, og jeg behøver ikke tjene på det. Det er nu, historierne skal indsamles. Om fem år er det er for sent,” siger hun.

Mange af historierne er dog svære at skaffe, fordi de fleste plejebørn rejste hjem igen. Men ikke alle. Mauricette Girardin, der som seksårig sad betuttet, klemt inde mellem 14 andre piger i den ildelugtende togkupé, bor i Danmark. Selvom hun i første omgang måtte tage toget tilbage til det børnehjem, hun kom fra, var det kun for en tid: Mauricette blev adopteret af de plejeforældre, som hun allerede efter få dage havde kaldt far og mor.

De franske plejebørn indgik i de danske familier på lige fod med familiens egne børn. Her er det en dansk piges poesibog, hvori en fransk pige har skrevet. Foto: Lars Aarø / Fokus