Prøv avisen

Fremtiden begynder nogle gange, før vi aner

På Askov Højskole mødte Helle Arnfred mennesker og store tanker, der påvirkede hende dybt. Foto: Michael Drost-Hansen/Polfoto

Nogle mennesker bliver præget for altid af tidlige ungdomsoplevelser. For forhenværende højskolelærer og medforstander Helle Arnfred kom et ophold på Askov Højskole til at bestemme indhold og retning for resten af hendes liv

Foredragssalen er propfuld af unge. Der er flere end 300 elever på Askov Højskoles nye hold. Udenfor rusker novemberblæsten, og det regner koldt. Indenfor er luften fuld af forventning. Om lidt skal de nye elever høre deres livs første højskoleforedrag. Året er 1955, og forstanderen er Knud Hansen, der for to år siden har afløst sin navnkundige forgænger, J. Th. Arnfred (1882-1977), som kaptajn her på højskolebevægelsens flagskib i Askov i Sydjylland.

Mellem tilhørerne sidder den 18-årige Helle Taudorf. Hun er lige blevet student og er kildrende spændt på alt det nye, som skal ske. Og det har hun god grund til, for opholdet på Askov Højskole vil blive afgørende for resten af hendes liv. Hun ved det bare ikke endnu.

”Jeg havde sommerfugle i maven. Jeg længtes så forfærdeligt efter at komme hjemmefra, og jeg glædede mig sådan til at være sammen med en masse andre unge uden at have mine forældres øjne i nakken hele tiden,” husker Helle, som i dag hedder Arnfred og fylder 80 år i næste uge.

Siden den novemberdag i Askov, har højskolen præget hele hendes tilværelse. I 1960’erne og -70’erne var hun lærer på Vallekilde og siden Brandbjerg Højskole, og fra 1975 og 22 år frem var hun medforstander på Herning Højskole, hvor hun grundlagde en etårig dramalederuddannelse – den første af sin art i Danmark.

Hun har uddannet flere end 700 dramaledere til at arbejde med krop, bevægelse og improvisation som en integreret del af teater på måder, der dengang var nye og provokerende.

En stor hvid hest lytter med fra yuccapalmen i hjørnet af stuen, mens Helle Arnfred fortæller om drama og teater. Den er lavet af maskemageren Jens Kirkedal Jensen, som hun gennem mange år havde et kreativt samarbejde med. Selvom den er af papmache, ser den ud til at drømme om en galop rundt i teatersalen på Herning Højskole eller på hvilken som helst anden scene.

Men den må blive og passe sin tjans som blomsterstøtte. Helle Arnfred har lagt teater og drama bag sig. I sit otium har hun i stedet helliget sig den mundtlige fortælling, som hun tit og gerne optræder med i sognehuse, på fortællefestivaler og højskoler – men det kræver hverken hest eller andre rekvisitter.

Uden for vinduerne ligger vintertågen tungt over det østjyske landskab ved Svejstrup uden for Ry, hvor Helle Arnfred nu bor. Et sted på den anden side af hækken ligger Mossø og længere borte Ejer Bavnehøj, men udsigten lader sig end ikke ane i tågen.

Den første dag på Askov havde hun heller ikke nogen anelse om, hvad højskolen skulle komme til at betyde for hende, og hendes forventninger til den kunne ligge på et lille sted. Hendes far mente, at højskolen var spild af tid. Hendes mor og mormor, derimod, talte evig og altid om højskoleliv og om den fantastiske Askov-forstander Arnfred. Ind til dén novemberdag på Askov syntes hun, deres snak lød højtravende på en måde, hun ikke kunne lide.

Med et blev der stille i salen. Foredragsholderen stod på talerstolen. Det var slet ikke Knud Hansen, for han var på rejse i USA, men derimod hans hustru, Ellen Grønlund, en fyndig dame, der slet ikke levede op til fordommene.

”Man kan altid gå den lige vej,” sagde Ellen Grønlund. ”Men på den hovedvej vil vi ikke gå her på Askov. Vi vil tage de små sideveje og sidevejenes små stier, for det er dér, livet og livskundskaben befinder sig.”

”Det sendte en chokbølge igennem mig,” husker Helle Arnfred. ”Der var slet ikke noget højstemt over hende. Hun talte ligefremt og uden dikkedarer, og hendes tale gjorde dybt indtryk på en måde, jeg næsten ikke kan forstå i dag. Jeg hungrede sådan efter noget, der ikke var tør, udvendig skolelærdom, og den dag mærkede jeg instinktivt, at det ville jeg finde her.”

På Askov mødte hun mennesker og store tanker, der påvirkede hende dybt. Hun blev venner med en lille gruppe teologistuderende på sit hold. De fortalte begejstret om de tre store Aarhus-teologer Sløk, Løgstrup og Lindhardt og deres tanker.

Det inspirerede hende til at læse teologi i København efter højskolen, men hun blev skuffet over, at det handlede mere om kirkehistorie og mindre om tro og eksistens, end hun brød sig som. Derfor skiftede hun fag og blev cand.mag. i dansk og gymnastik.

På højskolen fulgte hun også andre spor, som fik betydning: Hun begyndte at spille teater, og lige før jul var hun Maria i ”Et julespil” af dramatikeren Finn Methling.

”’Se stjernen!’ skulle jeg sige, da Jesus var født – og publikum så virkelig stjernen. Det fortalte mange mig bagefter. Der gik det op for mig, at jeg havde en særlig indlevelsesevne og faktisk kunne få andre til at se det, jeg så. Jeg forstod også, at det var noget, jeg skulle arbejde videre med, men jeg vidste endnu ikke hvordan,” fortæller Helle Arnfred.

En af dem, der i mere end en forstand så stjernen den aften, var den gamle forstanders søn, Knud Arnfred. Han var en genert og lidt indesluttet ung mand og lærer på Jaruplund Højskole.

Helle Taudorf sad hver dag til middagen i spisealen ved siden af hans far, den gamle J. Th. Arnfred, der stadig underviste højskoleleverne i filosofi. Både Arnfred og hans hustru, Karen, var glade for den unge, tænksomme københavnerpige, og det var gensidigt.

”Arnfred var et meget særligt menneske, og han har betydet meget i mit liv. Han var til stede på en måde som ingen andre, jeg havde mødt, og da han blev rigtig gammel, var han virkelig vis,” fortæller Helle Arnfred.

”I skolen havde jeg bare følt, vi blev pumpet med ting, vi skulle indlære og huske mere eller mindre mekanisk. Hos Arnfred og også hos Knud Hansen var det noget helt andet. De lyttede til os, som om det, vi sagde, var virkelig vigtigt, og jeg følte mig værdsat på en måde, jeg aldrig havde oplevet før,” siger hun.

Kort efter julespillet inviterede fru Arnfred frøken Taudorf og to af hendes veninder på te i privaten en dag, hvor sønnen Knud var hjemme.

”Vi sad i den her sofa.” Helle Arnfred klapper på sædet under sig. Det stilfulde støvetblå sofaarrangement er arvegods fra svigerforældrene.

”Men Knud ville ikke sidde. Han stod bare bag sofaen og bakkede på sin pibe. Kom nu og sæt dig, sagde hans mor. Det ville han ikke. Men så læg en plade på! Du er jo så glad for Bach. Så gjorde han det. Men han satte sig ikke.”

”Jeg syntes, det var ret pinligt. Han var oldgammel, 26 år. Jeg var i hvert fald ikke interesseret, og jeg så hans mor som en anden Kirsten Giftekniv,” siger Helle Arnfred.

Efter højskolen rejste hun tilbage til København og begyndte at læse på universitetet. Det gjorde Knud Arnfred også, så de løb jævnligt på hinanden. Det endte med et frieri.

Trods den kejtede begyndelse blev det til en dyb, kærlig, gensidig og varm relation, som varede i næsten et halvt århundrede indtil Knud Arnfreds død i 2008. De fik ikke alene fire børn og næsten 50 års ægteskab sammen. De fik også et langt fælles højskoleliv, hvor de introducerede flere tusinde unge til den særlige skoleform, som Helle Arnfred selv blev grebet af den novemberdag i Askov.

Foto: Michael Drost-Hansen
Foto: Michael Drost-Hansen