Prøv avisen

Gamle er på sproglig fremmarch

"Du kan bare kalde mig en gammel mand med stor livserfaring," siger Ole Taagely, der insiterer på at være gammel og ikke ældre. Foto: Søren Staal.

Gammel, grå og trist? I takt med, at ældre danskere får et bedre helbred og en aktiv pensionisttilværelse, opstår en modstand mod at blive kaldt netop ældre. For gammel er godt

78-årige Ole Taagely er en glad og ikke mindst gammel mand! Han er træt af konstant at blive kaldt "ældre", for han er gammel, og det er et kvalitetsstempel, det har taget ham et liv at opnå.

"Det giver misforståelser hele tiden at kalde folk 'ældre'. Ældre end hvem? Det er sprogligt forkert, og det kan da godt være, at jeg er gammel og pernittengryn, men der er ingen substans i at være ældre. Der er til gengæld masser af substans i at være gammel. Man har opnået erfaring og livsvisdom, og når man i dag bare kalder alle ældre, får man ikke det med. Det opponerer jeg imod," siger Ole Taagely, tidligere officer og virksomhedsrådgiver.

Ifølge Ole Taagely er brugen af ældrebetegnelsen både tegn på sprogligt forfald og en forfladigelse af de værdier, gamle kan tilbyde.

Og det er Margrethe Kähler, ældrepolitisk konsulent i Ældre Sagen, enig i. Men hun tilføjer, at det ud fra hendes erfaring stadig er størstedelen af de ældre, der helst vil kaldes ældre.

"Man vil bare ikke dømmes på sin alder og få sådan en aldersetiket lige i panden. Man vil ikke lukkes ude af det gode selskab, der i vores samfund bliver forbundet med ungdommen," siger hun og fortsætter:

"Det er svært at vaske de negative associationer af ordet 'gammel'. Men der er de her progressive foregangstyper, der siger: 'jamen altså, nu er jeg højt oppe i årene, og jeg betragter mig selv som gammel, men jeg er gammel og værdifuld!'. Og de vil gerne have deres livserfaring i spil og anerkendt i samfundet," siger hun.

Torben Juel Jensen, lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, er enig i, at det er grammatisk rod at bruge "ældre" i flæng, og at den stigmatisering, der ligger i ordet gammel, ikke har nogen sproglig berettigelse.

"Der kan sagtens være en masse gamle, der gerne vil kaldes gamle. Det er en modreaktion, et opgør med den negative værditillæggelse, der er af ordet. Vi er gamle, og gammel er godt!", siger han.

Margrethe Kähler mener, at det i høj grad er gamles bedre helbred, der har betydning for, at man ikke længere vil parkeres i den sproglige kategori "ældre" eller "pensionister". Mange gamle har i dag en selvstændig og aktiv tilværelse, og det giver et yngre selvbillede.

"Én eller to generationer tilbage var ældre mennesker meget mere accepterende over for at få en mere ydmyg placering i det sociale hierarki. Men nu er uddannelsesniveauet steget, man har fået bedre helbred, holder sig i form, og man bliver længere på arbejdsmarkedet. Derfor har man større tilbøjlighed til at sige: 'jeg er da lige så god, som jeg altid har været'," siger hun.

LÆS OGSÅ: Senior, ældre eller gammel?

Christine E. Swane, direktør i EVG – Ensomme Gamles Værn, ser også en tendens mod, at man som gammel insisterer på at anerkendes for, hvad man har opnået i kraft af sin alder.

"At stå ved, at man er gammel, er at vedkende sig sit livsløb. Man har særlige kvaliteter som for eksempel evnen til at prioritere og en omtanke, der kun kommer med erfaring. Alderdom lyder i manges ører som forfald og sygdom, og det vil man selvfølgelig have sig frabedt. Men måske begynder samfundet nu at få øjnene op for de ressourcer, gamle har at tilbyde, fordi det er samfundsøkonomisk nødvendigt," siger hun.

Det er især den hastige teknologiske udvikling, der de seneste årtier har frarøvet de ældre generationer dens plads som samfundets vidensbank. Men ifølge både Christine E. Swane og Margrethe Kähler er den tendens ved at vende, og værdier som erfaring og sammenhængskraft i familien bliver igen mere vigtige.

Torben Juel Jensen påpeger, at ungdomsdyrkelsen da også er et relativt nyt fænomen og et fænomen, der langtfra har vundet udbredelse over hele verden.

"Det er et generelt træk i Vesten at dyrke ungdommen. Det er et prestigetab at blive gammel. Men sådan har det jo ikke altid været. Førhen spurgte man samfundets ældste til råds, og jeg kan forestille mig, at 'en mand i sin bedste alder' i 1800-tallet har betydet en mand, der i hvert fald var over 50 år," siger han.

78-årige Ole Taagely mener under alle omstændigheder, at det er værd at være opmærksom på, hvilke værdier der tillægges det at være "ældre" eller "gammel".

"Der er et liv til forskel, måske flere liv og mange årtier til forskel. Man skal have lov til at være gammel. Mange ældre forsøger at gøre sig yngre, og de kæmper krampagtigt for at leve op til et ungdomsideal. Men det er et privilegium at være gammel, hvis man får lov. Og hvis man får lov til at levere sine erfaringer videre til dem, der kommer bagefter," siger Ole Taagely.

julie.hansen@k.dk