Hvornår er man rigtig gammel? ”Jeg er jo tusse-gammel”, siger mange ret friske og glade voksne i spøg.
For nok er tallene på dåbsattesten fra en tid, der efterhånden er fjern, men helbredet fejler jo ingenting. Man kan spøge med alderen.
Det er der nogle mennesker, der kan blive ved med højt op i halvfemserne, mens andre finder andet at tale om. Min søde tante Karen, der blev næsten 101, affærdigede altid med et smil sin høje alder.
Det var ikke værd at spilde tid på at snakke om den, og min gamle tante fra min barndom sagde alvorligt, at man bestemt ikke talte om en dames alder, hvis jeg dristede mig til at nærme mig spørgsmålet om hendes næste fødselsdag.
Men hvordan er det egentlig at være blandt de ældste i et samfund? Hvilke tanker gør man sig, hvad drømmer man om, og hvad er drivkraften?
For nogen tid siden læste jeg en fin artikel i New York Times, som jeg ikke kan glemme, om de allerældste. Det er gruppen af ældre fra 85 år og opad. Og den gav sådan et forstående, klogt billede af nogle af de virkelig gamle og deres tilværelse og tanker i livets sidste fase.
De ældste gamle er den gruppe i hele den vestlige verden, der vokser hurtigst. Vi ved det jo godt, statistikkerne fortæller os, at vi bliver stadig ældre, men alligevel er disse ældste gamle ikke nogle, man ser meget til.
Livet foregår ofte på plejehjemmene, og for dem i egen bolig kan det være en stor opgave at komme udenfor hver dag.
Men her i artiklen fik en lille gruppe i slut-firserne og halvfemserne et talerør, så man fik en fin fornemmelse for, hvad de tænker og føler, og hvordan deres hverdag ser ud. De var ikke alle sammen friske, nogle havde svært ved at bevæge sig frit og kom netop derfor ikke ret meget ud.
Men hvad fik dem til alligevel at stå op hver morgen? Sammenfattende kan man vist sige: en vis nysgerrighed.
De håbede ikke alle sammen på at leve, til de blev 100, men i hvert fald en enkelt af de beskrevne havde så godt et helbred, at hans læge havde sagt, at han nok blev 120. Den var han bestemt med på!
En dame synes egentlig, hun havde oplevet nok og levet længe nok, nu var hun blevet 91.
”Hvad er det gode for mig ved at leve endnu længere,” spurgte hun retorisk, og fortsatte så: ”Mit barnebarn”, og hun fortalte, at når hun tænkte på den teenageknægt, så var hun klar til at dele hans glæde over alt det, han fik udrettet i sin skole. Så længe som muligt.
De allerældste har ikke en dagligdag med arbejdsstress og familieforpligtigelser, men alligevel lader det til, at de finder både mening og fornuft i at blive lidt længere her på Jorden.
Fælles for alle dem, der var beskrevet i artiklen, var, at de sent i deres liv havde været ude for pludselige forandringer. Uforudsete og drastiske.
Det drejede sig for eksempel om tabet af en ægtefælle eller en pludselig opstået smerte, der viste sig at være en sygdom. Livet går meget stærkt i begyndelsen og i slutningen, var en af de gamles indsigtsfulde kommentarer.
”Man synes, det hele er så godt,” forklarede en ældre herre. ”Og pludselig fra det ene øjeblik til det andet er ens livssituation totalt forandret. Det drømte man ikke om.”
Nogle af de gamle boede i egen lejlighed, andre var kommet på plejehjem. To savnede sex, andre talte mest om de venner, de havde mistet.
De havde alle sammen begravet søskende, forældre og nære venner, og flere havde mistet ægtefællen.
Verden havde forandret sig i deres levetid, de kunne huske 1930'ernes depression og Anden Verdenskrig, sort-hvid fjernsyn og hele den teknologiske udvikling, men ikke mange af dem havde nogen at fortælle alt det til. Det var en fælles sorg.
Der var ingen af de omtalte gamle, der havde troet, at de skulle blive så gamle, og der var heller ingen af dem, der havde opskriften på, hvordan man bliver det.
Tættest kom en af de mest raske, der sagde: ”Gør noget hver dag, der gør dig glad.”
De voksne børn var - til min overraskelse - ret fraværende for mange af de allerældste. Og det var ikke bare fordi, de gamle ikke kunne huske børnenes seneste besøg.
En 92-årig dame der bor på plejehjem, sagde lidt spøgefuldt, at rollerne nu var byttet om. Hun havde hundset med sin datter, nu var det datterens tur til at hundse: ”Jeg fortæller hende altså ikke alt. Nogle gange har jeg nemlig ikke fået bevæget mig så meget, som hun vil have.”
Flokken af de allerældste er lige så forskellige, som mennesker er på ethvert andet trin i livet, men for mig var det rørende at læse om netop denne gruppe, der er i gang med livets sidste år. Og for de allerflestes vedkommende var de det på en meget både nøgtern, håbefuld og positiv måde, selvom nogle var skrøbelige.
Ethvert liv indeholder sorger, men den beskrevne gruppe gamle var også forventningsfulde og havde tid til pjank.
”Der er måske noget lige rundt om hjørnet, som venter på mig,” sagde en af herrerne, der håbede, det var en kvinde, som han kunne få lov til at klappe bagi!