Lotte Kirkeby Hansen: At familien er under opbrud, nedbrud eller sammenbrud, er en påstand, som alverdens medier ynder at bringe til torvs. Skilsmisseprocenten fortsætter sin himmelflugt, vi kan ikke holde sammen på hinanden, vi parkerer vores børn i vuggestue og vores forældre på plejehjem, og generationerne bliver spredt for alle vinde. Og det gode spørgsmål bliver således, om vi overhovedet gider hinanden længere?
LÆS OGSÅ: Du skal ikke kopiere andre
Eller om løbet er kørt, om vi er kommet så langt fra hinanden, at det kun er de allermest smidige forundt at skræve over generationskløften? Hvis en sådan altså overhovedet findes.
Bjarne Hastrup ser ikke nogen som helst kløft, men i stedet en usynlig kontrakt mellem generationerne, en solidaritet, som ligger der som en mørk energi, som egentlig blot skal aktiveres. Selv vil både Hertz og Hastrup godt sætte deres underskrift på generationskontrakten. Faktisk hellere end gerne. De har fulgt deres forældre og svigerforældre tæt og har i det omfang, tiden tillader det en solid krog i både børn og børnebørn.
Bjarne Hastrup: Vi har fundet en anden model hjemme hos os end den, jeg selv voksede op med, for jeg tror egentlig, jeg ville have svært ved at modtage både praktisk hjælp og personlig pleje fra mine børn.
Det er det for følsomt til, synes jeg. Men jeg mener ikke, at det gør generationskontrakten mindre stærk, for det handler jo ikke kun om det praktiske. Da min svigerfar havde det dårligt, men stadig boede hjemme, tog min kone, der dengang arbejdede halvtids, over til ham og hentede alle hans skjorter, vaskede og strøg dem og købte mad til ham, ligesom hun gjorde for sin mor. Det var en praktisk gerning fra hendes side og samtidig en kærlighedsgerning: Hvad kan jeg gøre for min far og min mor? Hvis jeg gør det her, så bliver det måske en lille smule bedre.
Lone Hertz: Jamen, Bjarne, jeg tror da for eksempel også, at de fleste af os har købt ind for vores forældre, når de ikke længere kunne selv. Hele perioden op til min mors død, hvor hun smuldrede, hvilket faktisk var i hendes tre-fire sidste år, var jeg der stort set hver dag.
Og jeg ringede da dagligt. Det skulle bare mangle. Jeg kunne slet ikke undvære at tale med mine forældre. Da min fars død nærmede sig, kunne jeg desværre ikke være der så meget, men dengang var min søster Helle og jeg så heldige, at vores storesøster, Lis, kom op fra Spanien og boede hos vores far det sidste halve år, så der hele tiden var nogen hos ham. Det var en glæde og tryghed for os andre. Vi var begge taknemmelige for det. Og jeg synes, at vi alle tre har gjort, hvad vi kunne. Men jeg vil gerne understrege, at vi ikke kan forvente, at vores sønner og døtre skal kunne gøre det samme for os med det arbejdspres, der ligger på dem.
Derfor blev jeg også dybt rørt, da jeg her for nylig selv blev indlagt med udrykning, og min søn Steen stod på hospitalet, før jeg næsten selv nåede frem. Jeg tror, han var lidt rystet ved at se mig, for jeg talte sort. Det viste sig heldigvis, at det ikke var alvorligt. Jeg havde ikke den hjerneblødning, som hospitalet frygtede. Men jeg kunne da mærke, at det gjorde indtryk på min søn at se mig i den der hjælpeløse situation, hvor vi begge var i afmagt. Da jeg slog øjnene op og så ham, kan jeg huske, at jeg tænkte: Åh, gudskelov, Steen er her, så elsker han mig, og så fløj jeg bort igen. Det var dejligt.
Men der er jo ellers ingen, der kan redde en, når man bor alene. Jeg har skrevet alle de der numre op, 112 og hvad de nu hedder. Tallene står på mit nærmeste møbel ved sengen, med min telefon ved siden af og en brødkniv under puden. På den måde prøver jeg at gardere mig, hvis der skulle ske mig et eller andet. Jeg håber kun på, at jeg når at ringe, før bevidstheden skrider.
Jeg kan nemt ligge der i flere dage, for ingen vil savne mig i den første tid. Man er virkelig uden redning, når man lever alene og også driver soloforretning.
Lotte Kirkeby Hansen: Hvordan finder man plads i hinandens liv, hvis tiden er knap og den geografiske eller følelsesmæssige distance er for stor?
Lone Hertz: Det er vigtigt at forsøge at lave nogle vadesteder, nogle oaser, hvor man siger: Her stopper vi op samtidig, hele familien, her prøver vi at få nogle fælles oplevelser. Det gør vi, selvom vi virkelig er mennesker, der altid ligger vandret i luften. Vi prøver eksempelvis at lave nogle familiedage, hvor vi går i biografen sammen og tager de børnebørn med, som kan klare mosten med alt det skyderi, der er i filmene nu. Jeg kniber konstant øjnene sammen og er nok den, der er mest bange. Filmvalget er som regel ikke min stil. Bagefter spiser vi så på en eller anden ikke for dyr restaurant. Eller også er vi hjemme hos min søn og min ny svigerdatter, Stine, som er blevet en bonusdatter af karat. Dejligt. Eller også går turen til min datter og svigersøn Kurt, som er mig en kær ven. Vi morer os meget sammen. Han er journalist. Og han giver hadegaver, hvad jeg hader. Og han elsker at lave quizzer, hvad jeg virkelig også hader, for jeg har absolut ingen paratviden om sport, film og popmusik. Og så spiller vi kongespil med de der pinde, og der er jeg en ren klodrian. Jeg er til moro for alle og en frygtelig hæmsko for holdet. Men det er der ikke noget at gøre ved. For jeg er med. Det er det, der tæller. Man må gå ind i det, hvis man vil være sammen. Og det vil vi. Jeg drømmer om, at hele familien ligesom Bjarnes gør det en dag kan rejse ud sammen. Vi har gjort det én gang, i en uges tid, men en rigtig langtur med børn og børnebørn, gerne til Indien med rygsæk, kunne være lykken. Men det er der desværre ingen af de andre, der vil, så det bliver nok ikke til noget. Vi kunne også besøge min datter i Libanon, som nu venter sit første barn med min libanesiske svigersøn, Wissam, et vidende, ansvarsfuldt menneske, som heldigvis har samme lune som mig, og som er blevet adgangsbillet til en ny og anderledes verden. En familierejse derned ville være lykken!
Bjarne Hastrup: Jeg tror, man i fremtiden kommer til at tage sig tid til at være sammen på anden vis. Lad os spole tiden frem til 2050. Så er tilbagetrækningsalderen mellem 70 og 75 år. Til gengæld lever man ikke, til man er 80-85 år, men til man er 85-90 år. Så når vi taler om at finde plads til hinanden, generationerne imellem, er det for mig helt afgørende, at arbejdsmarkedet forsøger at indrette sig på en sådan måde, så de her forskellige generationer får noget fritid indbyrdes. Og vi kommer jo til at leve fire generationer sammen om nogle få årtier!
Artiklen er et uddrag fra bogen Det mangfoldige liv Hastrup og Hertz om alder, der udkommer på Kristeligt Dagblads Forlag på torsdag. Bogen anmeldes senere i avisen.