Prøv avisen

Åhh, hvad er det nu, han hedder?

De navne som vi bruger ofte, forsvinder ikke. Børn og børnebørns navne og tætte venner og families navne er lette at huske, men navne vi sjældent bruger, er sværere at huske. Foto: NIMA STOCK

Når navne, som vi kender så godt, alligevel gemmer sig og er svære at få frem lige midt i en samtale, må vi give hinanden lidt tid

”Det, der var så morsomt, var, at han… du ved… åhh, hvad er det nu, han hedder. Du kender ham så godt. Han har skrevet den der bog, hvad er det nu dens titel er. Åhh jeg læste den lige for nylig, den handler om ham, hvad var det, han var, han var sammen med hende… Åhh hvor det irriterer mig, du ved, hvem jeg tænker på …”

Ja, ikke? Det har de fleste af os vist prøvet. Navnene, som vi synes, vi kender så godt, bliver væk midt i en samtale. Man vil lige fortælle om ham eller hende, og det passer så fint ind i forløbet, men navnet, hvor blev det nu af? Hvorfor kan jeg ikke lige komme på det?

Og så er det, at en af mine gode bekendte, hvis han kommer ud for det, siger: Giv mig lige et døgn! Det er en fremragende sætning, synes jeg. For der sker jo også det for de fleste af os, at navnet dukker op efter lidt tid. Måske går der timer, måske bare nogle minutter.

Men i mange tilfælde er det for længst dukket op, når der er gået et døgn.

Men hvad er det egentlig, der sker for mennesker, som igennem mange år snildt kunne huske navne, men som nu pludselig må lede efter dem?

Læger, jeg har talt med, siger, at de navne, vi bruger ofte, de forsvinder ikke. Vi kan huske børn og børnebørns navne, vi kan huske nære venners og families navne, men navne, der sjældnere er i brug, er længere væk og sværere at kalde hurtigt frem.

Hvad var det nu, han hed, den skuespiller, eller den forfatter eller den fælles bekendt fra for længe siden? Det er navne, man ikke bruger ret ofte, og derfor glider de i baggrunden.

Seniorkonsulent, aldringsforsker, forfatter og foredragsholder, dr.med. Henning Kirk har arbejdet med ældres forhold i hele sit voksenliv, og han siger: ”Et navn er i princippet noget volapyk for hjernen. Hanne og Jørgen er i virkeligheden meningsløse ord, medmindre der er erindringer og minder knyttet til personen.”

En god bekendt sagde altid, at ”computeren er fuld”, når talen faldt på navne, det var svært at huske. Ældre mennesker har lagret så mange navne, at der ikke er ret god plads til flere, sagde han, og så tager det lidt tid lige at finde det korrekte frem.

”Ja,” supplerer Henning Kirk, ”det er rigtigt, at vi med alderen akkumulerer et kæmpe register, i takt med at vi har lært flere og flere personer at kende. Så fortvivl ikke, hvis et navn er smuttet, det er ikke et udtryk for, at man er på vej til demens. Det er helt normalt.”

Men Henning Kirk medgiver, at det kan være voldsomt irriterende.

Der er navne, vi har let ved at huske, også navne på mennesker, der ikke står os nær. Henning Kirk forklarer: ”Når der er følelser med i spillet, så husker vi navnene, vi husker for eksempel onde mennesker, Hitler husker man, og vi husker også morsomme mennesker, og i det hele taget store figurer i kulturhistorien og fra medieverdenen. Jo flere følelser, der er involveret, jo bedre sidder det fast.”

Henning Kirk skriver om problemerne med navnehukommelsen i sin seneste bog ”En kort guide til et langt liv”, for det er et tilbagevendende spørgsmål for folk i en moden alder.

Yderligere, forklarer han, er et navneord mere abstrakt end et udsagnsord for vores hjerne.

Mennesker, der udvikler demens, glemmer navneord, men ikke i samme grad udsagnsord. Det mener man er fordi ord som spise, stå, ligge, løfte og så videre er relateret til kroppen og dens bevægelser, og de er mere solidt forankret i hjernens netværk.

Henning Kirk er enig i, at det glemte navn som regel dukker op efter en latenstid. For vores ”søgemotor” i hjernen arbejder på det, og den arbejder også om natten, så måske skal man sove på det.

Derfor er ”giv mig lige et døgn” faktisk en rigtig god idé. Og så må man jo ringes ved eller sms’e, når resultatet foreligger.