Prøv avisen

Glæden ved at modtage brev

Vi sender færre breve, og derved er det gået i glemmebogen for mange, hvilken glæde et personligt brev kan sprede

Vi er stadig i den lange januar måned, og det er kun tre-fire uger siden, vi fejrede jul og nytår. Stakken med jule-og nytårsbreve ligger måske endnu i brevkurven. De fortæller mig, at jeg ikke er alene i verden. Der er mennesker i den nærmeste kreds, som jeg ofte ser og taler med, og der er venner og bekendte, som jeg har livshistorie til fælles med mange år tilbage. Måske vi kun hører fra hinanden gennem det årlige julebrev, og hvor er det godt at blive bekræftet i, at vi ikke har glemt hinanden.

Jo ældre vi bliver, desto mere betyder sådanne breve. Synes jeg.

Brevene har gennem de senere år antaget nye skikkelser. Vi nøjes ikke med at sende et julekort med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår, men vi skriver en slags årsberetning, som udgår i kopieret form til en større eller mindre kreds, alt efter hvor mange vi er på julebrev med.

LÆS OGSÅ: Posthuset er flyttet ind i supermarkedet

Det sidste nye i udviklingen er en mail med vedhæftet fil, så man selv kan udskrive brevet. Jeg indrømmer, at jeg lige skulle pudse brillerne lidt, om det hele nu ikke blev en smule for mekanisk. Men så besindede jeg mig og rådførte mig med mig selv: Hvorfor egentlig? Og så i disse tider, hvor postvæsenet ikke er, hvad det tidligere var

Jeg ved godt, at der er dem, der mener, at de rundsendte fællesbreve er for upersonlige. Jeg indrømmer, at der går en dimension tabt, når et brev ikke længere er et personligt, håndskrevet brev, rettet alene til det menneske, der modtager det.

Men fællesbrevet har sine fordele, og der kan tilskrives personlige hilsener, som kan bevirke, at modtageren både føler sig set og husket og ikke blot er en del af mængden. Summa summarum: Jeg er glad for alle de breve, jeg har modtaget, hvad enten de nu er skrevet alene lige til mig, eller jeg har andre taknemmelige medlæsere.

Dog er der breve, som har en særlig karakter, der bevirker, at de hverken kan skrives eller sendes via computeren. Det er lykønskningsbreve til mennesker, hvor den store, måske helt uventede lykke har holdt sit indtog. Eller det er brevet til et menneske, som er ramt af en dyb sorg over at have mistet en ægtefælle, et barn eller en god ven. Så slår tryksværten ikke til, for nu skrives der med hjerteblodet, og det løber fra hjertet gennem pennen ned på papiret. Eller det er kærlighedsbrevet til den elskede. Hvem har ikke modtaget sådanne breve, har læst dem igen og igen og har gemt dem i hjertets fortrolighed. Til trøst og til glæde.

Der er så mange slags breve. Breve, der ventes med længsel og forventning, og breve, som man gruer for, at de skulle indeholde en besked, som det ikke er til at bære. I min studietid var jeg ferieafløser som postbud i min hjemby. Det var, før man skulle aflevere posten i en kasse, opsat ved vejsiden. Man gik ind i bryggerset, bankede på døren, råbte ind: Det er posten og lagde Kristeligt Dagblad, Jyllands-Posten og eventuelt breve.

Undertiden var man ventet. Har du brev med i dag? Og jo, i dag kom det ventede brev. Sådan husker jeg et ældre ægtepar, Karen og Marinus. De havde en nær slægtning ind i Amerika, som de sagde. Og nu var der brev fra ham, endelig. En højtid bredte sig i køkkenet, og no ska do ha di kaffe, lød det. Og brevet blev læst, dele af det højt, så budbringeren kunne få del i glæden. I erindringen ser jeg dem sidde ved bordet med brevet. Og jeg tænker ved mig selv, at der er en særegen skønhed over et par gamle mennesker, som glæder sig sammen.

Det er ikke for sent at fatte et nytårsforsæt. Jeg har besluttet, at jeg i dette Herrens år 2013 vil skrive flere personlige breve. Der er ingen grund til at vente til det store fællesbrev til næste jul og nytår.

Søren Kierkegaard har sagt, at Det Nye Testamente skal læses som brevet til den elskede. Det betyder, at det skal læses til inderlig tilegnelse som Guds kærlighedserklæring til ethvert menneske, og ethvert menneske er altid hin enkelte, du og jeg.

Kristus er Guds kærligheds udtrykte billede. Det har brevskriveren Paulus sagt så stærkt og klart, at det aldrig kan glemmes. Læs hans Første Brev til Korintherne, kapitel 13, og tag det til hjertet.

Selvom vi allerede skriver den 22. januar, vil jeg ønske for os alle hver især et godt nyt år og næste år og næste år og