Glade små grise gør lykke på plejehjemmet

På diakonhjemmet Sydmarksgården på Fyn får beboerne af og til besøg af en kælegris. Det vækker stor begejstring, og der er gode grunde til at lukke dyr ind på plejecentrene, siger forsker

Uden mad og drikke duer helten ikke. Minigrisen Arne får mælk under besøget på diakonhjemmet.
Uden mad og drikke duer helten ikke. Minigrisen Arne får mælk under besøget på diakonhjemmet. Foto: Claus Fisker.

De fleste har efterhånden hørt om såkaldte besøgshunde. Hunde, der aflægger visit på landets plejecentre til stor glæde for beboerne. I Verninge på Vestfyn ligger diakonhjemmet Sydmarksgården, og her nyder hjemmets beboere også med jævne mellemrum besøg fra en af vores firbenede venner. Her er det dog hverken golden retriever eller gravhund, der løber rundt mellem benene på de ældre og velvilligt tager imod kærlige klap og hundekiks. Det er derimod Buzz, en sort- og hvidbroget minigris, der som det naturligste her i verden smågryntende og i snor tøffer efter sin menneskemor, da de sammen aflægger besøg på Sydmarksgården en tirsdag formiddag.

Else Marie Kristensen hedder Buzz' menneskemor, og ud over at opdrætte minigrise er hun også historiefortæller, og det er netop disse to erhverv, hun ofte kombinerer, når hun er på visit på plejecenteret. Mens Buzz nyder godt af kærtegn, fortæller Else Marie Kristensen gerne et godt griseeventyr eller to.

I dag skal det dog vise sig, at hun slet ikke når til griseeventyrene. Ud over Buzz har Else Marie Kristensen nemlig i dag medbragt den kun fire uger gamle minigris Arne, og den lille fyr går lige fra ankomsten som en anden nyfødt baby fra arm til arm hos plejehjemsbeboerne, som slet ikke kan stå for den klejne, brune gris.

I plejehjemmets motionsrum er et par beboere i gang med dagens træning, men begge vil de meget gerne hilse på grisene, og det giver Else Marie Kristensen sig selvfølgelig tid til. En af dem, Peter, kan fortælle, at grise slet ikke er noget uvant syn for ham. Han har selv arbejdet på en svinebesætning, og i dag driver hans søn og barnebarn også en sådan.

”De grise er bare noget større. 100 kilo vil jeg tro, de vejer,” siger han, mens Buzz nysgerrigt snuser til hans bukseben.

Else Marie Kristensen tog oprindeligt kun på besøg i skoler og børneinstitutioner med sin gris, men hun er glad for, at hun fik idéen om også at tilbyde besøg på plejehjemmet.

”Det, jeg kan se, er, at beboerne liver op, når Buzz kommer på besøg. Mange af dem har selv boet på landet og været vant til dyr, så det vækker nok også nogle minder hos dem,” siger hun.

Det bekræfter en af de ansatte på Sydmarksgården, Janni Nyholm:

”En del har været vant til landbrug, og for dem er det lidt som at vende tilbage til noget, der engang var. Især de beboere, der er ramt af demens, og som har mistet korttidshukommelsen, kan have glæde af oplevelser, som knytter sig til fortiden. At få besøg af Buzz giver også altid anledning til en god dialog om landbruget, slagteriet og den mad, de engang selv har lavet og spist,” siger hun.

Der er formiddagskaffe i fællesstuen, og Buzz ved tydeligvis godt, hvad det betyder. Else Marie Kristensen har nemlig delt godbidder ud i form af gulerodsstykker til de af beboerne, der ønsker det. Så kan de fodre Buzz, når han som en anden lille hund render rundt under bordet og støvsuger gulvet for krummer og andet godt.

Ingen ser ud til at finde det besynderligt, at Buzz med sin lille logrende hale og små grynt skaber liv i rummet.

”Nej, det er da hyggeligt. Jeg synes bare, det var sjovt, da jeg hørte om det første gang. Men min far har også været fodermester, så vi har været vant til dyr hjemme hos os,” siger Tove, der bor for sig selv, men kommer på plejehjemmet hver dag.

Den kun fire uger gamle minigris Arne fik masser af opmærksomhed, da den var på besøg på et diakonhjem på Fyn.
Den kun fire uger gamle minigris Arne fik masser af opmærksomhed, da den var på besøg på et diakonhjem på Fyn. Foto: Claus Fisker

Hun har fået lille Arne op på armen og sidder nu og giver den sutteflaske. Flere nysgerrige kommer til - Buzz kender de, men de vil også gerne hilse på den lille ny.

”Jeg skal lige prøve at holde den lille her. Den er altså bedårende,” siger Jytte, mens både hun og Arne nyder det i en grad, så de begge lukker øjnene under kærtegnene.

”Jeg har altid boet på landet. Vi havde både heste og køer. Og hunde. Jeg kan huske under krigen - jeg er jo 93 år - vi havde tre hunde. De to var min mands og den sidste min,” siger hun og kigger kærligt på den lille gris, der hviler ved hendes kind.

Formiddagssamlingen er ved at være slut, og beboerne skal ud i deres aktivitetsgrupper. Flere er lige forbi for at klappe grisene en sidste gang, og imens Else Marie Kristensen pakker sammen, ser Buzz sit snit til en lille afstikker. Da den endelig er indfanget, er det med smør om hele grisetrynen. Den har i al ubemærkethed været på jagt i en af rummets skraldespande og tilsyneladende fundet noget, den kunne lide.

Karen Thodberg er seniorforsker på Institut for Husdyrvidenskab - Adfærd og Stressbiologi ved Aarhus Universitet og har blandt andet forsket i brugen og effekten af besøgshunde på plejehjem. Hun har ikke tidligere hørt om besøgsgrise i Danmark, men ved fra sit faglige kendskab til dyr, at grise er lærenemme, nysgerrige og meget aktive, hvorfor det kan synes som en god idé at bruge dem som besøgsdyr på plejehjem.

At besøg fra grise kan give en ekstra dimension på de steder, hvor mange beboere oprindeligt kommer fra landet, giver god mening, siger hun.

”Det er lidt det samme, som når man på plejehjem arbejder med erindringskasser med ting fra gamle dage, som de ældre og ofte demente beboere kan relatere til noget tidligere i deres liv. På samme måde kan grisene sikkert fremkalde nogle minder,” siger Karen Thodberg.

Der er flere gode grunde til at lade de ældre på landets plejehjem få besøg af dyr, fortæller hun. For det første kan det skabe noget liv og give et afbræk i dagligdagen, og for de mange demente borgere på landets plejecentre tyder forskning i brugen af besøgshunde på, at omgangen med dyr giver noget ganske specielt.

”Meget tyder på, at det kan være nemmere at kommunikere med et dyr end med mennesker, hvis man er ramt af demens. Her kan man lettere kommunikere udelukkende gennem sit kropssprog, og man behøver således ikke kunne sige noget smart eller sjovt for at holde samtalen i gang,” siger hun.

Også den fysiske kontakt med dyr kan være et væsentligt element i et liv, hvor berøringer måske ikke fylder så meget som tidligere. Nogle forskningsresultater tyder på, at det at nusse og kæle med et dyr har en positiv indvirkning på mennesker, men der mangler stadig forskning på området, fastslår Karen Thodberg.

”Vi vil gerne vide mere om, hvordan de enkelte beboere hver især får mest ud af besøgsdyr. Og vi har netop fået penge fra Trygfonden til at undersøge, hvordan mennesker med forskellige grader af demens har udbytte af besøgshunde - om nogen måske har bedst af at være aktive med hunden, mens andre får mest ud af blot at sidde og kæle med den,” siger hun.

Den kun fire uger gamle minigris Arne fik masser af opmærksomhed, da den var på besøg på et diakonhjem på Fyn. - Alle fotos: Claus Fisker.
Den kun fire uger gamle minigris Arne fik masser af opmærksomhed, da den var på besøg på et diakonhjem på Fyn. - Alle fotos: Claus Fisker. Foto: Claus Fisker