Slægtsforskning optager og morer rigtig mange mennesker. Og det er ofte en fornøjelse og interesse, der stiger med alderen.
Slægtsforskning er historiens moder, skal den græske historiker Herodot, der levede cirka 400 år f. Kr., have sagt.
Og der er da også masser af gode fortællinger i vor tid om, hvordan folk har siddet og sidder med næsen i kirkebøgerne på sporet af slægten. Og har fået en opløftende ahaoplevelse ved at støde på navnet på lige netop den person, som manglede i puslespillet, og som nu får mange brikker til at falde på plads.
Tv har selvfølgelig også opdaget, at slægtsforskning kan være spændende. Selve det der med at lede efter rødderne i arkiver og folketællinger er fascinerende, og det er også interessant og medrivende at se andre lede efter deres oprindelse. Mange har sikkert set tv-programmerne med skuespillere og sportsstjerner, der rejser rundt i verden på jagt efter deres forfædre. Amerikanske stjerner skal ofte til Europa eller Afrika for at finde olde- og tipoldeforældre. Og man er tit imponeret over de slægtsjournaler og kirkebøger, der omhyggeligt er ført mange steder, og som nu kan danne grundlag for et mysteriums opklaring: Hvorfor rejste min bedstemor af sted, hvordan kom min oldefar i gang med sin forretning, og hvorfor fik vi aldrig noget at vide om den bror, der giftede sig i Sydamerika? Lignende spørgsmål stilles der såmænd i mange familier.
Internettet har givet fornyet inspiration til slægtsinteressen. Prøv at lave din families stamtræ det kan den søgende surfende blive opfordret til på nettet, eller klik ind på www.familiekroeniken.dk, hvor idéen er at registrere det, der i dag er kendt om en familie, så historien ikke bliver glemt og så de, der kommer efter, får et levende billede af de personer, der gik forud i slægten.
Jeg har selv i Bogen til mine kære opfordret til, at man skriver lidt om sin familie, om de pudsige historier, der fortælles om de gamle tanter, som måske for længst er gået bort, om begivenheder, der har været skelsættende og betydningsfulde i familien, om det, man morede sig over, og om de nære relationer til forældre og bedsteforældre. Tænk, hvor ville det være morsomt og berigende, hvis man kunne tage tipoldemors Bogen til mine kære ud af reolen og læse lidt mere om hendes tid, om hvad der optog hende, om hvordan hun tænkte, om rejser, hun havde været på, eller om store oplevelser i livet, giftermål, fødsler, skolegang, hverdagsliv. Jeg har altid ment, at det er en kostelig gave at videregive et rids af familiehistorierne. Og det er bare med at komme i gang, for hver en linje, der bliver skrevet ned på papir eller nu om stunder måske på nettet, går ikke i glemmebogen.
Alt dette fik fornyet aktualitet, da jeg forleden sad med en uhyre spændende slægts-historie i hånden: Træk af slægten Ahlefeldts historie, der er samlet og skrevet af lensgreve Preben Ahlefeldt-Laurvig, Tranekær, og som netop er udkommet på kahrius.dk i serien Min Egen Bog, som jeg har omtalt her før.
Preben Ahlefeldt-Laurvig fortæller, at han i 1995 havde en meget stærk oplevelse, der fik ham til at påbegynde arbejdet med bogen.
I forbindelse med en restaurering af krypt og kapeller i Tranekær Kirke skulle nogle kister flyttes til kirkegården, og under arbejdet skete der det, at lågene på to kister faldt af. Preben Ahlefeldt blev hidkaldt og oplevede at stå ansigt til ansigt med Elizabeth Ahlefeldt, der var afgået ved døden i 1722. Hun lå fredeligt i sin kiste, smuk og velbevaret i sine ligklæder, så velbevaret, at Preben Ahlefeldt kunne kende hende fra det maleri, han havde hængende i spisestuen. Hendes søn Carl lå i den anden kiste. Slægten blev helt nærværende, og generationerne kom nærmere, historien rykkede tæt på.
Det blev begyndelsen til den omfattende bog. Nu er det ikke mange forundt at kunne føre sin slægt tilbage til det 13. århundrede, sådan som Ahlefeldterne kan, men mindre kan også gøre det. I 1600-tallet kom slægten til at spille en rolle hos de danske konger, og op igennem århundrederne var det landbrug og militær, der prægede slægtens aktiviteter. Gennem materialet om de mange generationer fortælles også danmarkshistorie, og der er naturligvis også gjort plads til netop de pudsige, vovede og morsomme historier, som enhver slægt kan berette.
Så her er endnu en spændende inspiration til at komme i gang med egne optegnelser.
Med venlig hilsen
Birgit Meister