Jeg kender det så godt fra mig selv, og jeg får ikke så sjældent breve, mails og telefonhenvendelser om spørgsmålet.
Det drejer sig om lys. Udenfor på gader, veje og stræder.
Jeg er nemlig ikke så glad for tanken om at falde. Det er man jo ikke, når man er senior, for falder man, kan det gå galt, og man kan brække et eller andet eller bare slå sig. Og ligge og rode på et gulv kan ingen vist lide.
Jeg medgiver, at man kan være uheldig at falde i lys og midt på dagen, men det er, når mørket melder sig, at man bliver mere påpasselig og måske også mere ængstelig.
Og det er også det, de mails, jeg modtager, ofte handler om.
Jeg fik én for ikke så længe siden om utilstrækkelig belysning og om netop ængstelsen for at falde. Læseren havde været på besøg på Nationalmuseet og i Skuespilhuset i København og fandt, at belysningen begge steder var mangelfuld.
Læseren pegede også på, at fortove og vejbelægninger mange steder er ujævne på grund af vejarbejde, metrobyggeri og fjernevarmeopgravninger. Og der bliver ikke sat ekstra lys op de steder, ligesom mange togstationer om aftenen kan opleves som et mareridt, mørke og øde. Læseren skriver, at hendes jævnaldrende over 80 år undgår bestemte særligt mørke stationer, og det kolliderer jo med ønsket om at være selvhjulpne og aktive seniorer. En anden skrev om dunkle busstoppesteder, hvor man ikke brød sig om at stå og vente.
Jeg holder af at gå i teateret, men må indrømme, at jeg tænker mig om to gange, inden jeg bestiller billet til netop Skuespilhuset. Det har ikke noget med repertoiret at gøre, men med den mørke foyer, man kommer ind i, måske efter at være gået ad det mørke fortov og indgangsparti. Det store byggeri på Sankt Annæ Plads har ikke gjort det nemmere, fortovene er ujævne og (håber jeg) midlertidige, og der er ikke ekstra lys.
Skuespilhusets foyer ligger i halvmørke, det er meningen, at det skal være smukt at se ud på vandet og lysene, men det er nervepirrende at finde frem til sin plads. Måske generer det ikke unge mennesker, men seniorpublikummet hører jeg gang på gang beklage sig over lysforholdene.
I Operaen, som man kan kigger over på fra Kvæsthusbroen, er foyeren skarpt oplyst. Arkitekt Henning Larsen sagde: ”Man kommer i Operaen for at blive set, så kan man fra foyeren gå ind i den mørkere Aladdins hule”, som han kaldte selve operarummet, ”og opleve musikken og magien”.
Sådan er der ikke tænkt i Skuespilhuset. Men det har fået en stor nordisk lyspris i 2008. Huset er tegnet af arkitektfirmaet Lundgaard og Tranberg, og det har modtaget sin fornemme pris for en belysning, der er både ”original og eventyrlig”, som der stod i begrundelsen.
Arkitekterne ønskede, at foyeren og havnepromenaden skal opleves som ét, og at det næsten skal være sådan, at den store glasfacade virker usynlig.
Det skal være smukt at kigge ud på det mørke havnerum. Jamen, det er det da også, hvis man altså er sluppet frelst ind i bygningen, men det ændrer ikke noget ved, at seniorøjne ikke altid ser så skarpt som de unge øjne, og at vejen ind giver anledning til ængstelse nummer et.
Den næste ængstelse kommer, når man skal finde sin plads i teatersalen, der er tænkt som en mørk og mystisk grotte. Hvis man skal tjekke sin billet for sæde og rækkenummer, må man hen til en lyskilde eller få hjælp fra en kontrollør.
I den seneste mail, jeg modtog om lysforhold flere steder i København, stod der blandt andet: ”Måske skulle planlæggerne tage et par mørke solbriller på, og i øvrigt lade bilen stå for at prøve seniorernes vilkår.” Sikke et godt forslag.
For det er jo rigtigt, at vilkårene ændrer sig livet igennem. Man springer let og sikkert af sted som ung og bevæger sig mere adstadigt senere i livet. Man har syn som en ørn som ung, men skal have brillerne frem som ældre. Man vil gerne have et gelænder at holde sig til på en trappe, og man vil gerne kunne se, hvor man går.
Jeg skrev i en tidligere klumme om, hvordan den voksende ældrebefolkning vil stille krav til vore byers indretning, så også ældre kan befinde sig godt i bybilledet og for eksempel nå over gaden for grønt, inden det bliver gult og rødt, og så ældre nemt kan finde en bænk, hvor man kan hvile sig på indkøbsturen.
Jeg burde også have skrevet om lys i gadebilledet, fik jeg en mail om.
Veloplyste gader og veje, tunneler og trapper ved stationer hører med i den buket af tryghedsskabende initiativer, som byplanlæggernes og arkitekternes opmærksomhed må vendes imod i højere grad, end vi hidtil har set.
Der er ingen, der ønsker, at ældre raske skal blive hjemme om aftenen og ikke vove at tage imod byernes mange aktivitetstilbud, fordi en så enkel ting som belysningen ikke er i orden. Lys skaber stemning og harmoni – og i gadebilledet allervigtigst: tryghed.