Der findes en skødesløshed i forhold til sproget, som i bogstavelig forstand er livsfarlig. Ondskabsfulde ord, ubetænksomme ord kan ødelægge et menneske.
Gode ord rummer magt og ånd, som kan kalde et modløst menneske til live og til nyt håb og skabe inderligt fællesskab.
Sprog har fascineret mig, lige siden jeg begyndte at tale og tænke over det. Det skyldes, at jeg er vokset op med en mor, som i enestående grad havde fået fortællingens nådegave. Fortællinger om vores slægt, som vakte opmærksomheden om, at vi hørte hjemme i en sammenhæng. Fortællinger fra Bibelen og gode historier som for eksempel H.C. Andersens eventyr. Dertil sange og salmer, digte, rim og ordsprog. Og ikke at forglemme: Samtalen.
Jeg husker især med stærk tydelighed hendes genfortælling af historien om Josef og hans brødre. En fortælling om svigt og misundelse og forfærdelige hændelser. Og dog endte det alt sammen så usigeligt godt. Ikke en banal historie om ”happy ending”, men en beretning om, at erkendelse af ansvar og skyld og tilgivelse kan genrejse liv og fællesskab mellem mennesker. Jeg synes, det er så aktuelt som ingensinde. Genlæs Første Mosebog kapitel 37-50, eller en genfortælling, som eksempelvis Anna Sophie Seidelins eller Ingrid Schrøder-Hansens bibelske genfortællinger.
Sprog bærer fælleslivet mellem mennesker. Kan man ikke tale sammen sandt og oprigtigt og i gensidig respekt for hinanden, visner livet i gensidig kulde. Det oplever vi i forholdet mellem politiske og kulturelle holdninger og i forholdet mellem religiøse anskuelser, ikke mindst. Samtalen har undertiden svære, for ikke at sige umulige kår. Det gælder imellem kristendom og islam, eller rettere den tyranniske islamisme. Den voldelige islamisme, som sigter frem mod verdensherredømme, skal slås ned. Det gjaldt i forhold til nazismen, og det samme gælder i nutiden.
Mens jeg skriver, har jeg den seneste terrorhandling i London i tankerne.
Jeg er rystet, igen. Hvornår og hvor kommer den næste? Og jeg indrømmer, at jeg ser fremtiden i møde med forbøn om det gode og med frygt for det værste. Jeg bliver snart 77 år, så det går nok for mig, men jeg kan ikke andet end tænke på mine børn og børnebørn – det vil sige hele fremtiden for enhver. Jeg kunne håbe på en ny Winston Churchill, men det er ikke så let at få øje på i disse tider, hvor behovet for et forpligtende sammenhold i mødet med den magt, ”som truer os i tiden”, er mere end påtrængende.
Lige nu ser jeg hen til det kommende valg i Tyskland. Sådan kan historien ændre sig og give nye håb.
Jeg insisterer på håbet. Det ligger i min profession. Siden 1967 har jeg haft mit liv i sprogets verden, som teolog, lærer og forkynder i tale og i skrift. Det fortsætter jeg med, også som klummeskriver. Jeg ved, at jeg kun er en enkelt blandt mange med samme anliggende.
Jeg tænker især på tre professioner, som har hver sit område med sproget som virkefelt: Journalist, lærer, præst. Journalister med forpligtelse i forhold til redelighed og grundighed, så løse rygter og falske nyheder ikke løber af med spalterne. Lærerne i mødet med videbegærlige børn og unge, som møder dem med tillid og forventning. Præsterne i bundethed til livets ord, som lever i troens og håbets og kærlighedens altomfattende virkelighed.
Denne treenighed af forpligtelse kan man møde i teologen og filosoffen K.E. Løgstrups forfatterskab. Jeg sammenfatter i citat fra et foredrag, han holdt i anledning af Danmarks Lærerhøjskoles 125-årsjubilæum i 1981. Det udkom i 1987 på Gyldendal med titlen ”Solidaritet og Kærlighed, Essays”. Om skolens formål skriver han: ”Formålet med at holde skole er tilværelsesoplysning (…) Og det er, at til skole hører oplysning om den tilværelse vi har med og mod hinanden, oplysning om samfundets indretning, og historiens gang, om naturen vi er indfældet i med vort åndedræt og stofskifte, om universet vi er indfældet i med vore sanser (…) Så vigtigt det er at kunne omgås hinanden i et pluralistisk samfund, så vigtigt er det ikke at affinde sig med pluralismen, men gøre hvad man kan for at trænge igennem til den sammenhæng som vi forsøger at overbevise hinanden om (…) Accepterer vi sammenhængsløsheden accepterer vi kommunikationsløsheden. Affinde sig med pluralismen er åndelig dovenskab.”
Et ord, forhåbentlig i tide.