Vi har passeret første søndag i advent. Det nye kirkeår er godt begyndt. Det kan jeg bevidne. Ingrid og jeg deltog i gudstjenesten i Hasseris Kirke, som var fyldt til sidste plads af feststemte, sangglade, lydhøre mennesker. Seniorerne var fyldigt repræsenteret som fornemme repræsentanter for folkekirkens ældsteråd.
Næste generation var der også. En talrig familieskare omkring det barn, som skulle døbes. Og det var et smukt og bevægende syn at se moder med sit dåbsbarn i favn deltage i nadverhandlingen. Dåb og nadver. Så er alt sagt om, hvad der for alvor betyder noget her i livet. Kærlighedens begyndelse og kærlighedens fuldendelse.
Efterfølgende kirkefrokost med en deltagelse, som foruroligede menighedsrådets formand til at udtrykke et håb om, at der måske kunne være brug for et lille brødunder. Det skete. Der var rigeligt til alle. Højstemt samtale bølgede gennem salen, kun afbrudt af fællesang og enkelte taler. Dagen var tillige udsmykket med en udstilling af malerier skabt af billedkunstneren Adi Holzer, som sammen med den markante kunstner fra Skagen, Niels Helledie, har formet udsmykningen af kirkens korparti. Dette kunstværk blev indviet ved en gudstjeneste anden søndag i advent 1995. Det blev også behørigt erindret med taksigelse.
Ser vi tilbage over det forløbne kirkeår, har det været præget af diskussion om den kirkelige struktur og styrelse. Regeringen har nedsat en arbejdsgruppe, som skulle komme med forslag til ændringer med henblik på en yderligere demokratisering af den folkekirkelige ordning. Der foreligger et gennemarbejdet forslag med forskellige modeller til løsning af problemet, hvis der ellers skulle være et sådant: Betænkning 1544, ”Folkekirkens styre, Betænkning fra udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken”.
Gad vide, om man nogensinde har vinket så højt med vognstangen med henblik på formålet med et officielt udvalgsarbejde. Så det måtte gå, som det siden Grundloven af 1849 er gået: Forslagene kunne ikke samle politisk flertal. Frygten for en kirkeforfatning med en synode, der kunne udtale sig på folkekirkens vegne, slog til igen, igen.
Så er det måske godt, som det fremgår af verdenspressen, at pave Frans har levet op til sit navn og givet Europa-Parlamentet en opsang om, at Middelhavet ikke må blive en kirkegård, som det allerede er ved at ske. Det kristne Europa må kende sit ansvar. Vi udgør en del af den nordlige provins, som paven var så venlig ikke at nævne.
Det er så vist en udfordring også til det danske folk, som har valgt stegt flæsk med persillesovs som nationalret. Havde jeg nu været et ungt frimodigt menneske, ville jeg sige: Hold da helt kæft! Jeg vil dog i stedet vælge at se valget som en sund reaktion mod det madsnobberi, som hærger landet. Selvom jeg hellere havde set og smagt en hakkebøf med løg eller allerhelst en stegt rødspætte fra Vesterhavet.
Vi er et privilegeret folkefærd, som skal til at spørge: Hvad har vi råd til, hvad kan vi bidrage med til afhjælpning af denne verdens nød - i stedet for den hjerteløse smålige bekymring: Hvor lidt kan vi nøjes med? Men de spørgsmål sælger nok ikke mange billetter op til et folketingsvalg.
Enhver borger i dette skønne land - præst eller provst, biskop eller skomager -har både ret og pligt til at forholde sig til og frimodigt give sin mening til kende. Der findes ikke andre hindringer end frygtsom ugidelighed. Det skulle ikke være nødvendigt at sige i Kaj Munks fædreland. Så jeg vil slutte med at give ham ordet, fra nogle betragtninger ind under jul:
”Bered Herrens vej. Ja, jeg vil prøve det. Disse sidste korte dage før jul, jeg vil på et eller andet tidspunkt skubbe al jaget til side og være alene og tænke på min barndoms jul og på julens barndom, på den nat, da julen blev født. Jeg vil tænke på al min bekymring, min sorg og min synd. Jeg vil tænke på verdens sorg og nød, som er bundløs i disse år. Hvem har jeg glemt med mine penge, mine gaver, min bøn? Hvor kunne jeg yde mere? For går jeg min broder i nød forbi, vil julen også gå mig forbi.”