Mimi Jakobsen: Jeg har været udfordret mange gange på min godtroenhed

Mimi Jakobsen, tidligere minister og generalsekretær i Red Barnet, lærte af sin far at tro på det bedste i andre

 Man får mest ud af livet ved at møde andre med tillid, siger Mimi Jakobsen. –
Man får mest ud af livet ved at møde andre med tillid, siger Mimi Jakobsen. – . Foto: Leif Tuxen.

”Ordet ’godtroende’ bliver af mange forbundet med at være naiv, men sådan har jeg aldrig set det. For mig er det noget, man vælger at være, og har at gøre med, hvordan man møder andre mennesker. Og i den forstand er det et af de ord, der beskriver mig og min tilgang til livet allerbedst,” siger 68-årige Mimi Jakobsen.

Hun er aktiv pensionist nu, efter hun uventet blev fyret som generalsekretær for Red Barnet i 2015. En hændelse, der i øvrigt udfordrede hendes godtroenhed i sjælden grad, for hun følte sig snigløbet, og det er ikke befordrende for at tro på det bedste i andre.

Alligevel blev det netop oplevelsen af, at langt de fleste af hendes gamle medarbejdere stadig ville hende det bedste, som bar hende igennem skuffelsen og gjorde hende i stand til at bevare sit gode humør.

Og sådan har det faktisk været mange gange – ikke mindst gennem hendes mange år i politik, fortæller hun:

”Uha, jeg har været udfordret mange gange på min godtroenhed, for lige som på alle andre arbejdspladser var der altid en fem stykker på Christiansborg, man ikke kunne stole på. Det måske værste eksempel var i 1988, hvor Poul Schlüter smed CD ud af regeringen på den mest tarvelige og luskede måde. Vi var rasende, men bakkede alligevel den nye regering op, for det skulle ikke hedde sig. Der findes et godt ordsprog fra den fransk-tyske krig i 1870, der lyder: Vi taler ikke mere om det, men vi glemmer det aldrig. Sådan havde jeg det også, for vi var jo nødt til at komme videre. Hvis man går rundt og regner med, at andre snyder en hele tiden, bliver man jo handlingslammet.”

Sin tro på godtroenheden fik hun af sin far, Erhard Jakobsen, blandt meget andet stifteren af Centrum-Demokraterne. Han sagde flere gange til sin datter: De kan snyde mig én gang, men ikke to.

”Jeg nænnede ikke at sige til ham: Jo, de kan også snyde dig tredje gang, for han var om nogen godtroende, men jeg satte alligevel stor pris på hans livssyn og tog det til mig. Fordi dem, der går meget mistænksomt til livet, er hele tiden på vagt, og det er en alvorlig bremse i forhold til at lære andre at kende og skabe gode oplevelser. Jeg kunne jo også se, hvor meget min far fik ud af sin godtroenhed, og det har jeg også fået. Ikke mindst i politik, fordi der, hvor man virkelig udretter noget, er, når man sætter sig sammen med en anden politiker og taler med åbent og tillidsfuldt sind om, hvor man kan finde hinanden,” siger Mimi Jakobsen.