Prøv avisen

Græsset er så lysende grønt i den danske sommer

I sommerens lys er jeg blevet oplyst og beriget gennem Hans Edvard Nørregård-Nielsen og Kirsten Kleins prægtige værk ”Limfjorden. Stemmer og Steder”, skriver Søren Lodberg Hvas, der har holdt ferie på Venø. På billedet færgerne til og fra Venø. Foto: Terkel Broe Christensen

En uge på Limfjordsøen Venø kan give en læse- og synsoplevelse med stemninger og billeder, der lever længe i sindet

Denne sommer har givet mig en oplevelse, som vil leve længe i mit sind med de stemninger og billeder, den har aflejret.

Jeg tilbragte en uge på Limfjordsøen Venø.

Vi havde lejet den tidligere røgterbolig, tilhørende gården Sønderskov, som med sine 300 tønder land er den ene af øens to større gårde. Boligen er smukt sat i stand og har bevaret en atmosfære fra gammel tid ind i nutiden. Fra stuen og værelset mod vest ovenpå er der frit udsyn over fjorden til Struer, Humlum og Jegindø.

Med den udsigt og de omgivelser var vejret det bedst tænkelige:

Vældige skyformationer, solstrejf, regn og frisk vind. Kort sagt den danske sommer, som Thøger Larsen har lært os at sige Du til:

”Du danske sommer, jeg elsker dig…” (Højskolesangbogen nummer 321). Sammen med nummer 314, ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, omfavner de sommeren i al sin glans og glæde. Uanset vejret.

I sommerens lys er jeg blevet oplyst og beriget gennem Hans Edvard Nørregård-Nielsen og Kirsten Kleins prægtige værk ”Limfjorden. Stemmer og Steder”, bind I og II, Gyldendal 2011 – 426 og 407 sider i alt!

Blandt de mange stemmer i bøgerne lytter vi til et brev fra Ingeborg Agger, billedkunstneren Knud Aggers kone. Om Venø skriver hun i et brev til vennerne Pam og Sven Havsteen-Mikkelsen:

”Her er marker, og her er hede – med sandede veje – og en lærkesang, som jeg sjældent har hørt – og masser af måger – viber, strandskader og regnspover flyver over ens hoved – og skælder ud; så er her især så blødt og godt at træde – og blomsterne smukkere – renere og klarere i farven end noget andet sted, jeg kender, og græsset er så lysende grønt – Jeg gik i formiddags og plukkede blomster i ’Mosen’ lige herved – der var alt, hvad der er dejligt. Uvilkårligt kom jeg til at sige det vers:

Hvad skal jeg sige, når jeg går

blandt blomsterne i enge,

og fuglesangen sammenslår,

som tusind harpestrenge.

Oh! Gud hvor er din visdom stor

din godhed – kraft – og rige. (Bind I, side 415)

Jeg medbragte de monumentale bøger til Venø, hvor jeg især koncentrerede mig om Bind I, der omhandler den vestlige del af Limfjorden, som åbenbarer sig gennem Kirsten Kleins fotografiske kunst og Hans Edvard Nørregård-Nielsens rige sind og lavmælte fortælling.

Det går på ny op for én, at man aldrig bliver færdig med at lære at se og høre. Nye lag åbner sig i sindet.

Bøgerne udgør samfundsmæssigt, kulturelt og kirkeligt et stykke danmarkshistorie, der ikke må gå tabt i en tid, som i selvoptagethed er truet af åndløshedens blindhed og glemsomhed.

Nørregård-Nielsens stil er præget af mange direkte og navnlig indirekte citater fra dansk litteratur, folkelige talemåder, højskolesangbog og salmebog. Man mærker, at han er kommet i senioralderen, hvor livets horisontlinje begynder at aftegne sig.

Fortællingen er båret af en vemodig glæde og taknemmelighed over alt stort og skønt herneden. En antydningens stilfærdighed uden de store armbevægelser. Alt er godt, så længe det varer:

”Kæmpehøjene ligger kuplede som små eftertænksomme pandeskaller under nogle store og forrevne skyer, der drager hastigt hen over himlen med retning mod Mors … Nu hviler landskabet lettere tungsindigt i sig selv, her er en tyngde inde i stilheden, og gravhøjene ligger afrundede og som udglattet af den store hånd, der ved, at alt i sidste ende forvandles til støv og ingenting…” (Bind I, side 222).

Det er ikke muligt at yde så stort et værk blot nogenlunde retfærdighed i en enkelt klumme, men jeg håber på, at jeg har vakt sans og interesse for – ja, disse skønne bøger.

Har man ikke læst dem, venter der en stor oplevelse, og har man oplevet læsningens intense glæde, vil man ofte vende tilbage.

Jeg vil slutte med et citat, som jeg finder sammenfattende fra Bind I, side 216:

”Kirkerne ligger der – gud være lovet – stadig, som selve surdejen i vores fælles erindring. Det hænger sammen med bygningen, inventaret og det lettere museale, men desuden med selve følelsen af herinde at være den sidste i den uendelige række af mennesker, der i tidens løb er søgt her ind med deres sorger og glæder.

Nu står kirkerne og ser gennem glamhullerne, som var det tomme øjenhuler, klokkerne bimler, og bygningerne er bedre vedligeholdt end nogensinde. Der holder en håndfuld biler på parkeringspladsen under højmessen, man kan på vej omkring pludselig høre Grundtvig spørge derindefra: ’Ved I nu hvorfor det kimer?’, og det er vistnok det, der i fjernsynet hedder et godt spørgsmål”.

Nu havde jeg nær skrevet amen. I stedet lader jeg spørgsmålet blive stående. Åbent.