Tak, Gud, fordi du er størst af alle. Tak for venskab, tak for venner. Tak for de gæster, som er kommet. Tak for maden bollerne, teen og kaffen. Tak for de kræfter, som det giver os. Tak for dagen, der kommer
Missionshuset i Langå i Midtjylland har lagt vægge til mange bønner i årenes løb, men efter at det gamle hus er sendt på pension og bygget om til lejligheder, klinger bønnerne overraskende nok på swahili.
LÆS OGSÅ: Pengekrise præger 100-året for missionsarbejde
En mørk og spinkel kvinde i spraglet bluse står ved sit spisebord og fremsiger den lange taksigelse for alt, der er værd at glæde sig over lige netop i dag.
Tak, Gud, for Erik og for Lisa, fortsætter hun.
Tak, fordi de er mine venner, og tak, fordi du giver dem kræfter til at blive ved med at være det.
Sifa Omari kommer fra det krigshærgede Congo. Hun er 42 år og bor i det gamle missionshus med 10 af sine 11 børn, en svigerdatter og to af sine fire børnebørn. De kom til Danmark som FN-kvoteflygtninge fra en lejr i Tanzania for tre et halvt år siden. Sifa Omari sætter sig ned, og de gode venner, Erik og Lisa Kahr, skænker te og kaffe. Han er 69, hun er 66. De er begge pensionerede, men i 1970erne var de missionærer i Tanzania for Brødremenighedens Danske Mission, og derfor taler de swahili. Det er den kompetence, som har skaffet dem et fælles deltidsjob som tolke og støttepersoner for Sifa Omari og hendes mange børn.
De er min familie i Danmark, siger Sifa med et smil.
Og at det er rigtigt, kan man forvisse sig om ved at se på familiebillederne på væggen. Der lyser to hvide hoveder umiskendeligt op mellem alle de mørke ved datteren Esters konfirmation i Langå Kirke. Erik og Lisa Kahr følger med i familiens liv, går med Sifa til forældremøder i skolen og børnehaven og tager med til lægen og i banken. Det er et job med kommunal lønseddel, men det er også blevet til et venskab og en kilde til gode oplevelser for de to seniorer.
For en del mennesker er det en svær opgave at omkode kompetencer og erfaringer fra arbejdslivet, så de kan bruges på en meningsfuld måde i pensionisttilværelsen, men ikke for Erik og Lisa Kahr. De er begge to sygeplejersker. Erik Kahr er desuden sundhedsplejerske, og i arbejdet som Sifa Omaris hjælpere har parret både brug for deres sundhedsfaglige kompetence, for deres sprogkundskaber og ikke mindst for den kulturelle forståelse, de har fået med hjem fra Afrika.
Vi tog derned for at gøre en forskel for andre. Det kom vi også til, men de gjorde sandelig også en forskel for os, som har præget os siden. Vi kom hjem med nogle andre værdier, end da vi tog ud, og vi besluttede at leve på en anden måde end før, fortæller Erik Kahr.
I Afrika erfarede de igen og igen, at det vigtigste i livet ikke kan købes for penge. Da de kom hjem, fravalgte de blandt andet fjernsynet for at bruge mere tid på at være sammen i familien. Lisa Kahr gik hjemme med parrets fem børn, og de prioriterede dengang som nu at have tid til andre mennesker frem for at stresse for at tjene til et stort forbrug. Derfor har de også stor forståelse og respekt for Sifa Omari og hendes livsindstilling.
Sifa Omari er vant til at klare sig med lidt. Hendes mand blev dræbt i den lange blodige krig i Congo, der kun sjældent når de danske aviser. Hun flygtede til Tanzania med sine børn og kom til en lejr, hvor der var mangel på mad og medicin, hvor enhver var sig selv nærmest, og hvor hun måtte kæmpe alene for at holde liv i sig selv og sine børn. Det var en forfærdelig tid.
I 20 år, sukker hun på spørgsmålet hvor længe?.
Det føltes nok som 20 år, indskyder Lisa Kahr.
Sifa Omari kan ikke læse og skrive og har store problemer med klokken og kalenderen. Hendes børn havde heller ikke gået meget i skole, da de ankom til Langå, men nu går de alle sammen i børnehave, skole, på efterskole eller på VUC og klarer sig fint. Hun lyser af stolthed, når hun fortæller om det.
Det går så godt for de børn, fordi Sifa har opdraget dem godt. De kan høre efter og opføre sig pænt. De lærer hurtigt, er gode til at omgås andre, så de er vældig populære i skolen, fortæller Lisa Kahr.
Selv er Sifa Omari begyndt i praktik i en børnehave. Hun lærer børnene at danse afrikansk, og de lærer hende at tale dansk.
Og de er gode lærere, for de skælder aldrig ud, når jeg laver fejl, griner hun.
Men i dag er hun ikke på arbejde, for hun har ondt i ryggen. Efter 11 børnefødsler og 25 år med små børn er den ikke helt så stærk, som den har været. Men humøret fejler ikke noget, og det gør troen heller ikke.
Jeg beder til Gud og siger tak for hjælpen, siger hun.
Hun takker for mad og for helbred og gæster og venner, for dagen, der kommer, og den, der er gået. For Erik og Lisa og kræfter til livet. Og for det utrolige held, at hun er kommet til Danmark og kan bo her i huset med hele familien blandt gode naboer i lille Langå.
Hun bringe fest ind i andres hverdag, og hun har stor tillid til, at Gud vil hjælpe hende, siger Erik Kahr.
Og det virker jo!