Gud så, at det var godt

Siden kristendomsundervisningen i første klasse har skuespiller og teaterchef Bodil Alling haft skabelsesberetningens ord med sig. Skønheden i ordene greb hende allerede i barndommen og giver stadig en klump i halsen

Som barn frydede Bodil Alling sig over at læse og høre historien om, hvordan Gud skabte lyset, skilte himmel fra hav og derefter trådte tilbage og vurderede sit værk.
Som barn frydede Bodil Alling sig over at læse og høre historien om, hvordan Gud skabte lyset, skilte himmel fra hav og derefter trådte tilbage og vurderede sit værk. Foto: MATHILDE BECH/ritzau.

Så vidt, hun husker, var det i den lille landsbyskole i Dokkedal tæt ved Limfjordens udløb i Kattegat, at Bodil Alling første gang mødte nogle ord, der siden skulle komme til at følge hende tæt. Det var i første klasse og i kristendomskundskab, at hun og klassen stiftede bekendtskab med skabelsesberetningen, som indleder Første Mosebog i Det Gamle Testamente, og hvor det som en slags refræn ad flere gange gentages:

”Gud så, at det var godt.”

Det var dog først nogle år senere, da Bodil Alling havde flyttet skole og fik en kristendomslærerinde, som havde et helt særligt tag på børnene, at ordene for alvor fik meningsfylde for det unge barn.

”Emma Sørensen var en gammel dame, som virkelig så os børn, og det var hende, der fik mig til at begribe, hvor fuldstændig vidunderligt det er at høre den sætning. Der blev sådan en andægtig tavshed i klassen, når hun læste den højt for os,” fortæller Bodil Alling, der er leder af samt instruktør og skuespiller ved teatret Gruppe 38 i Aarhus.

Som barn frydede Bodil Alling sig over at læse og høre historien om, hvordan Gud skabte lyset, skilte himmel fra hav og derefter trådte tilbage og vurderede sit værk.

”Jeg snører stadig helt sammen i halsen, når jeg tænker på det. Det er indbegrebet af skaberkraften at få at vide, at Gud så, at det var godt, og at skaberværket er en gave til os, som vi får lov at være i,” siger 60-årige Bodil Alling.

Siden barndommen har Bibelens ord fulgt hende, og i ungdomsårene brugte hun dem som en hjælp til at overveje, om det, hun gjorde, nu var godt.

”Når man er ung, prøver man verden af og går helst lige til grænsen eller lidt over. Man forsøger at finde ud af ret og vrang, hvor man hører til, og hvem man er. Det er helt almindeligt, men det særlige for mig var, at jeg havde den sætning med mig som et spørgsmål, jeg kunne stille mig selv,” fortæller skuespilleren og peger på, at ordene derfor også har haft en formende effekt på hendes moral.

Bodil Alling husker, hvordan sangerinden Trilles udgave af Jens Jensens vise ”Ham Gud” vakte furore i 1970’ernes Danmark, men at hun selv ikke kunne genkende følelsen af, at ”der lurer et øje i det høje”.

”Hvis der lurede noget bag døren og kiggede på mig, var det i hvert fald ikke Gud,” siger Bodil Alling, der aldrig har forbundet sin gudstro med skyld og skam, men i stedet med en tryghed, der kommer til udtryk gennem skabelsesberetningens ord.

I dag bruger hun stadig ordene – blandt andet i forbindelse med sit arbejde på Gruppe 38, hvor hun selv lever af at skabe.

”Nu vil jeg overhovedet ikke sammenligne mig selv med skabelsesberetningen, men ofte træder jeg et skridt tilbage og kigger på en teaterforestilling og tænker: ’Jamen, er det godt?’”, siger Bodil Alling.

Hun beskuer sit værk ud fra en faglig vinkel, som handler om, hvorvidt det er professionelt godt.

”Men jeg ser også på det med blik på, hvad det er godt for. Hvorfor skal den her forestilling bringes til torvs? Har det nogen værdi? Det har altid siddet i mig, at det er vigtigt en gang imellem at træde et skridt tilbage og vurdere det skabte.”