Niels Johansen er glad for ord. Men hans favorit er de første linjer af fjerde vers i Grundtvig-salmen Morgenstund har guld i mund.
Den 68-årige præst, forfatter og foredragsholder har skrevet, siden han var dreng. Han voksede op i en lejlighed på det ydre Østerbro i København tæt knyttet til søndagsskole og KFUM. Her mødte han fortællere, som kunne berette om stormen på søen, så Niels Johansen nærmest mærkede søsygen.
I skolen, søndagsskolen og KFUM lærte vi salmevers og hørte bibelhistorier, som ramte hjertet så hårdt, at det stadig gør godt, siger han.
Ord var stærke for Niels Johansen, så drengedrømmen var at læse litteratur, men en dag i 3.g blev det klart for ham, at han ville være præst. Glæden ved litteratur og lyrik bevarede han, og han fortsatte med at skrive, og som 32-årig fik han udgivet sin første bog. Senest har han skrevet erindringsbogen Hvor lang var tiden, da vi var mindre.
Da jeg skulle vælge ord, der tæller, havde jeg det som lykke-drengen Aladdin i den forunderlige hule mellem millioner af sten i regnbuens farver. Problemet var ikke antallet af sten, men dybden af Aladdins lommer. Når jeg så har valgt de tre meget prunkløse linjer af Grundtvig, er det, fordi de har en så stor energi som den portion Ota Solgryn, jeg fik som barn, og som kunne lægge en bund til langt over middag. Måske kan man sige, at Grundtvigs tre linjer er den smukkeste fortolkning af Jesus ordet: Jeg er livets brød, siger han.
Niels Johansens far drev en trikotagehandel på Højbro Plads i det indre København, derfor kom sønnen til at gå på Den Classenske Legatskole, som ligger i gå afstand til Højbro Plads.
Når skoledagen var omme, kunne Niels Johansen let komme til faderens butik. Ordene fra Grundtvig har fulgt Niels Johansen fra de tidlige skoleår.
God poesi åbner, og det gør Grundtvigs linjer også. Jeg kan ikke høre linjerne uden at tænke på den gang, hvor blå gummisko var blå, og man havde skrammer på knæene fra sidst i april til sidst i september. Eller tænke på de eftermiddage, man sad på en fremmed, men vildt spændende skrammellegeplads med en tante siddende på en bænk, så jeg altid havde hende i øjenkrogen. Så kunne man kaste sig ud i det vildeste vilde selv blandt fremmede drenge. For tanten var i øjenkrogen. Så gå da frit Guds barn, Vor Herre sidder på bænken, siger han.
For fire år siden gik Niels Johansen på pension efter et langt virke som præst. Først var han præst i Kildevæld Sogn på Østerbro, og siden kom han til Skovlunde vest for København, hvor han var præst i 28 år. Linjerne fra Grundtvig har fulgt ham i alle årene.
Som ung præst var jeg på Bispebjerg Hospital, hvor jeg havde en samtale med en ældre mand, som måske ikke var helt åndsfrisk. Jeg præsenterede mig som præst, og han smilede og sagde: Jeg har frikort. Om det var efter Luthers Lille Katekismus ved jeg ikke, men jeg skyndte mig at sige: Det er også bare det, jeg vil sige. Vi har altid frikort over for Vorherre. Ind i Guds rige kommer vi ikke, fordi vi har 17,8 i snit til studentereksamen, men fordi vi har frikort. Så hvem du er, og hvor du er, og hvad du har med i din rygsæk, og hvor mange skrammer du har på knæene: Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde.