Hanne Majlandt er en 71-årig forhenværende pædagog, som for sent holdt op med at ryge. Hun skal have god tid til trapper, og hendes mand gennem 33 år flyttede i foråret ind på demensafsnittet på det nærliggende plejehjem.
Har vi dermed tegnet billedet af en typisk dansk pensionist? Måske, men den slags billeder er sjældent dækkende og er det heller ikke, når det gælder Hanne Majlandt fra Struer.
Hun er nemlig ikke bare en pædagog med rygerlunger med en mand med Alzheimers sygdom.
LÆS OGSÅ: De gamle gadekær vender tilbage
Hun er også Danmarks mest ihærdige stormjæger, og når stormen pisker ind mod den jyske vestkyst, rykker hun ud med sit dyre Canon-kamera. Hun elsker billeder af oprørte bølger og er det menneske i Danmark, der har leveret flest vejrbilleder til DMI, DR og TV 2. Oftest er det stormbilleder fra den jyske vestkyst, hvis det da ikke er naturbilleder taget fra hendes egen terrasse med udsigt til solnedgang over Limfjorden ved Struer.
Jeg har altid fotograferet, men på samme niveau som de fleste andre. Jeg tog billeder af børnene, vores ferie-ture og lignende, men i 2006 skete der noget, fortæller Hanne Majlandt.
Inspirationen kom fra sønnen Gerner, der er en dygtig ornitolog og fotograf. Når hun så de fuglebilleder, han kunne tage med sit avancerede kamera, kriblede det i fingrene, og så fik hun selv lyst. I 2006 købte hun sit første dyre spejlreflekskamera og blev fanget ind med det samme.
Jeg kan bedst lide at tage naturbilleder, og jeg er helt vild med vand og bølger. Det har jeg altid været, og når det trækker op til storm, tager jeg gerne ud til Vestkysten for at fotografere bølger. Det er allerbedst, når det stormer så meget, at man er nødt til at sidde inde i bilen for ikke at blæse væk. Så sidder jeg og venter på en god bølge, og når den kommer, skyder jeg løs. Ofte har jeg 500 billeder med hjem, og af dem er der måske 50 gode, som jeg gemmer, fortæller hun.
Hanne Majlandt har i dag flere kameraer og lige så meget udstyr som en professionel pressefotograf. Det er også i samme kvalitet, men alligevel er der forskel. Pressefotografen skal leve af sit arbejde, hvor hun forærer sine billeder væk.
Jeg skal ikke tjene penge på mine billeder. For mig er det en hobby, og jeg synes, det er sjovt, når andre vil bruge dem, siger hun.
Hun har taget stormbilleder i Nørre Vorupør og i Hanstholm, men hendes yndlingssted er Thorsminde midt på den jyske vestkyst. Når det trækker op til storm, går hun ind på havnens hjemmeside, hvor hun aflæser bølgehøjde og vindretning, og hvis der er storm fra vest eller nordvest, rykker hun ud.
Så er forholdene ideelle. Så bryder bølgerne over de to fyr ved indsejlingen, og så har jeg chancen for at få gode billeder, siger hun.
Det er langtfra hver gang, det lykkes. Der skal ikke blot være storm, men også klart vejr, og det er en sjælden kombination. For et par år siden var heldet dog med hende for alvor. Mens hun sad ved indsejlingen i Thorsminde, sejlede redningsbåden ud på øvelse, og hun fik en række billeder, som andre fotografer siden har givet topkarakter.
I første omgang kunne jeg ikke lide det, fordi jeg troede, at redningsbåden skulle ud til en ulykke, og den slags er bare ikke mig. Så gik det op for mig, at det kun var en øvelse, og så begyndte jeg at skyde løs, fortæller hun.
Hanne Majlandt opfatter ikke sig selv som teknisk begavet, men har ingen problemer med at betjene de avancerede kameraer eller bearbejde billederne i programmet Photoshop på computeren. Hun er med i fotoklubben Digitalia i Skive, hvor hun udveksler erfaringer med de andre medlemmer. De arrangerer og tager også på fototure sammen, og så har hun sin egen hjemmeside, hvor hun lægger sine billeder ud.
Det er alt sammen noget, hun gør for sin egen fornøjelses skyld, men billeder kan også have en helt anden praktisk funktion.
Hanne Majlandt har været socialpædagog hele sit liv og har elsket det. Hun har især arbejdet med børn med forskellige handicap, og her har hun brugt billeder.
Når vi for eksempel har haft autistiske børn med på ferie, har jeg lavet fotodagbøger, som fortalte om vores oplevelser, og det har fungeret godt. Nu laver jeg fotobøger til Alfred, fortæller hun.
Alfred er Hanne Majlandts demente mand. Efter en lang og svær periode, hvor hun selv passede ham, kom han i foråret på plejehjem, og nu holder hun ham fast ved hjælp af billeder.
Vi har rejst meget, og nu har jeg lavet fotobøger til ham med navne på og billeder af steder, vi har været, og dem bruger han meget. Personalet bruger dem også, og det er helt oplagt, at han husker ting, når han ser billederne, siger hun.
Når Alfred skal have julegaver fra børn og børnebørn, træder Hanne Majlandt også til.
Så laver jeg til- og fra-kort med billeder på. Hvis han kun får navnet, siger det ham ikke så meget, men når han også får et billede med, kan han godt huske børnene, siger Hanne Majlandt.
