Glem alle fordomme om lyden af stilhed, tristesse og gamle mennesker, der vandrer hvileløst rundt på lange, sterile gange eller sidder hensygnende på hvert deres værelse.
Sådan er det nemlig ikke at være beboer på plejecenteret Betaniahjemmet på Frederiksberg i København. Her er musik og sang en naturlig del af hverdagen, og kommer man forbi en tirsdag, kan man ikke være sikker på, at beboerne har tid til besøg. For tirsdag er musikdag - hele dagen står i musikkens tegn, når musikunderviser Mette Poulsen kommer og spiller for og med de gamle.
I går var der på plejehjemmet premiere på en film, der fortæller om det musikprojekt, som siden 2011 har kørt på Betaniahjemmet. I filmen får man indblik i, hvordan musikken bruges til at skabe livskvalitet, tryghed og aktivitet for hjemmets beboere, hvor næsten 90 procent er demente i forskellig grad.
Det var forstander Laust Sørensen, der i mange år havde drømt om at inddrage musikken i hverdagen på plejehjemmet - en drøm, der pludselig kunne realiseres, da en plejevikar viste sig at være musiklærer og så de samme muligheder i musikken, som han selv.
”Vi har altid haft meget musik på Betaniahjemmet, men jeg kunne godt tænke mig, at det blev mere struktureret, og Mette, som står for musikken i dag, dumpede ned som en Guds gave i den anledning. Beboerne har modtaget det helt fantastisk, og jeg tror på, at det er en af årsagerne til, at vores gennemsnitslevetid er noget højere end landsgennemsnittet,” siger Laust Sørensen og kommer med et eksempel.
”Vi har en ældre dame, der var meget svag, da hun kom, og vi troede simpelthen, at hun var ved at dø, da hun flyttede ind. Men hun livede op og blev bogstavelig talt sunget ud af sengen og har nu været her i fem år. Gennemsnitligt dør beboerne ellers efter 1,9 år på landets plejecentre,” siger Laust Sørensen.
Forstanderen på Betaniahjemmet er ikke i tvivl om, at musik bidrager til en højere livskvalitet blandt beboerne, men han fremhæver også, at musikken ofte kan give de demente, der ellers har mistet talens brug, sproget tilbage.
”Pludselig kan de synge 'Jeg ved en lærkerede' eller 'Det var på Frederiksberg', og så liver de op. Man kan ikke helbrede demens, men man kan helbrede dem i øjeblikket. Og en af vores kvindelige beboere har direkte sagt til mig, at hun kan mærke, at hendes sprog er blevet bedre på grund af musikken,” siger han.
Laust Sørensen mener ikke, at det er tilstrækkeligt at tænke i pleje, når man har med demente at gøre. De har ligesom alle andre mennesker brug for at opleve og sanse, påpeger han.
”Det er ikke nok bare at pleje. Vi kan pleje dem ihjel. Man skal også lege, lære og opleve. Synge, gå ture og tage på restaurantbesøg,” pointerer han og fortæller, at en gruppe beboere lige har været på wellness-ophold i Holbæk til deres store fornøjelse.
På Betaniahjemmet er hele tirsdagen afsat til musik. Og i løbet af dagen er der tid til både fællessang, sang i mindre grupper og alenetid med spillelæreren, hvis nogle beboere har brug for det.
De øver også til den årlige revy, hvor beboerne synger og optræder for hinanden og deres pårørende.
Laust Sørensen ved, at det langtfra er alle plejecentre, der tilbyder musik og slet ikke i den udstrækning, som Betaniahjemmet gør. Men han ville ønske, at flere gjorde, fordi han kan se, hvor meget det betyder for beboerne. Desuden kræver det ikke så mange ressourcer, som man kunne frygte.
”Det koster os 100.000 kroner årligt til musiklærerens løn, og så har vi altid to frivillige og en fra vores personale til at være med. Og jeg er af den holdning, at vi hellere skal bruge lidt færre penge på pleje og lidt flere på andre ting for de ældre. Plejerne er også glade for det, for der er mange ting, der bliver nemmere for dem, når beboerne har det godt,” siger han og oplyser, at hjemmets musikundervisning betales af fondsmidler, som han søger om.
En af Betaniahjemmets største musikentusiaster hedder Frans. Da han flyttede ind, kunne plejepersonalet hverken få ham i bad, overtale ham til at skifte tøj eller få skiftet forbindinger. Først da Laust Sørensen foreslog, at han straks blev inviteret med til de fælles musiktimer, ændrede det sig.
”Første gang han skulle være med, gik han helt af sig selv i bad, inden han kom ned, og sådan har det været siden,” siger Laust Sørensen om Frans, som glad og gerne optræder med Elvis' ”Love me tender” på så livsbekræftende og ægte vis, at det er svært at tro, at han er plejehjemsbeboer.
På Betaniahjemmet er det ikke en uddannet musikterapeut, men en musiklærer, der varetager de musiske aktiviteter. Men at musikken kan noget helt specielt i forhold til demente er efterhånden en kendt sag. Det fortæller cand.mag. i musikterapi og musikterapeut på plejecenteret Lions Park i Søllerød Lise Høy Laursen.
”Musik har den evne, at den kan bevæge sig rundt i mange områder af hjernen. Mange flere steder end det talte sprog. Når vi genkender et stykke musik, vi godt kan lide, aktiveres for eksempel vores belønningscenter. Vi føler os tilfredsstillet. Musikken kan endvidere aktivere følelser og minder fra tidligere situationer, vi selv har været i. Man kan sige, at hvis man synger i stedet for at tale, så bliver man forført af musikken til at huske,” forklarer hun.
Det kan være stressende at være demensramt, fordi man mister fornemmelsen af, hvem man selv er, og hvor man er. Nogle demensramte bliver både angste, udadreagerende eller indadvendte. Men også her kan musikken hjælpe, viser forskning.
”Når man synger sange, der betyder noget for en, er det en måde at kommunikere på, hvad man føler. Det højner intensiteten omkring ens følelser og fornemmelsen af at høre til. Vi kan blive bragt i en anden bevidsthedstilstand, i en sammenhæng, som giver mening, hvor man ellers som demensramt ofte oplever, at man ikke kan få tingene til at hænge sammen. På den måde bliver musikken identitetsstyrkende, fordi de demensramte kan engagere sig og opleve gode øjeblikke og sider af sig selv,” siger Lise Høy Laursen.
