”Velkommen til alle jer, der er dukket op i dag. Hvor er det herligt, at vi ikke alle sammen ligger ved stranden i det gode vejr.”
Mødeleder og pensionist Knud Ramian slår tonen an med det samme. For godt nok er alderen blandt flere af de fremmødte på KlosterCaféen i Aarhus midtby over 80 år, men de er bestemt ikke kun kommet for kaffen og den lune rabarbertærtes skyld.
Her er der nemlig tale om ældre mennesker, der vil forholde sig, diskutere og blande sig – og som netop ikke gider hverken pensionistbusser til stranden eller onsdagsture til banko.
Derfor er de nu dukket op til eftermiddagsmøde i Foreningen til Udvikling af Alderdommens Muligheder (FUAM), for at høre et nyt oplæg om forårets tema, ”livshistorier”, som de bagefter kan diskutere i små grupper ved bordene.
Her er flest kvinder, og flere af dem kender tilsyneladende hinanden rigtig godt og er vant til i fællesskab at tage fat på de emner, som har betydning for livet som gammel. Tove Holm er en af dem. Hun har været medlem af FUAM i 22 år, siden hun som 65-årig flyttede til Aarhus, hvor de voksne børn boede.
I dag er hun 87 år og stadig aktiv, blandt andet som medlem af bestyrelsen, hvor hun også er sekretær. Og det er ikke tilfældigt, at det netop er FUAM og ikke Ældre Sagen, hun er engageret i.
”I FUAM har vi det princip, at vi kalder tingene ved deres rette navn. Derfor omtaler vi også os selv som ’gamle’, for det er vi jo,” fortæller Tove Holm.
For hende er det afgørende, at foreningen taler åbent om alderdommen. Men uden at ynke den eller udelukkende at se den som et forfald.
”Vi dyrker i den grad ungdomskulturen i dag, så ingen har lyst til at blive gamle, og samfundet ser derfor også på gamle mennesker, som nogle der har mistet en lang række evner. Som et forfald. Her i FUAM ser vi i stedet på de muligheder, alderdommen også giver. Jeg synes faktisk, det er rigtig fint at være gammel, og at det giver mig mange fordele. For eksempel er jeg helt holdt op med at bruge tid foran spejlet for at lægge makeup, inden jeg kan gå uden for en dør. Så jeg føler både en taknemmelighed og en frihed ved at være gammel,” siger Tove Holm, mens hele hendes ansigt smiler imødekommende og opmærksomt.
Hele foråret har de månedlige oplæg handlet om livshistorien og dens betydning. Og i dag er det demenskonsulent ved Aarhus Kommune Anders Kristian Krogager Andersen, der fortæller om, hvordan kommunen har arbejdet på at udvikle en digital livshistorie, som kan være til gavn for det fagpersonale, der har med demente at gøre.
”Hvem er jeg? Hvem har jeg været? Hvilket tøj elsker jeg at have på? Er der noget mad, jeg ikke kan lide? Svarene på de spørgsmål er guld værd for det personale, der nu står med en person, som måske ikke længere selv kan udtrykke sig eller huske det. Derfor har vi i kommunen forsøgt at lave en såkaldt app, hvor man digitalt kan samle en persons livshistorie og på den måde finde ud af, hvilket liv den pågældende person har levet, men også hvilke værdier eller hvilken tro vedkommende har. Det lykkedes os at lave en model, som I kan se her, og tanken var så, at den skulle gøre det lettere for fagpersonen at danne en relation til den demente,” siger Anders Kristian Krogager Andersen og peger på et skærmbillede, der kan ses i forstørret udgave på et hvidt lærred bagved ham.
Billedet viser en lang opadgående tidslinje i midten, hvor vigtige årstal fra et menneskes liv er skrevet op på hver sin side. Til hver begivenhed er der koblet både billeder, tekst og lyd, så man for eksempel kan klikke på bryllupsbilledet og derfra komme ind til en tekst, der beskriver den store dag med ord og stemninger og en lille video fra kirken, hvor selve vielsen foregik.
Aarhus Kommune fik testet sit bud på en digital livshistorie både blandt ældre, der selv skulle udfylde tidslinjen med indhold, og fra fagpersonale på plejehjem, der skulle se, om idéen kunne bruges.
”Og det blev klart for os, at livshistorien er et fantastisk redskab, men der er en del udfordringer. For det første kræver det, at det faktisk er folk, der stadig kan huske, som laver deres livshistorie, og for det andet tager det megen tid at få den lavet digitalt. Også for personalet, som jo i forvejen er presset på tid og ressourcer. I virkeligheden ville det allerbedste være, hvis det var folk i 40’erne og 50’erne, der gik i gang med at beskrive deres livshistorie. Men motivationen skal jo så i hvert fald ikke handle om at gøre arbejdet lettere for et plejepersonale senere – for det tænker man slet ikke over på det tidspunkt,” lyder det fra demenskonsulenten.
Han har forberedt en række spørgsmål til de fremmødte, der, mens kaffen hældes op, går i gang med at diskutere dagens oplæg.
”Det er jo en supergod idé med en livshistorie – også når det gælder relationen mellem plejepersonale og den demente. Ikke mindst i en tid hvor politikerne slår plejehjem sammen og nedlægger ældreboliger, så der er endnu flere ældre, der bliver flyttet fra det, de kender, og som derfor risikerer at sidde som på en øde ø, hvor ingen kender dem. Men der bliver jo samtidig skåret ned på ressourcerne, så der desværre slet ikke er tid til at beskæftige sig med det hele menneske, som livshistorien er et udtryk for. Det er, som om politikerne helt glemmer, at de selv bliver gamle en dag,” siger Gertrud Moesmand, der begyndte at komme i FUAM for et års tid siden.
Overfor sidder Kirsten Esper Andersen, der har været medlem siden 1982 og for en måned siden selv holdt oplæg om, hvordan en livshistorie kan skrives frem ved hjælp af fotoalbum og glemte ting fra skuffer og skabe.
”Livshistorien er jo netop ikke kun god at have for personalet. Det er også en berigelse for den enkelte selv og for børn og børnebørn. Men tiden er altid en faktor i sundhedsvæsenet. Jeg har selv arbejdet inden for plejeområdet, og vi prøvede helt lavpraktisk at lave livshistorier på et par nedskrevne A4-ark, men de lå bare i skuffen og blev aldrig brugt. Man når det simpelthen ikke i dag.”
Ved bordet sidder også en kvinde, der under oplægget har lyttet ekstra opmærksomt. Rie Randers begyndte for cirka tre år siden at mærke tegn på demens. I dag er hun 60 år og kan nærmest ikke læse mere og får hele tiden flere huller i hukommelsen.
”Jeg plejer ikke at komme her, men det her lød lige som noget for mig. Og jeg er da blevet ret overbevist om, at jeg skal hjem og i gang med at lave min livshistorie nu, for jeg bliver jo ikke hurtigere i hovedet. Jeg skal skrive den for min egen skyld, ikke af hensyn til andre. Men det er vigtigt for mig, så jeg kan blive ved med at se, hvordan jeg var,” siger hun.
Efter et par timer på caféen er det tid til opbrud. Forårssæsonen er slut for i år, og næste møde i FUAM er først til september, hvor temaet er ”Muligheder mellem mennesker”. Og sæsonens første oplæg kommer fra Tove Holm, der har givet det den politisk ukorrekte titel ”Glæden ved at være alene” som en kommentar til netop Ældre Sagens kampagne mod ensomhed.