Prøv avisen

Ruth og Gunner har lagt fem børn i graven: Hver gang jeg har mistet, har det revet et stykke af mig

Hver dag læser Ruth og Gunner Bang sammen i Bibelen, ligesom de har gjort det livet igennem. Troen har haft afgørende betydning, men på et tidspunkt – efter to dødfødte børn – blev fortvivlelsen så stor, at Ruth var tæt på at opgive den kristendom, hun var vokset op med. – Foto Jens Bach. Foto: Jens Bach

Ægteparret Bang er fra en generation, hvor man ikke talte meget om tab. Uden troen var vi ikke kommet igennem det, siger Ruth Bang

Til april kan Ruth og Gunner Bang fejre jernbryllup, 70-årsbryllupsdag, og i deres lange ægteskab har de oplevet mere modgang end de fleste. De har fået syv børn og mistet de fem: Tre var døde ved fødslen, en søn blev dræbt i en trafikulykke, og deres handicappede, hjerneskadede Aase døde som 45-årig i 2004.

Alligevel kan de i dag sige, at ”Jesus har fulgt os hele vejen, og det er så fantastisk, at han ikke er blevet træt endnu”.

Det er Ruth, der formulerer denne, deres fælles trosbekendelse, udtrykt med ord, hentet fra parrets tætte samliv med bibel, kirke og missionshus. Gunner nøjes med at nikke og smile. Han har i over 40 år været postbud i byen og været aktiv i den lokale skakklub i fritiden. Nu har alderdommen og helbreddet sat sine spor, og i dag er der ikke mange ord tilbage. I øvrigt har han altid lukket sin sorg inde, når livet har gjort ondt, fortæller Ruth, ”sådan som mange mænd jo gør”.

”Og det har ikke gjort det lettere,” tilføjer hun og ser samtidig kærligt og forstående på ægtefællen.

”Den eneste gang, jeg har set Gunner græde, var, da Aase skulle på institution. Hun boede hjemme hos os i 27 år, og det var virkelig hårdt for os begge to, da hun skulle flytte, men bagefter måtte vi sige, at det jo egentlig var egoistisk af os at tænke sådan. Vi kunne godt se, at Aase fik et bedre og rigere liv ved at komme væk fra os gamle.”

Livet igennem har de været en aktiv del af folkekirkens lægfolk i Herning. Ruth og Gunner Bang, i dag 90 og 95 år, har i en menneskealder ”båret med” i menighedens arbejde. De har, blandt meget andet, siddet i menighedsråd, passet søndagsskole, deltaget i bibelkreds i snart 40 år og lavet kirkelig lokalradio. For mange står de som et ”kristent pejlemærke”, som et vidnesbyrd om kristentroen for andre, men da Ruth Bang med kun et års mellemrum fik to dødfødte børn, blev meningsløsheden for hende så ubegribelig og fortvivlelsen så stor, at hun var tæt på helt at opgive troen og hele den kristendom, hun og Gunner var opvokset i og så tæt forbundet med.

”Jeg knyttede hænderne i afmagt, for hvad skulle det til for? I Bibelen står der jo, at Gud er med i alt. Så måtte han vel også være med i det, vi her kom ud for?”.

Skal der drages noget positivt ud af den modgang, ægteparret har været udsat for, må det være, at den i sidste ende har styrket dem i fællesskabet med hinanden og Vorherre, mener Ruth Bang.

”Uden troen var vi ikke kommet igennem det,” fastslår hun.

Men selvom livet er gået videre, og tabene efterhånden ligger år tilbage, er sorgen og savnet lige under overfladen, og vil altid være der.

”Hver gang jeg har mistet et af mine børn, har det revet et stykke af mig. Det er ikke alle, der har kunnet forstå det, eller at sorgen kræver sin tid og på en måde aldrig slipper. Den kommer man ikke lige over på 14 dage. Selvfølgelig skal livet gå videre, men ‘hullerne’ bliver jo ved med at være der,” forklarer Ruth Bang, mens hun diskret tørrer nogle forræderiske tårer bort.

I hendes generation blev der ikke snakket så meget, døden var tabu, men når hun taler om det tabte, myldrer de triste minder frem.

Stadig efterlyser hun en forklaring fra Vorherre, men knytter ikke længere hænderne i afmagt.

”Da jeg havde fået bitterheden lagt bag mig – den kunne jeg ikke bruge til noget – så kom jeg til at tænke på, at Gud måtte jo mene noget med det, for han havde ikke glemt mig, det var jeg sikker på. Og da begyndte det at lysne for mig. Gud bar mig, når dagene var ekstra strenge. Jeg har ikke fundet meningen, men jeg har fundet fred i, at der er en mening, så på den måde er jeg kommet videre.”

”Med knyttede hænder har man det jo ikke godt, så her fik vi hjælp. Når Gud kan alt, kan han også lindre sorgen, og det gav han os hjælp til.”

Under et weekendophold på Unge Hjems Højskole i Aarhus, deltog parret i en gudstjeneste ved den kendte præst Kai Jensen (1899-1963, biskop i Aarhus 1962):

”I sin prædiken fortalte han om, hvordan Gud undertiden pakker sin velsignelse ind i sort papir, og ’vil du ikke modtage de sorte pakker, går du glip af velsignelsen’. Jeg tænkte ved mig selv, hvordan kunne han vide, at vi var i kirken, og i dén grad havde brug for den hjælp, vi her fik i hans prædiken? Det kunne han jo nok heller ikke, men Gud kunne jo.”

”Jeg ved, at det kan lyde enfoldigt, når man bagefter fortæller om det, men det var ord, vi dengang virkelig havde brug for, og som også siden har været en stor hjælp for os.”

En anden hjælp har parret fundet i dette gamle vers, som Ruth Bang citerer efter hukommelsen:

”Først når væven er standset,/ og skytlen hørt op med at slå,/ da vil Gud tage tæppet til side,/ så vi bedre kan forstå,/ hvorfor de mørke tråde/ såvel som de gyldne bånd/ var lige nødvendige for mønstret/ i Mesterens kyndige hånd.”

”Først når væven er standset, får vi mulighed for at forstå, hvorfor de mørke tråde er lige så nødvendige som ‘de gyldne bånd’ i et helt liv. Det er et vers, jeg også har brugt, når venner og andre har trængt til hjælp.”

Et svigtende helbred gør, at parret ikke længere har mulighed for, som de ellers har haft for vane, at deltage i gudstjenesten i kirken hver søndag. De kommer stadig, når det lader sig gøre, men ellers hører de en optagelse af søndagens gudstjeneste hjemme i lejligheden, og hver dag læser de sammen dagens skriftsteder efter Bibelselskabets plan og Brødremenighedens andagtskalender.

”Bibelen fik jeg jo et godt kendskab til i de 10 år, hvor jeg var med til at lave udsendelsen ’På vej til kirke’ i Radio Herning. Det var sådan en optaktsudsendelse til søndagens gudstjeneste, hvor vi snakkede med præster og andre om den tekst, der skulle prædikes over. Det ’tvang’ jo én til at arbejde med sin bibel, og det fik jeg selv rigtig meget godt ud af,” forklarer Ruth Bang, der egentlig blev ansat til kun at brygge kaffe, men så manglede de en frivillig til at hjælpe med udsendelserne i lokalradioen.

Parrets bibel er fyldt med små sedler og bogmærker. Minder fra deres lange liv med trofast bibellæsning, og blandt Bibelens mange ord er der især ét, som har haft betydning: Ruths konfirma- tionsord fra Matthæusevangeliet: ”Frygt ikke, tro kun” – som sejrede over de knyttede hænder, da parret fik hjælp til også at modtage de af Guds velsignelser, der var indpakket i sort papir.

"Hver gang jeg har mistet et af mine børn, har det revet et stykke af mig. Uden troen var vi ikke kommet igennem det," forklarer Ruth Bang. Foto: Jens Bach
Ruth Bang efterlyser stadig en forklaring fra Vorherre, men knytter ikke længere hænderne i afmagt. Foto: Jens Bach