Kirken er vores stærkeste erindringsfællesskab

Vinterstemning ved Røsnæs Kirke, en lille smuk landsby kirke påbegyndt ca. 1200, og fuldført i 1400

Det er min opfattelse, at kristendom og kirke udgør et erindringsfællesskab frem for nogen anden sammenhæng i vort samfund. Arkivfoto af Røsnæs Kirke. Foto: Jesper Plambech / Scanpix Denmark

I et historieløst samfund udgør kirken og kristendom et erindringsfællesskab, som er stærkere end noget andet i vort samfund

Blandt det forgangne års julegavebøger var Michael Bøss' ”Det demente samfund. Historieløshed i nutidskulturen”. Det er forfatterens tese, at vi lever i en kultur, som er præget af historieløshed og erindringstab. Uden at blive Jeronimusser, vil mange seniorer nok nikke bifaldende.

Et par centrale citater sammenfatter bogens pointe:

”Ved et historieløst samfund forstår jeg derfor et samfund, hvor fortiden mister betydning, og fremtiden ikke længere afgiver løfter. (“) Hvad der går tabt, er nemlig en forståelse af mennesket som et væsen med et grundlæggende behov for at opleve mening i tilværelsen gennem eftertanke og erindring og for at nå til selvforståelse ved at se sit eget livs fortælling i en større social og kulturel sammenhæng og kronologi. For samfundet medfører historieløshed tæring på fællesskaberne. For ligesom individer lever samfundets store og små fællesskaber i kraft af deres evne og mulighed for at erindre sammen.” (side 9)

Dette grundsyn varieres og reflekteres i kritisk opgør og analyse bogen igennem i mødet med ”nutidskulturens symptomer: overfladiskhed, erindringstab, koncentrationssvigt, distraktion, utålmodighed, manglende eftertanke, bekymring, psykisk sårbarhed, stress og tab af tillid til fremtiden.” (side 18)

Tydeligere kan det næppe siges!

Det er min opfattelse, at kristendom og kirke udgør et erindringsfællesskab frem for nogen anden sammenhæng i vort samfund. Kirken er de store livsbærende fortællingers hjemhus. Min egen korte livshistorie er indfældet i Guds store historie, som fortælles gennem Jesu liv og forkyndelse, hans død og opstandelse. Det er naturligt at besinde sig på en dag som denne, den 6. januar, helligtrekongersdag.

Det græske navn for helligtrekongerstiden er ”epifani”, som betyder åbenbaring, guddommelig tilsynekomst med Jesu komme til verden. Denne festtid i kirkeåret har fået navn efter de tre hellige konger, de vise mænd fra Østerland, som fulgte stjernen, der ledte dem til Frelseren, så de kunne tilbede ham og give ham deres kostbare gaver, guld, røgelse og myrra. Der er en uforglemmelig skønhed over dette billede, som står i en uafrystelig kontrast til kong Herodes' barnemord i Betlehem og nutidige talebanere, som kort tid før jul overfaldt en skole i Pakistan og skød flere end 100 børn.

Jesus er Guds lys i verden: barnet i krybben, den fattige, omvandrende prædikant, der ikke havde det, hvortil han kunne hælde sit hoved, manden på korset og den tomme grav påskemorgen. ”Helligtrekongerstiden viser, at Guds åbenbaring i Jesus Kristus i tiden gælder for alle tider og alle mennesker. Guds menneskevordelse er ikke bundet til fortiden, men er levende, virkende nutid. (“) Han er lyset, der oplyser verden.” (Ole Brinth, Helle Christiansen og Marianne Christiansen: ”Året og dagen. Liturgisk håndbog II” side 118)

Jeg har fået den gave i mit liv, at jeg gennem min mors fortælling fik givet den rige bibelske billedverden som en skabende kraft i mit sind. Den spejler min verden og mit liv. Des ældre jeg bliver, des mere bevidst er jeg om hver dag at erindre mit liv i taknemmelighed og hente styrke til at glædes over dagen i dag og til at se fremad i det håb, jeg blev genfødt til i den hellige dåb. Fortid, nutid og fremtid udgør en udelelig helhed i øjeblikkets tilegnelse.

Jeg er overbevist om, at kirken er det stærkeste livsbærende og kulturskabende fællesskab i vort land. Der er ikke nogen grund til at stå med hatten i hånden i mødet med denne tid og dens udfordringer. Vi skal være vores kristendom bevidst og bekendt.

Så gør dig rede, kristenhed,

dit lys på stage brænde,

din Herres magt og kærlighed

i verden at bekende!

Den Stærkes hånd har bladet vendt,

din sorg er slukt, din jammer endt.

Bliv lys, og gør dig rede!