Prøv avisen

Hvor er høreapparatet, når teknologien råber på opmærksomhed?

Tegning: Rasmus Juul

Vi har blikket rettet mod de nye digitale mediers muligheder, men overser, at radioen, tv’et, computeren og mobil-telefonerne i alderdommen bidrager til følelsen af, at ens muligheder indskrænkes, siger medieforsker Cecilie Givskov

“Vi kommer ikke længere så tæt på hinanden i vores samtaler.”

Sådan beskriver en ældre kvinde oplevelsen af at skifte fra fastnet- til mobiltelefon. Teknologien, der tidligere var lydefri, gør pludselig opmærksom på sig selv:

Lyden skratter, falder ud eller forsvinder, hvis hun kommer til at trykke på en forkert knap.

Kvinden er en af 22 svarpersoner i et netop afsluttet forskningsprojekt om at blive ældre med nyere digitale medieteknologier, som er udarbejdet af Cecilie Givskov, medieforsker ved institut for medier, erkendelse og formidling på Københavns Universitet.

“Mange af kvinderne i undersøgelsen har gennem hele deres liv ført timelange telefonsamtaler med familiemedlemmer, veninder eller søskende og bruger telefonen som et stærkt personligt socialt medie. Det er et eksempel på, at den nye teknologi ikke på samme måde understøtter deres gamle medievaner,” siger Cecilie Givskov.

Med sin forskning undersøger hun forbindelsen mellem det at blive gammel og det at leve med ”medierne, teknologien, apparaterne og dimserne” som radio, tv, computere og mobiltelefoner. Og en af de oplevelser, som går igen blandt kvinderne, er, at medieapparaterne som for eksempel fjernsynet, der tidligere blot skulle tændes, begynder at påkalde sig opmærksomhed.

”Flere af kvinderne fortæller, at hverdagsrutiner som at snakke i telefon eller se film på deres tv, som de ikke tidligere har skænket en tanke, bliver noget, de skal bruge energi på eller helt må opgive. Teknologien bliver påtrængende i stedet for at være noget, som bare er en del af baggrunden,” siger hun.

En af kvinderne fortæller for eksempel, at hendes nye tv ikke ”taler sammen” med videoafspilleren, så hun ikke længere kan se de film, hun plejer at se. Og hun har ikke overskud til at gå ned i forretningen for at få hjælp.

Ifølge Cecilie Givskov har vi som samfund alt for ofte blikket udelukkende rettet mod mediernes muligheder, hvis vi da ikke er panisk fokuserede på de udsatte grupper i mediesamfundet. Vi overser, at medierne i alderdommen også bliver en del af følelsen af, at nogle af ens muligheder indskrænkes.

”Når man bliver gammel, oplever man måske, at kroppen svigter efter hele livet at have tjent som et selvfølgeligt middel til at se, høre, føle og bringe os rundt. Trappen går fra at være et usynligt bindeled mellem stue og første sal til det store monstrum, man ikke længere kan bruge. Og medieapparaterne gør også opmærksom på sig selv. Blandt andet understøtter apparaterne ikke længere aktiviteter som at læse eller lytte, fordi de ældres hørelse eller syn forringes,” siger hun.

De seneste år har der været stor bevågenhed på ældre og medier: Om de ældre har kompetencerne til at bruge nye digitale medier, og hvordan mediernes indhold bliver oplevet og brugt af de ældre medieforbrugere.

Og alt det er jo meget godt, siger Cecilie Givskov. Men vi har ikke undersøgt det helt basale:

Andre læser lige nu