Hvor er høreapparatet, når teknologien råber på opmærksomhed?

Vi har blikket rettet mod de nye digitale mediers muligheder, men overser, at radioen, tv’et, computeren og mobil-telefonerne i alderdommen bidrager til følelsen af, at ens muligheder indskrænkes, siger medieforsker Cecilie Givskov

Tegning: Rasmus Juul
Tegning: Rasmus Juul.

“Vi kommer ikke længere så tæt på hinanden i vores samtaler.”

Sådan beskriver en ældre kvinde oplevelsen af at skifte fra fastnet- til mobiltelefon. Teknologien, der tidligere var lydefri, gør pludselig opmærksom på sig selv:

Lyden skratter, falder ud eller forsvinder, hvis hun kommer til at trykke på en forkert knap.

Kvinden er en af 22 svarpersoner i et netop afsluttet forskningsprojekt om at blive ældre med nyere digitale medieteknologier, som er udarbejdet af Cecilie Givskov, medieforsker ved institut for medier, erkendelse og formidling på Københavns Universitet.

“Mange af kvinderne i undersøgelsen har gennem hele deres liv ført timelange telefonsamtaler med familiemedlemmer, veninder eller søskende og bruger telefonen som et stærkt personligt socialt medie. Det er et eksempel på, at den nye teknologi ikke på samme måde understøtter deres gamle medievaner,” siger Cecilie Givskov.

Med sin forskning undersøger hun forbindelsen mellem det at blive gammel og det at leve med ”medierne, teknologien, apparaterne og dimserne” som radio, tv, computere og mobiltelefoner. Og en af de oplevelser, som går igen blandt kvinderne, er, at medieapparaterne som for eksempel fjernsynet, der tidligere blot skulle tændes, begynder at påkalde sig opmærksomhed.

”Flere af kvinderne fortæller, at hverdagsrutiner som at snakke i telefon eller se film på deres tv, som de ikke tidligere har skænket en tanke, bliver noget, de skal bruge energi på eller helt må opgive. Teknologien bliver påtrængende i stedet for at være noget, som bare er en del af baggrunden,” siger hun.

En af kvinderne fortæller for eksempel, at hendes nye tv ikke ”taler sammen” med videoafspilleren, så hun ikke længere kan se de film, hun plejer at se. Og hun har ikke overskud til at gå ned i forretningen for at få hjælp.

Ifølge Cecilie Givskov har vi som samfund alt for ofte blikket udelukkende rettet mod mediernes muligheder, hvis vi da ikke er panisk fokuserede på de udsatte grupper i mediesamfundet. Vi overser, at medierne i alderdommen også bliver en del af følelsen af, at nogle af ens muligheder indskrænkes.

”Når man bliver gammel, oplever man måske, at kroppen svigter efter hele livet at have tjent som et selvfølgeligt middel til at se, høre, føle og bringe os rundt. Trappen går fra at være et usynligt bindeled mellem stue og første sal til det store monstrum, man ikke længere kan bruge. Og medieapparaterne gør også opmærksom på sig selv. Blandt andet understøtter apparaterne ikke længere aktiviteter som at læse eller lytte, fordi de ældres hørelse eller syn forringes,” siger hun.

De seneste år har der været stor bevågenhed på ældre og medier: Om de ældre har kompetencerne til at bruge nye digitale medier, og hvordan mediernes indhold bliver oplevet og brugt af de ældre medieforbrugere.

Og alt det er jo meget godt, siger Cecilie Givskov. Men vi har ikke undersøgt det helt basale:

Hvordan ældre oplever at leve med nye digitale medier, og hvordan smartphonen, iPad’en og sociale medier som Facebook er med til at forme alderdommen.

”Vi har et mediesamfund, der er så kompliceret, at det faktisk kræver en del ressourcer at navigere i det. Det kommer særligt til syne blandt de ældre, fordi de har levet et helt liv med andre slags medier og samtidig skal bruge mange ressourcer på andre ting, som man jo skal, når man bliver gammel. De lever på sin vis i en anden teknologisk tid end de yngre, der ikke sætter spørgsmålstegn ved den nyere teknologi,” siger hun.

For mange af de ældre opleves det som et kaos at skulle orientere sig om, hvilken smartphone eller iPad man skal købe, og hvordan smartphonen, radioen, tabletten, fjernsynet og videoafspilleren skal udskiftes, repareres eller installeres.

”Som en af kvinderne sagde, kunne hun tidligere bare ringe til en radio- eller tv-montør, og så kørte det bare, og det gjorde det sådan set, indtil tv’et brød sammen 15 til 20 år senere,” siger Cecilie Givskov.

For nogle af undersøgelsens kvinder, som i forvejen har begrænsede ressourcer og ikke orker meget andet end dagens kernerutiner som at komme ud af sengen, komme i tøjet og sørge for at spise, er det et uoverstigeligt projekt overhovedet at komme i kontakt med mennesker, der kan hjælpe dem med at installere det nye tv, købe en iPad eller få videoafspilleren til at tale med fjernsynet.

”En af kvinderne fortæller, at hun på et tidspunkt havde haft en ekspedient i en af byens elektronikforretninger, som havde kendt hendes opsætninger og hendes medieforbrug. Men nu er han flyttet, så nu aner hun ikke, hvem hun skal spørge,” siger Cecilie Givskov.

”Det viser, hvor følsomt det kan være, hvis man ikke har en søn eller en datter til at tage sig af det hele for én. Det er der mange ældre, der ikke har, og der bliver endnu flere fremover.”

Forskningen siger ikke noget entydigt om, hvordan medier fungerer i de ældres hverdag, understreger Cecilie Givskov. Det er individuelt og afhænger af personlige, økonomiske, sociale og ikke mindst fysiske ressourcer. For nogle er de nye digitale medier ganske enkelt ikke en mulighed. Andre griber nye muligheder, de får øje på.

”En af kvinderne fortæller, at hun på grund af fysiske begrænsninger ikke længere ser familie og venner så ofte, men at hun har opdaget, at hun gen- nem Facebook kan følge dem lidt nærmere. Det er en kilde til glæde i et hverdagsliv, som ikke længere byder på så megen fysisk kontakt.”