Prøv avisen

Hvor langt skal man gå for at forlænge sexlivet?

Tegning: Morten Voigt

Mange ældre benytter sig af potensmidler for at bevare og udvikle deres samliv. Og det giver øget livskvalitet, mener forskere. Men det er en kunstig indgriben i den naturlige aldring, advarer tidligere medlem af Det Etiske Råd

Flere ældre mænd bruger potensmidler for at bevare deres sexliv. Tidligere krævede det enten en besværlig operation eller lokale indsprøjtninger at behandle mænds rejsningsbesvær, der forværres med alderen. Men de seneste års udvikling af potenspiller som Viagra og Cialis har gjort det lettere for mændene at få behandlet deres impotens. Den mulighed benytter især ældre mænd over 65 år sig af.

Og det er med til at give livskvalitet og velvære for mændene og deres koner og kærester, mener DRs læge Peter Qvortrup Geisling.

LÆS OGSÅ: Ældre mænds brug af potensmidler stiger støt

Det er kun godt, at der nu findes en pille, som kan hjælpe dem, der stadig har lyst til at have et aktivt sexliv, men har brug for lidt ekstra hjælp. Sex er med til at give velvære og sprede glæde. Derfor kan jeg kun opfordre til, at mænd som har lyst, men har problemer med rejsningen, benytter sig af de nye muligheder, siger Peter Qvortrup Geisling.

Han bakkes op af hjerneforsker og overlæge Troels W. Kjær fra neurofysiologisk afdeling på Rigshospitalet. Ifølge ham modvirker sex nemlig tristhed og irritation og er med til at give en stor lykkefølelse. Det skyldes, at under sex udskiller hjernen de to signalstoffer serotonin og dopamin.

Når de bliver frigivet, er de med til at skabe bedre humør og nedbryder indre uro og angst.

Sex er som naturens egen lykkepille, fordi den aktiverer en masse kemi i hjernen, som forbedrer humøret. Derfor er det positivt, at blandt andet ældre med impotens i dag har bedre mulighed for at bevare og have et sexliv. Forskning viser, at ældre mænd ligger højt, når det kommer til depression og selvmord. Det kan sex være med til at modvirke, siger han.

Men potenspiller er en uheldig erstatning for naturens begrænsninger af menneskets biologi, mener tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm.

Den stigende brug af potensmidler er nemlig med til at skabe urealistiske forventninger til, hvad man skal kunne i alderdommen, og rejser en vigtig debat om kunstig optimering af mennesket, når vi bliver ældre.

På alle mulige kunstige måder forsøger man at forynge sig og modvirke den naturlige aldring. Men det er en helt forkert vej at gå. Det har aldrig været meningen, at 70-årige mænd skal præstere, som da de var unge. En 70-årig elsker ikke på samme måde som en 18-årig. Og sådan bør det jo også være, siger han.

Klavs Birkholm frygter, at den stigende udbredelse af potenspiller og lignende kan få sociale konsekvenser. Det kan være med til at flytter normerne for, hvad ældre bør kunne præstere. Ifølge ham tror mange yngre mennesker, at ældre ikke har et aktivt sexliv, hvilket er forkert. Men formerne forandrer sig med årene, og det bør de have lov til, uden at man skal ind og pille ved naturens balance.

Sex er fra naturens side et middel til at få børn og videreføre arten. Og så er det jo fantastisk, at så mange nyder at have et sexliv, efter at det med at få børn er blevet uaktuelt. Men det er uheldigt, hvis man skal fylde sig med piller for at leve op til bestemte præstationsnormer. Her skal vi blive bedre til at acceptere, at naturen går sin gang, og ikke medicinere og operere os uden om livets grundvilkår, siger Klavs Birkholm.

Ifølge ham ved vi også kun meget lidt om bivirkningerne ved potenspillerne på markedet. De fleste kom først på markedet i 2000erne, og det tager som regel mange år, før man har et detaljeret overblik over konsekvenserne af ny medicin, siger Klavs Birkholm.

Men det er en overdramatisering af en relativt ukompliceret pille, vurderer læge Peter Qvortrup Geisling. Han mener ikke, at brugen af potenspiller giver grund til bekymring.

Der er bivirkninger ved al medicin, som vi indtager. Sådan er det. Og her er potens-pillerne ikke nogen undtagelse. Men heldigvis er det de færreste, som har dårlige oplevelser. Det er jo blot en pille, der hjælper mod rejsningsbesvær ved stimulering. Det er ikke en pille, som kunstigt giver en lyst til sex, siger Peter Qvortrup Geisling.

Han påpeger, at pillen kun er beregnet til mænd med impotens og kræver en lægelig konsultation, før man kan få udleveret en recept. Derved sikrer man, at potenspiller ikke bliver et præstationsfremmende middel, men forbliver en medicinsk behandling af impotens.

I Ældre Sagen er man heller ikke forskrækket over udbredelsen af potenspillen. Så længe pillerne kun anvendes, når det er nødvendigt, og lysten i forvejen er til stede, kan de være en hjælp til et godt sex- og samliv, siger Jens Højgaard, der er souschef i Ældre Sagen. Han tror, at pillen kan være med til, at flere par bliver sammen.

Vi ved, hvor vigtig sex kan være for et godt samliv, og hvordan det modvirker blandt andet ensomhed. Og det gælder også i den tredje alder. Og kan pillen hjælpe dem med impotens, ser vi ingen problemer i det. Tværtimod. For det fysiske nærvær og kontakt har man brug for hele livet, siger Jens Høj-gaard.

Ifølge ham er ældres sexliv brolagt med myter. For eksempel at de ældre mister de seksuelle behov med alderen. Men det gælder kun en lille del af de ældre. Han tror, at potenspillen er et yderligere brud på tabuet om ældres sexliv og kan hjælpe par i gang igen, som ellers var gået i stå.