Prøv avisen

Alderdomsguide: Hvad gør man, når man ikke har prøvet det før?

Michael Kinsley skriver, at han føler sig som en slags spejder og stifinder fra sin generation, der er blevet sendt i forvejen for at finde ud af, hvad der venter, så han i en munter tone kan fortælle sine jævnaldrende fra de store generationer lige efter Anden Verdenskrig om alderdom.

En morsom og underholdende lille alderdomsguide for begyndere ser på mulighederne, og hvad der er allervigtigst i livets sidste år

Det var måske til at forudse, at der ville komme en bog om, hvordan det er at blive gammel. En til, vil mange sige, og jeg kan huske min kære tante Karen, der blev over 100 år sige: Jeg ønsker mig ikke bøger om at blive gammel, det ved jeg alt om!

Men nu fik jeg så en ny bog med den opfindsomme titel: ”Old Age, A Beginners Guide” (Alderdom, en guide for begyndere). Og det er jo en morsom indgang, tænkt til mennesker, der først nu er ved at blive ældre. Forfatteren er journalist og redaktør Michael Kinsley, hans klummer står blandt andre steder i de amerikanske magasiner Vanity Fair og The New Yorker.

Han har haft Parkinsons sygdom, siden han var i 20’erne, og mener derfor, at han har et forspring for sine jævnaldrende – han er i slutningen af 50’erne – og derfor godt nu kan skrive om alderdom. Parkinson slider på sind og krop, og hverdagen er fuld af små og store kampe for at bevare en dagligdag, der ligner den, ens jævnaldrende har.

Michael Kinsley skriver, at han føler sig som en slags spejder og stifinder fra sin generation, der er blevet sendt i forvejen for at finde ud af, hvad der venter, så han i en munter tone kan fortælle sine jævnaldrende fra de store generationer lige efter Anden Verdenskrig om alderdom, om hvordan ens fysik ændrer sig, om hvordan man kan føle sig svigtet af sine forskellige legemsdele og om vejen, der fører mod en dør, hvorpå der står udgang.

Kinsley selv har været igennem den store hjerneoperation, som tilbydes visse parkinson-patienter. Operationen kaldes for dyb hjernestimulation (man hører den også omtalt på engelsk som Deep Brain Stimulation, dbs), hvor der opereres en elektrode ind i en dybtliggende kerne i hjernen, og så stimulerer man kernen gennem elektroderne. Det dæmper sygdommens symptomer. Det er en omfattende operation, som også tilbydes i Danmark, men da Kinsley blev opereret i 2006, var den forholdsvis ny og risikabel.

Så han har tænkt meget over, at livet slutter en dag. En tanke, som han mener, mange af hans jævnaldrende og lidt ældre bekendte ikke gør sig. Han tror i hvert fald ikke, at de tænker over, hvad der er mest betydningsfuldt i tilværelsen, eller over, hvad det er der virkelig tæller og som gør mennesker glade, og han peger på og undrer sig over, at de store generationer har samlet sig en så uendelig mængde af ting. Men ting er ikke meget værd for én, når man er død, skriver han, og de fleste vil vist gerne, hvis det kunne lade sig gøre, bytte dem alle sammen for bare lidt mere tid med børnebørnene, altså et lidt længere liv.

Kinsley skriver i sine essays også om mange andre af ældrelivets forhold, om plejehjem, om sygdomme, som især rammer ældre, om parforhold og om eftermæle, og hvem vi husker, når vi tænker tilbage, og han undrer sig over, hvor hurtigt mennesker, som har været beundrede i deres samtid af mange forskellige årsager, bliver glemt. Og egentlig mener han, at det, der tæller allermest, når man er borte, er det omdømme, man efterlader sig. Ikke nødvendigvis som en i offentligheden såkaldt kendt person, men i familiekredsen og i vennekredsen. Han sætter en tyk streg under det med eftermæle og omdømme.

Jeg tænkte på Kinsleys ord, da jeg for et par uger siden var med til at fejre et 50-årsjubilæum. Det var Forælder Fonden, der fyldte 50 år. Den hed oprindelig Boligfonden for Enlige Mødre, og den blev oprettet af journalist og konservativ politiker Lis Møller. Hun sad i Folketinget i to omgange, fra 1966 til 1973, og igen fra 1981 og til sin død i 1983.

Hun var optaget af socialpolitikken, og hun mente, at frivilligt socialt arbejde spiller en stor og væsentlig rolle, når problemerne skal løses. Hun producerede adskillige tv-dokumentarprogrammer for Danmarks Radio om blandt andet enlige mødre, narkotikaproblemer og psykisk syge. Det var stærke, vedkommende udsendelser, der ved flere lejligheder gav anledning til lovgivningsinitiativer for at afhjælpe de problemer, som hendes skildringer havde afdækket.

Hun så hurtigt, at for de enlige mødre var vejen til et bedre liv et trygt, ikke for dyrt sted at bo og selvsagt en uddannelse. Lis Møller var en beslutsom kvinde, der ikke ynkede nogen, og hun fokuserede på midlertidig bolighjælp og uddannelseshjælp, som kunne støtte både de enlige mødre og deres børn.

Sådan blev Boligfonden til, og den har nu i 50 år arbejdet ud fra de oprindelige tanker. Fonden har et kollegiehus på Frederiksberg med 13 lejligheder med eget køkken og fælles bad. 10 boliger er for nylig kommet til i Jægerspris. I alle årene har fonden levet af indsamlede midler. Der er få ansatte og mange frivillige.

På Lis Møllers tid talte man ikke meget om enlige mødre og slet ikke om enlige fædre, men de er kommet til i årene, der er gået, og derfor er fondens navn nu Forælder Fonden.

Lis Møller var oprigtigt og inderligt optaget af sociale spørgsmål, og hun ville gøre noget ved problemerne. Derfor handlede hun. Og hun er netop sådan en type, som Michael Kinsley nævner i sin begynderbog, som han håber, vil inspirere andre, og som han ville ønske, verden var fuld af.